Plader

Deleuran: Love Lost City

Peter Deleurans seneste udspil er et forsøg på at fange storbyen og dens beboere, men resultatet er blevet en ligegyldig platte af fløjlsindpakkede kærlighedsskriblerier.

»Love Lost City er 10 storby-sange om mennesker med ondt i storby-livet.«

Sådan indledes pressemeddelelsen om Love Lost City, det seneste udspil fra Peter Deleuran, der er et resultat af fem års arbejde, et samarbejde med skuespilleren Anders Hove og en djævelsk masse gæstemusikere.

Denne indledning beskriver, præcis hvad Deleurans mål har været: at fortælle om en række eksistenser og situationer, alle med det til fælles, at scenografien er storbyens asfalterede gyder, og de fleste aktører har en umiskendelig snert af rendestenskriger over sig. Spørgsmålet er så bare: Hvad er “storby-livet”, og hvad er berettigelsen for beskrivelsen “storby-sang”?

Vi starter først med helt at glemme hele “storby”-snakken og kigger i stedet på de 10 numre, der udgør pladen. Otte af de 10 indeholder ordet “love”, hvis ikke i titlen, så i teksten. Desuden omhandler et af de to resterende numre savn, så også her er det kærligheden, der hersker. Det er altså et regulært følelsesalbum bestående af mere eller mindre ulykkelige kærlighedshistorier.

Musisk er det en blanding af blues/rock-elementer og en mere sukkersød loungestemningspræget funk feeling. Rent teknisk har de ni mere eller mindre medvirkende gæstemusikere, de to korpiger og selvfølgelig Deleuran selv fuldkommen styr på deres håndværk, og lydmæssigt er der heller ikke meget at sætte en finger på.

Når vi så nu har fået slået fast, hvad vi egentlig har med at gøre, kommer vi til selve udtrykket og den uundgåelige konfrontation mellem intentionen og resultatet.

Love Lost City er én stor klichéfyldt omgang pladderromantik. Der er bluesinspirerede klagesange, der komplet mangler den nerve og smerte, som instrumentet og sangeren får mulighed for at udtrykke i den genre. Reggaeinspirerede rytmer, der drukner så meget i pæn studieproduktion, at enhver rest af personlighed og nerve er umulig at finde. Deleurans engelsksprogede vokal, der desuden er præget af den forfærdeligt velkendte danskeraccent, er så blød og rund, at det er umuligt at afgøre, i hvor høj grad han har hjertet med i sangene. Det lyder lidt, som om han lige har fået teksten og derefter stiller sig op og synger fra bladet.

At “storby” skulle være ensbetydende med “hjertesorg”, er så forventeligt, at det gør ondt. Der er absolut intet overraskende eller nyt i temaerne eller perspektiverne. Historierne, der udspiller sig på pladen, kunne lige så godt foregå i Brørup ved Bøvling Fjord. At den indledende “City Voice” startes af lyden af bilhorn, kan kun betragtes som et desperat forsøg på at skabe en sammenhæng, der ikke er der.

Ufrivilligt komisk er det, at teksterne er skrevet i et sommerhus på Helgenæs. Et sted, hvis sidste bemærkelsesværdige begivenhed var, da en del af Dragsmur blev befæstet for at dække Olaf Ryes udskibning af tropper – under den Første Slesvigske Krig i midten af 1800-tallet. Hvis man ønsker at fange storbystemningen, virker det som en falliterklæring at tage så langt væk fra den som muligt.

Et par gange er det muligt at læne sig tilbage og nyde en velspillet elguitar, men igen i en voldsomt forudsigelig forklædning og med en lyd, der er hørt så mange gange før, at albummet forsvinder i mængden. Der er absolut intet specielt over Love Lost City.

★½☆☆☆☆

Om skribenten

Mads Simon Hestbech

 
Biografi:
Historien om musikken og mig starter som så mange andres med en far og en pladesamling. Den pladesamling indeholder bl.a. The Wall, A Whiter Shade of Pale, A Night at the Opera... listen fortsætter. Derudover blev jeg som seks-årig sat ned foran en klaverlærer, da jeg havde en tendens til at tæve på tangenterne i dagligstuens ældre model af slagsen, altså klaver, ikke lærer. Hvis jeg absolut skulle banke hæmningsløst på de hvide og sorte tangenter, kunne jeg lige så godt lære at gøre det ordentligt. Efter seks år med polske lærerinder og en søster, der bag lukkede døre hørte alt fra grungerock til 90'er-pop, besluttede jeg mig for at sparke klaverstolen væk og udskifte den med en six string, færre nodepapirer og flere armbevægelser. Interessen udviklede sig så senere over til den firestrengende, og jeg forsøger nu at vedligeholde min passion for begge instrumenter. Da jeg så samtidigt elsker at skrive, kulminerede det i en ansøgning til Undertoner.dk, der har givet mig mulighed for at videreformidle mine tanker om musik.
Ud over det læser jeg journalistisk på Danmarks Journalisthøjskole, hvor min praktiktid afsones på DRs kulturredaktion, hvor jeg bl.a. har lavet Smagsdommerne, "Musik i Virkeligheden" og Kulturnyt.
 
Fem favoritalbum:
Pink Floyd: Dark Side of the Moon
The Crooked Spoke: The One You Left Behind
The Decemberists: Crane Wife
Electric Light Orchestra: A New World Record
Tool: Lateralus

Skriv et svar