Plader

Blända: Minnesmissbruk

Skrevet af Terkel Røjle

Svensk country/folk, som vi kender den. Man kan ikke undgå at forestille sig et band bestående af mænd med fuldskæg, skovmandsskjorte og hat. Og det er bare godt.

Hvorfor er det, at country/folk-musik bare lyder mere naturligt på svensk end på dansk? Har deres sprog på en eller anden måde en tættere forbindelse til denne ellers traditionelt amerikanske genre, end dansk har? Eller er sproget svensk bare et mere sangvenligt sprog end dansk? Sådan virker det i hvert fald, da Sverige har adskillige stærke musikere i denne genre, og kun C.V.Jørgensen kommer frem, når jeg tænker på gode dansksprogede country/folk-udøvere.

Er man i tvivl om, hvad jeg egentlig mener med ovenstående påstand, skal man bare tage og lytte til Bländas nye plade med den fantastiske titel, Minnesmissbruk.

Lad det være sagt med det samme. Det er ikke pladen, man skal anskaffe sig, hvis man er på jagt efter original og nyskabende musik. Det er country/folk med et twist af noget indiepop, som er hørt så mange gange før fra svensk side, og det er dunkende godt!

Pladen lægger ud med nummeret “Utanför”, som er et rendyrket country/folk-nummer med alle kendetegnene inkluderet. Den gæve violin går fint i hak med western-guitaren, slide-guitaren og sangskriver Magnus Joseffsons vokal. Andenstemmen bakker op om sing-along-omkvædet, som simpelthen bare er hamrende iørefaldende og dejligt. Dette nummer bliver fulgt op af den glade popsang “Lämna mig ifred”, som trækker tankerne hen imod folk som Håkan Hellström og Säkert.

Herefter kommer et af pladens allerbedste numre, “Uppvidinge Härad”. Joseffson synger: »Jeg saknar någon att förstå mig på,« som det skal synges. Direkte og tilpas underspillet. Alle musikkendere ville nok kunne komme på tre-fire numre, som lyder som noget a la dette nummer, men fred være med det, for det lyder helt fantastisk. Den fantastiske indledning på pladen fortsætter med endnu et højdepunkt. Nemlig titelnummeret “Minnesmissbruk”, som er en fantastisk ballade. Joseffson synger med så stor troværdighed, at han stort set kunne slippe af sted med at synge hvad som helst.

Den sidste halvdel af pladen holder ligeledes niveau med den stærke “Er Som Var” med en mere drømmende lyd end resten af pladen. Dette udføres blandt andet med vokalharmonier og doublet lead-vokal. Den fine finale “Glöm Bort Mig” er også et stærkt nummer. Især her kommer Joseffsons vokal på prøve. Ikke mange vokalister kan slippe af sted med at synge: »Glöm bort mig, jag vet att vi aldrig får hverandra.« Men det kan han altså.

Det er faktisk lidt svært at sige så voldsomt meget om Bländas musik, da genren, som de bevæger sig inden for, er så velbeskrevet, og de virker da heller ikke til at have ambitioner om at træde uden for denne ramme.

Med undtagelse af den mærkelige “Linje 331” midt i pladen, som lyder som musikken til et computerspil, består pladen af stærk sangskrivning, gode tekster og simple arrangementer – i familie med andre country/folk-musikere såsom Ulf Lundell og selvfølgelig Bob Dylan – som man har hørt det så mange gange før. Selvom man selvfølgelig kan beskylde Blända for at være lidt konservative, er det bestemt en kompliment.

Hvorfor denne ellers meget simple genre mestres så fejlfrit af vores naboer, og hvorfor vi i det danske ikke kan hamle op med dem, er for mig et mysterium. Men jeg mistænker som sagt sproget for at være det, som gør udslaget. Jeg kan i hvert fald slet ikke forestille mig Bländas musik sunget på dansk. Det ville simpelthen lyde fuldkommen anderledes og uden tvivl også dårligere. Og jeg ved virkelig ikke hvorfor. Måske er svensk bare et mere egnet sprog at synge på end dansk? Blända er i hvert fald et stærkt argument for denne påstand.

★★★★★☆

Deltag i debat