Plader

Bodega Boys: Nøgnere end nogensinde

Skrevet af Jonathan Heldorf

Går du til digtoplæsning og finder glæde ved sproglig finurlighed? Sidder du og hænger på den lokale beværtning hver eftermiddag? Så er du lige Bodega Boys’ målgruppe. Er du derimod bare glad for musik, bør du finde nogle andre helte.

Middelmådighed findes i spændingsfeltet mellem det interessante og det kedelige; hvis der er en nogenlunde ligelig fordeling af lodder i de to vægtskåle, vil nålen efter al sandsynlighed pege lige i midten og konstatere middelmådigheden. I Bodega Boys’ tilfælde er situationen den, at der er en del lodder placeret på den positive side og halvandet åndssvagt tungt lod på den negative side, der vipper hele molevitten i middelmådighedens retning.

Først og fremmest er det tydeligt, at der er masser af livsglæde bag bodegaprojektet, som de selv kategoriserer som litterær visepunk; en genrebetegnelse, der er meget dækkende, og som også indikerer, hvor uhøjtideligt det hele egentlig er. Hagen er blot, at helheden i udtrykket bliver alt for fjollet og dermed hægter publikum af i tumpede udskejelser, hvor formålet med musikken er så ubestemmeligt og diffust, at bodegadrengene sejler sig selv i sænk.

For ikke at luske rundt om den varme grød vil jeg sige det så tydeligt, jeg kan: Marius Mørup-Nielsens vokaleksperiment er så pisseirriterende og uklædeligt, at det ødelægger alle andre aspekter, der ellers er noget værd ved Nøgnere end nogensinde. Forestil dig en lækker middag på en god restaurant, hvor en eller anden højrøstet gæst kommer og brækker sig ud over din tallerken, lige inden du skal til at skære i bøffen. Nogenlunde sådan opfatter jeg Bodega Boys.

Musikken er i sig selv rimelig spændende, uden dog at være virkelig interessant. Med sin blanding af jazz, sømandsrock og blues fungerer det ganske godt som underlægning til en omgang spoken word, men det er bare ikke spoken word, der ligger over musikken, det er en art blanding af sang og en teaterskuespiller, der giver sig ud for at være ekstremt overrasket. Vokalen er umulig at abstrahere fra og svinger mellem at imitere Disney-figurerne Sorteper og desmerdyret Timon. Den er så ubestemmelig, lusket og uærlig, ligesom den person der til fester altid overdriver, hvor fuld han er. Det er überteatralsk og karikeret drukkenboltisme. Og det er synd. Faktisk er det virkelig ærgerligt, for teksterne er rigtig gode, kløgtige og legesyge og kunne have taget sig langt bedre ud, hvis der var blevet skruet lidt ned for blusset i leveringen af dem.

Med sjove kiasmer, som »Der var krus i dit hår / nu er der kun et hår i mit krus« (fra sangen ”Afro-Ditte”), og en god portion opfindsomme metaforer og metonymier bliver teksterne det mest spændende aspekt ved Nøgnere end nogensinde. Her er niveauet til gengæld også højt og intelligent uden på noget tidspunkt at virke elitært. Et andet eksempel på underfundig ordgøgl er: »Jeg ved godt, at det spøger / men lad da vær’ at la’ moralske tømmermænd / bygge kister i dit hoved.« Det er charmerende på en tragikomisk og rå, ublu facon, der eskalerer og topper i sangen ”Hjertebræk Hotel”, hvor det hæsliges æstetik går over gevind i sætningen: »Man kan ikke sove på Hjertebræk Hotel / så jeg kimer ned en velhængt negerluder / men hende, de sender, er hvid og kun til kæl / så jeg må støde hende hårdt, indtil hun græder.« Den behøver vist ingen efterfølgende kommentar…

Der er meget godt at sige om Bodega Boys – især om deres tekster og til dels musikken. Desværre forholder det sig bare således, at de mindre heldige tendenser, såsom sangstemmen, bliver næsten altoverskyggende og dræber de fleste andre gode aspekter af Nøgnere end nogensinde.

★★½☆☆☆

Deltag i debat