Plader

Heavy Trash: Midnight Soul Serenade

Musikken er skramlet, sumpet og lettere dekadent. Attituden er über-cool. Sat sammen er det ganske eksplosivt.

Det første anslag på guitaren. Mere skal der ikke til. Så er stilen lagt. Rumklangen og vibrationen flyder ud i rummet, og en cool attitude breder sig fra højtalerne. Lytteren transporteres til et univers med røg og små beskidte spillesteder, placeret i et tidløst univers. Et univers, hvor inspirationen skamløst hentes fra den tidlige rock’n’roll, surfmusik og beskidt blues, spillet med en punkmusikers foragt for konventionerne.

Det tredje album med Heavy Trash er mørkt og råt for usødet. ”The Pill” er en langsom, slæbende ode til depraverede eksistenser, der lever i en verden af uforløst seksuel energi. ”Good Man” buldrer fremad, med sit skramlende riff der emmer af dekadente udskejelser. ”Bumble Bee” lyder som en country-standard involveret i et trafikuheld. ”Pimento” er lyden af bandet, der spiller videre, mens Titanic synker. Med et smil i øjet, mens den sidste redningsbåd forsvinder over rælingen.

Jon Spencer lyder som en lettere afdanket crooner, hvilket passer glimrende. Det giver en sær form for autenticitet hos et band, der lader til at have taget alle de stilfulde elementer fra alverdens genrer og sat dem sammen til sange, der lugter af cigarrøg, sved og tømmermandstilstandens klarhed. Meget passende har pladen også en dansk vinkel, da Powersolo gæsteoptræder undervejs. Vi er jo også landet, der er kendt for pornoens frigørelse og et liberalt forhold til alkohol.

Heldigvis serveres undergangsstemningen med non-stop energi. Selvom verdens skyggesider viser sit grimme ansigt, er der ingen grund til ikke at feste. I det mørke univers er der plads til hedonistisk nydelse. Forløsningen og flugten fra hverdagen kommer gennem musikken, der konstant evner at få lytteren til at bruge fantasien og fødderne. Man får lyst til at drikke ren spiritus, danse og iklæde sig spraglede jakkesæt og vågne op med stærkt svækket hukommelse.

★★★★☆☆

Deltag i debat