Plader

Deleuran: Love Lost City

Peter Deleurans seneste udspil er et forsøg på at fange storbyen og dens beboere, men resultatet er blevet en ligegyldig platte af fløjlsindpakkede kærlighedsskriblerier.

»Love Lost City er 10 storby-sange om mennesker med ondt i storby-livet.«

Sådan indledes pressemeddelelsen om Love Lost City, det seneste udspil fra Peter Deleuran, der er et resultat af fem års arbejde, et samarbejde med skuespilleren Anders Hove og en djævelsk masse gæstemusikere.

Denne indledning beskriver, præcis hvad Deleurans mål har været: at fortælle om en række eksistenser og situationer, alle med det til fælles, at scenografien er storbyens asfalterede gyder, og de fleste aktører har en umiskendelig snert af rendestenskriger over sig. Spørgsmålet er så bare: Hvad er “storby-livet”, og hvad er berettigelsen for beskrivelsen “storby-sang”?

Vi starter først med helt at glemme hele “storby”-snakken og kigger i stedet på de 10 numre, der udgør pladen. Otte af de 10 indeholder ordet “love”, hvis ikke i titlen, så i teksten. Desuden omhandler et af de to resterende numre savn, så også her er det kærligheden, der hersker. Det er altså et regulært følelsesalbum bestående af mere eller mindre ulykkelige kærlighedshistorier.

Musisk er det en blanding af blues/rock-elementer og en mere sukkersød loungestemningspræget funk feeling. Rent teknisk har de ni mere eller mindre medvirkende gæstemusikere, de to korpiger og selvfølgelig Deleuran selv fuldkommen styr på deres håndværk, og lydmæssigt er der heller ikke meget at sætte en finger på.

Når vi så nu har fået slået fast, hvad vi egentlig har med at gøre, kommer vi til selve udtrykket og den uundgåelige konfrontation mellem intentionen og resultatet.

Love Lost City er én stor klichéfyldt omgang pladderromantik. Der er bluesinspirerede klagesange, der komplet mangler den nerve og smerte, som instrumentet og sangeren får mulighed for at udtrykke i den genre. Reggaeinspirerede rytmer, der drukner så meget i pæn studieproduktion, at enhver rest af personlighed og nerve er umulig at finde. Deleurans engelsksprogede vokal, der desuden er præget af den forfærdeligt velkendte danskeraccent, er så blød og rund, at det er umuligt at afgøre, i hvor høj grad han har hjertet med i sangene. Det lyder lidt, som om han lige har fået teksten og derefter stiller sig op og synger fra bladet.

At “storby” skulle være ensbetydende med “hjertesorg”, er så forventeligt, at det gør ondt. Der er absolut intet overraskende eller nyt i temaerne eller perspektiverne. Historierne, der udspiller sig på pladen, kunne lige så godt foregå i Brørup ved Bøvling Fjord. At den indledende “City Voice” startes af lyden af bilhorn, kan kun betragtes som et desperat forsøg på at skabe en sammenhæng, der ikke er der.

Ufrivilligt komisk er det, at teksterne er skrevet i et sommerhus på Helgenæs. Et sted, hvis sidste bemærkelsesværdige begivenhed var, da en del af Dragsmur blev befæstet for at dække Olaf Ryes udskibning af tropper – under den Første Slesvigske Krig i midten af 1800-tallet. Hvis man ønsker at fange storbystemningen, virker det som en falliterklæring at tage så langt væk fra den som muligt.

Et par gange er det muligt at læne sig tilbage og nyde en velspillet elguitar, men igen i en voldsomt forudsigelig forklædning og med en lyd, der er hørt så mange gange før, at albummet forsvinder i mængden. Der er absolut intet specielt over Love Lost City.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat