Koncerter

Julian Casablancas + [ingenting], 30.11.09, Store Vega, København

Skrevet af Anna Møller

Julian Casablancas er stadig hype, og det er synd, at en aften på Vega ender med at handle om at se giraffen i stedet for at lytte til musikken, der ikke var specielt god. Tjek hellere opvarmningsbandet [ingenting], der var tight og velspillende.

Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk

Når man skal introducere Julian Casablancas som soloartist er det svært – meget svært – ikke at komme omkring den massive indflydelse på musikken, som Casablancas’ (andet) band, The Strokes, har og har haft.

I 2001 udkommer The Stokes’ debutalbum Is this It, der danner skole for mange The s-bands (som f.eks. The Hives og The Whites Stripes) i årene fremover. De lægger sig op ad The Strokes’ retro-garagerock, og rockscenen var ikke helt det samme, efter nyklassikeren “Last Nite” havde hærget radiostationerne det år.

Nogle vil hævde, at The Strokes ikke helt kunne leve op til den hype, der var omkring bandet efter debuten på trods af en succesfuld toer i Room on Fire i 2003 og 2006-albummet First Impressions of Earth. Senest har NME udnævnt Is This It til årtiets album, og mens The Strokes forsikrer de mange fans om, at bandet ikke går i opløsning (der arbejdes efter sigende et nyt album planlagt til at udkomme i starten af 2010), så arbejder flere af medlemmerne på deres eget.

Lead-guitaristen Albert Hammond Jr. er på sit andet solo-album, mens forsanger og sangskriver Julian Casablancas udgav soloalbummet Phrazes for the Young i efteråret og heldigvis for mange kåde fans også kom forbi Vega på turneen.

Denne mandag aften trådte Julian ind på scenen foran et fyldt og delvist klappende, delvist skrigende Store Vega efter en både charmerende, tight og velspillende omgang stockholmsk [ingenting]. SOM i øvrigt fortjener en kort bemærkning: For det var vel sagtens det mest interessante, der denne aften udspillede sig inden, Casablancas indtog scenen, og det i form af pop/rockerne fra Sverige. Denne aften med den yderst charmerende (og vel nok lige lovligt berusede) Sibille Attar som sangerinde og Christopher Sander bag den anden mikrofon og med fem musikerne oveni. Sammen formåede de i den grad at fylde Store Vegas scene ud med sange fra især det nyeste album, Tomhet, Idel Tomhet fra 2009. Mens Attar var hypnotisk flirtende og tilpas dele rockstjernestiv og velsyngende, leverede resten af bandet en smittende lyd, der både var dragende og utroligt tight – det sidste godt hjulpet på vej af de to trommeslagere Niklas Lundell og Mattias Bergqvist. De kom rigtig godt udover scenen og kan klart anbefales at opleve, hvis man får muligheden.

Hvis der var noget, som Casablancas’ ensemble efterfølgende i hvert fald ikke var, så var det tight. Især den kvindelige percussionist haltede og fik mange af sangene til at falde til jorden ved at punktere den energi, der ellers potentielt ligger i mange af Casablancas nye numre. Det nye album er dels mere usammenhængende i sin lyd og samtidig mere eksperimenterende med synths og 80’er-lyd, der udmunder sig i mange (P3) hits som eksempelvis førstesinglen ”11th Dimension”, der næsten starter ud som et andet dansabelt Alphabeat-nummer. Andensinglen, ”River of Brakelights”, har imidlertid en større Muse-agtig stadionrock-lyd og er i mine øjne et bedre, men stadig lettere søvndyssende nummer end det førstudgivne.

Åbningsnummeret til aftenens koncert, ”Ludlow Street”, var meget symptomatisk for resten af koncerten. Sangen er egentlig lidt kedelig på, trods af Casablancas ellers stærke vokal, og er denne aften spillet deprimerende utight. Men det synes ikke rigtig at bekymre horderne af skrigende piger og drenge på Vegas første række foran scenen. Spillestedet havde valgt at fjerne de barrierer, der ellers er opstillet ved større koncerter, og det var egentlig nemt at tænke sig til, hvorfor de havde gjort det, for publikum kunne simpelthen ikke komme tæt nok på Casablancas. Hele fire fyre fik kæmpet sig op på scenen under koncerten, en fik kysset heltens fødder, mens en anden fik et kram af rockstjernen, før han blev hevet væk af tre vagter, og flere gange var sangeren ved at blive hevet ned blandt publikum, der greb fast i hans hænder, arme, hår og underben.

Det hele endte lidt med ikke at handle så meget om musikken, der efterlader lytteren noget at savne, men at handle om STJERNEN, Julian Casablancas. Det er sikkert tilfredsstillende nok for superfanen, der at dømme efter publikummet denne aften var i flertal, men for én, der kom for at høre god musik, var en aften i selskab med Casablancas noget af en musikalsk skuffelse. Så er jeg bare glad for, at opvarmningsbandet var så godt.

★★½☆☆☆

3 kommentarer

  • Hives udgiver deres debut Barely Legal i 1997, White Stripes debuterer m. s/t i 1999. Tror du ikke nærmere det er bands som disse, der har dannet skole for Strokes (debut m. Modern Age E.P. i 2001)? Just sayin’

  • Okay, der var jeg måske lidt hurtig. Man kan diskutere, hvem der danner skole for hvem – mest korrekt (og ufarligt) er det nok at sige, at de alle tre befinder sig i samme garagerockbølge i start 00’erne, hvor iøvrigt også The Vines, Libertines (i ’02) og Doves (i slut 90’erne) var en del af festen. Tak for kommentar!

  • Tror først og fremmest det er rockens koryfæer som Iggy Pop, Velvet Underground (Lou Reed) osv. der fortjener at blive krediteret for at danne skole for retro-rock bølgen, som som gjorde sit indtog i 2001.

    Når det så er sagt, slog The Strokes allerede sine folder tilbage i 1998, og har som sagt sandsynligvis fundet inspiration i ovennævnte navne og ikke i folk som White Stripes og Hives.

    Det var i kraft af deres popularitet og succes med Is This It, som gjorde det muligt for bands som The Hives og The White Stripes at slå igennem i branchen, at de så ofte bliver tituleret “saviors of rockmusic”, da deres popularitet slog hul på bylden for undergrundrocken tilbage i 2000/2001.

Deltag i debat