Nyheder

Damon Albarn er flittig Lise

GorillazSiden Blurs opløsning har tidligere forsanger Damon Albarn været en geschäftig herre, der som en anden Mike Patton har kastet sig over det ene projekt efter det andet. Det stopper ikke nu, hvis man skal tro et interview med The Guardian, som Spin leverer et resumé af.

Her fortæller Albarn, at der snart kommer en opfølger til Gorillaz’ storsælgende Demon Days. Albummet kommer til at hedde Plastic Beach og får som sædvanlig masser af gæsteoptrædender af bl.a. Snoop Dogg, Lou Reed, Barry Gibb (The Bee Gees), The Horrors, Bobby Womack og Mos Def. Albummet skulle være inspireret af X Factor og det aspekt, at det mest essentielle i folks liv i dag er berømmelse og voyeurisme. Jeg tror, det er fair at antage, at Albarn er kritisk overfor X Factor og deslige.

Men Gorillaz er ikke det eneste jern, han har i ilden. For det første laver han noget med tegneserietegner Alan Moore for det Det Kongelige Operahus, for det andet er han næsten færdig med at indspille et album med afrobeat-trommeslager Tony Allen og Flea fra Red Hot Chili Peppers, og for det tredje vil han gerne lave et nyt album med The Good, The Bad, The Queen. Albarn har åbenbart fundet en kilde med uendelig kreativ energi.

Om skribenten

Kim Elgaard Andersen

 

Biografi:

En af mine første minder overhovedet er, at jeg sidder i min fars lastbil, der kører rundt på landevejene i Nordjylland, mens min far synger med på "Suspicious Minds" med Elvis for fuldt skrald. Der startede min symbiose med musik vist. Siden blev jeg kontrær teenager, der lyttede til grunge, og dets udgangspunkt i metal og punk blev inspiration til teenage-årenes lydspor. Siden har jeg udforsket alt mulig andet, bl.a. country, jazz, folk, hiphop og electronica, så jeg føler efterhånden, at jeg kan skimte en stor del af den afgrundsdybe rockhistorie. Jeg har tidligere skrevet for Geiger og Soundvenue og er cand.mag. i dansk.

 

Fem favoritalbum:
Bob Dylan: The Freewheelin'
Grails: Black Tar Prophecies
Pere Ubu: New Picnic Time
Nas: Illmatic
Eric Dolphy: Out to Lunch

 

Skriv et svar