Plader

Marvins Revolt: Patrolling the Heights

Marvins Revolts blanding af mathrock og indiepop har charmerende øjeblikke, men til tider virker det, som om gruppen forsøger at favne lidt for megen diversitet. For lidt triumftog og lidt for meget halvhjertet kræmmermarked.

Er det ok at sidde og blive en kende temmelig ærgerlig over, at der desværre ikke har været tid nok til at gennemlytte Marvins Revolts bagkatalog?

Hvad mener han dog med det?

Det skal jeg sige dig, for nu har jeg siddet og læst en del om det danske bands tidligere udgivelser, såsom Fell in Love with Tanks and Satellites fra 2006, Killec fra 2007, men i særdeleshed deres selvfinansierede ep helt tilbage fra 2004, hvor omtalen af denne skives lydinspiration samt -billede skulle stå på skuldrene af navne som Dinosaur Jr. og pioneer-generalerne Sonic Youth. Hold da op, det ville jeg faktisk gerne høre i stedet for deres nyeste udspil, Patrolling the Heights, for på denne plade findes absolut ikke den mindste flig af bare et par robuste procent af de fraterniserende føromtalte storbaroner. Det må de have tabt på vejen. Måske et sted på deres verdenstour gennem Europa og mod Japan. Det burde de sætte agenter ind for at genfinde, for det står altså ret sløjt til på de nye toner.

Første møde med Marvins toner er 50 sekunders introagtig tilstand i ”Siberian Outer Boundries”, der afleverer reminiscenser til Red House Painters, både tempo- og vokalmæssigt. Introen forvandler sig direkte til ”Siberia”, hvor man får en gammeldags vasker af en kliche serveret med åbningslinjerne: »We laughed until our heads came of.« Der hopper kæden allerede lidt af for mig, og jeg tænker (håber intenst), at vi vil fjerne os tilstrækkeligt fra den high school-agtige stemning, der rumsterer i gymnastiksalen. Til gengæld afsluttes nummeret i fine gedigne math-rockpoppede harmonier, der fungerer helt fedt. Ikke så meget pis og vokal, bare lyd og instrumenter. Her kan man også smage lidt Lack bagerst på tungen. Det er fair nok. Lidt samme boldgade.

Tempoet på skiven er meget marchagtigt. Et-to, et-to, spil og så indgreb med amerikaniseret vokalpræstation, som jeg helt klart mener bør genovervejes til næste udspil. Det er helt cool, at der går matematik i den med mange dynamiske krumspring, hvor instrumenterne får lov til at slå på hinanden. Det er fedt, når guitar og bas render hånd i hånd og udkæmper tonale momenter om ære, magt og halløj, og tankerne vandrer af sted i retning af Bo Madsens guitarspil i den sene mathrocktime hos landsfællerne i Mew (selvom de vist bor i London?). Det klæder konstruktionen i høj grad.

Men til tider virker det, som om gruppen prøver at omfavne lidt for megen fræk diversitet, og resultatet er desværre en slags hybrid mellem daggamle rester af lige dele The Raveonettes og sågar Manic Street Preachers. Jeg savner nuancering og fokus. At gruppen er konsekvente og ikke kompromissøgende. Meget kendetegnende for deres musikalske mål og loyalitet samt ærlighed over for genren, som gerne helst skal være semirå, glipper det og ryger på gulvet, når der går for meget Carpark North-keyboard i den, og så har vi balladen. Konflikten, om udtrykket skal være poppet eller kant-rocket, kommer til syne på flere numre, og igen savnes der enighed og musikalsk ro (altså genremæssigt), for ellers er der ubestrideligt fare på færde, og de der high school movie soundtrack-klokker begynder at kime.

Men det hele er ikke skidt. Der vises faktisk også gode takter på pladen. Som nævnt tidligere er der fragmenter på ”Siberia”. Ligeså også på opbygningen af ”Parliament” og ”Likewise” og i særdeles på ”Antigue Markers”, hvor der går guitarhelvede i den, men det er fedt. Fælles for disse skæringer er, at det er de mere mathpoppede finesser, der kommer mest til syne, og det er selvfølgelig godt, for hvad det er, men ikke godt nok til, at Marvins revolte er gennemført, og gruppen kan være tilfredse.

Der lukkes og slukkes med ”Like Wires”, som igen er rodet rent udtryksmæssigt, og som mest af alt virker som et tilfældigt mix af Manic Street Preachers og The Flaming Lips, men det er faktisk uhyre melodiøst og fungerer i grunden ret fedt. Min anke er som nævnt tidligere, at der gerne må være lidt mere styr på mangfoldigheden, så den cirka en halv time lange plade kunne virke som et urokkeligt og konsekvent stykke gennemarbejdet musikalsk triumftog og ikke som et halvhjertet kræmmermarked.

★★★½☆☆

Lyt til “Organize Your Arms”:
[audio:http://marvinsrevolt.com/download/MR_OrganizeYourArms.mp3]

1 kommentar

Deltag i debat