For nylig gæstede Io Monade Stanca Klub Adorno i København i forbindelse med deres igangværende turné i Europa. Det er primært via denne forbindelse, at en forholdsvis obskur italiensk udgivelse som The Impossible Story of Bubu er nået frem til denne anmelder, der ikke umiddelbart er stødt på hverken band eller label tidligere.

Io Monade Stanca er en trio med et ganske bredt udgangspunkt og en kolossal referenceramme, hvor trioformen i sin essens giver dem et råt udgangspunkt med meget umiddelbare linjer til Steve Albini-bands som Shellac og Rapeman, hvorpå der glaseres med alskens indfald, der rendyrker strengeinstrumenternes muligheder. Dét gælder, hvad enten det er det overtonedyrkende, med fodnoter til Slint, dyster similimetallisk riff-o-rama som Nirvana eller små, komplekse figurmosaikker med kærlige tanker til Don Caballero og flere moderne jazzguitarister.

Paletten bliver heller ikke mindre af, at de konsekvent ophuggede arrangementer peger mod så forskellige kunstnere som Arto Lindsay og generelle no wave-tendenser til den mere improvisatoriske og forfinede tilgang, man finder i This Heat og flere af Fred Friths projekter gennem årene.

Det er således en musikhistorisk fornøjelse at bevæge sig igennem Io Monade Stancas passionerede univers, hvor man fornemmer, at medlemmerne har et ganske godt udgangspunkt for at sammensætte alskens input til ét fantastisk udtryk.

Problemet er bare, at det ikke er det, der rent faktisk sker på The Impossible Story of Bubu. I hvert fald ikke i begyndelsen, hvor det som nævnt mere giver en oplevelse af en fremvisning af utrolig mange idéer end et samlet trio-udtryk. Der veksles mellem to guitarer eller én guitar og en bas, fordelt mellem Edoardo Baima og Nicolas Joseph Roncea i samspil med trommeslageren Matteo Romano, og en gennemgående defekt synes at være sammenspillet i dette sammensurium af indfald, hvor især Romanos trommespil synes at være alt for kreativt til dennes evner udi improvisation, fills og tightness generelt.

På en måde er vovemodet imponerende, men når man gennemhører albummet flere gange, falder denne skødesløshed i øjnene igen og igen og bliver naturligvis svær at abstrahere fra – specielt i de mange passager, hvor det netop er kompositionens flagrende karakter, der står som det substantielle ved nummerets berettigelse. Det er på denne måde, at Io Monade Stanca – alle de gode intentioner til trods – ender i en form for postrock-problem, fordi den meget sporadiske brug af vokal (på et uigennemskueligt italiensk eller engelsk, der af åbenlyse grunde er svært at tyde) skærper opmærksomheden for kompositionernes kvaliteter og selvsamme mangler.

Det er således kun på midten af pladen, hvor numre som ”Datemi Subeti 10 Euro” og ”Roncea” fremstår som noget godt, hvor det rent faktisk er de mere umiddelbare idéer, som skarpt kortlagte breaks og klare melodiske riff, der får det hele til at hænge sammen på en tilfredsstillende facon.

Årsagen til dette skal ikke findes i, at Io Monade Stanca simpelthen ikke magter at stykke musikken sammen, men måske snarere, at de gennem hoveddelen af pladen signalerer stærke bånd til netop mathrock og punk, hvorfor deres udtryk ikke helt sætter sig igennem som et fuldgyldigt kunstnerisk eksperiment, der netop vil være mere kunstnerisk i al sin ‘abstrakte’ improvisation og omskiftelighed for at overskride art- og progrocken. Det er altså ikke Arnold Schönberg eller anden svært krævende modernisme, men det er et rockband, der tilsyneladende vil meget mere, end de magter.