Plader

Freelance Whales: Weathervanes

Skrevet af Jonathan Heldorf

Nogle af 2009’s raketter har været flotte og farverige og har lyst nattehimlen op, andre har været fusere eller ligegyldigt larmende. Ét stykke fyrværkeri er dog værd at huske. Det er de dugfriske indiepoppere Freelance Whales.

Den amerikanske præsident Woodrow Wilson sagde om første verdenskrig, at det var »the war to end wars.« Det blev den som bekendt ikke. På samme måde var jeg, da Sufjan Stevens i 2005 udgav Illinois, overbevist om, at “Chicago” var det ultimative kunststykke; højdepunktet af menneskets flere tusind år lange tradition for musikalske udfoldelser. Nu har denne – min overbevisning – vaklet lidt i sit fundament på det seneste, efter jeg har hørt Weathervanes og i særdeleshed de to numre “Generator ^1st Floor” og “Generator ^2nd Floor”.

Og så alligevel. Jeg kan ikke lade være at tænke, at hvis ikke Sufjan Stevens havde lavet Illinois, og hvis ikke Death Cab for Cutie havde lavet Plans, ville jeg så sidde og lytte til Weathervanes? Denne plade finder sig nemlig til rette i spændingsfeltet mellem de to nævnte udgivelser med lige dele storslåede armbevægelser og tilbageholdt melankoli. Den altomfavnende gourmetmusik kontra den bløde og underspillede tristesse. Faktisk er der seriøse ligheder mellem Death Cab for Cutie-frontmanden Ben Gibbard og Freelance Whales-forsangeren Judah Dadones stemmer og deres måde at skrive sange på. “Kilojoule” og “Starring” lyder fuldkommen som synthede Postal Service-numre, “Hannah” som en pendant til Death Cabs “Marching Bands of Manhattan”, mens “Broken Horse” uden problemer kunne være en af banjo-sværvægterne taget fra Sufjans bagkatalog.

Egentlig er der ikke noget nyt i det, Freelance Whales gør (måske bortset fra, at jeg sjældent har hørt en elektrisk guitar klinge så fint sammen med en banjo som i “Generator ^2nd Floor”), men deres talent og næse for uforglemmelige melodier er så sublim og tidløs, at det får min rygsøjle til at føles som en rødglødende kobbertråd. Det hele er så storslået og smukt, især når klokkespil og kor får lov at folde sig ud, hvilket de heldigvis får rig lejlighed til.

Og teksterne! Teksterne er supersmukke fortællinger om intet mindre end liv og død, kærlighed, sjæl og musik. I “Generator ^2nd Floor”, der behandler døden, lyder det: »And since you are my friend / I would ask that you lower me down slow / and tell the man in the black cloak / he doesn’t need to trouble his good soul / with those Latin conjugations / and if it’s all the same to them / you should tell your gathering friends / please not to purse their faces grim / on such a lovely Sunday.«

Alting flyder, sagde den gamle græker Heraklit. Denne konstatering lader sig fint overføre på Weathervanes, om end meningen er en anden, for alting flyder så sandelig som ambrosia rundt i blodårerne, når disse strømlinede melodier smelter vinteren væk. Freelance Whales besidder en magisk evne til at gøre noget småt meget stort og noget trist meget smukt. Med Weathervanes har newyorker-kvintetten skabt et klassisk eventyr, der indkapsler essensen af livet og skærer alle fedtkanter væk for kun at efterlade den rene mørbrad.

Nogle sange kan, allerede første gang man hører dem, skrue sig vej ind gennem øregangen og videre ned i brystet, hvor de planter deres frø lige midt i hjertet, og sådanne sange skriver Freelance Whales.

★★★★★★

Lyt til “Generator ^1st Floor”:
[audio:http://stereogum.com/mp3/Freelance%20Whales%20-%20Generator%20First%20Floor.mp3]

Lyt til “Generator ^2nd Floor”:
[audio:http://stereogum.com/mp3/Freelance%20Whales%20-%20Generator%20Second%20Floor.mp3]

Deltag i debat