Plader

Daniel Johnston: Is and Always Was

Skrevet af Anna Møller

Eneste anke mod Daniel Johnstons nye album er i virkeligheden den måde, hvorpå det slutter. Nemlig med pladens dårligste sang. Resten af tiden er Is and Always Was både rørende og strålende.

Daniel Johnston har været en darling blandt mange kunstnere, siden Kurt Cobain satte hans navn på alles læber i 1992. Iført en T-shirt med Johnstons ubehjælpelige og selvgjorte frø-cover fra albummet Hi, How Are You? til MTV Music Awards, ophøjede Cobain Johnston til kultstatus, og siden da har Johnston fået masser af shout-outs. I 2004 udkom således The Late Great Daniel Johnston: Discovered Covered, hvor navne som Tom Waits, Beck, Eels og Bright Eyes, M. Ward, Wilco, TV on the Radio og The Flaming Lips hyldede Johnston, og senest har både Taxi Taxi!-tvillingerne og Richard Walters lavet covers af Johnstons nummer “True Love Will Find You in the End” fra 1990. Taxi! Taxi! til Tigerspring-koncert i oktober på Vega og Richard Walters på albummet The Animal (2009).

Originalen er lo-fi og simpel, samtidig med at den er meget rørende i sin skrabethed. Selvom Johnston på sit nye album, Is and Always Was, har bibeholdt det iørefaldende ærlige og skrabede, er produktionen blevet ‘mindre soveværelse og mere studie’, efter at Jason Falkner, som bl.a. har arbejdet med Beck og Air, har givet en hånd med lyden.

Der er stor diversitet på albummet, der spænder fra det lo-fi åbningsnummer “Mind Movies”, der primært består af Johnstons stemme og akustisk guitar, til den 60’er-rockede “Fake Records of Rock’N’Roll” og den mere tempo- og instrumentfyldte “Freedom”, hvor død/kærlighed-temaet træder frem gennem teksten: »Last night I dreamt / I died in my sleep / only to awake laying in a coffin / you were my all / a poster at the mall / you took the fall / I couldn’t call you anymore / the show must go on / yet it’s never really over / may the force be with you / Don’t you ever surrender.« I den anden ende af spektret er “Queenie the Doggie”, hvor tamburin og klap sætter rammen om en smittende børnefortælling om en tilsyneladende yderst charmerende hund.

Albummet har imidlertid ét nummer, der stikker ud. Sidste nummer, “Light of Day”, er albummets dårligste, hvor det simple kærlighedsunivers falder igennem med teksten: »I took a look at your face / I felt right at place I was so in love with you babe / you had me right from the start / had a feeling in my heart / when you walked through the door, girl.«

Daniel Johnstons ustabile mentale helbred og maniodepressivitet har gjort, at han er røget ind og ud af mentale hospitaler hele livet og i længere tid har været besat af tanker om djævlen, og det er svært ikke at tænke, at den excentricitet og galskab, han er velsignet og forbandet med, ud over at ligge til grund for hans mentale ustabilitet samtidig er en betændt del af hans genialitet.

Genialiteten er imidlertid et tveægget sværd. Den naivistisk-ærlige stil, der gør flere af Johnstons sange næsten ubærligt gode at lytte til, er også det, der kan vælte læsset. Hvis man ikke tager sangeren seriøst nok og tror på hans følelseslivs bævrende naivitet forløst i hans specielle sang og til tider simple tekster om kærlighed, er der ikke meget at gøre. Gør man til gengæld det, og køber man den unikke læspestemme, så er hans første egenhændige album i syv år en god og uundværlig investering.

★★★★★☆

Deltag i debat