»Hvis der i en kærlighedsscene på teatret ikke synes at være nogen kemi mellem de to skuespillere, er det, fordi de har en affære i det virkelige liv.« Jeg kan ikke huske, hvor det stammer fra, og jeg ved ikke, om det er en påstand, der er grebet ud af luften, men i tilfældet McIntoshRoss er det spot-on. Ricky Ross og Lorraine McIntosh har været gift i 19 lykkelige år, de er begge ex-medlemmer af det i øjeblikket opløste band Deacon Blue, de lever tilsyneladende af kærlighed og kildevand, men alligevel lyder deres første, egentlige fællesprojekt lige så passionsløst som to ens joggingdragter.

Bevares, selv i halvdøde ægteskaber kan det forekomme, at en af parterne kommer med en kommentar, der straks bringer en masse gode minder frem hos den anden, en dyb affektion vækkes til live, og pludselig kan de begge huske, hvorfor de lever sammen, og hvad det er, der gør det al besværet værd. Sådan er det også med The Great Lakes; overordnet lyder albummet nydeligt, men småkedeligt, yderst standardiseret, stillestående og ideforladt. Indimellem kan de to soulmates dog godt vise nogle kvaliteter, selvom jeg stadig føler, at jeg er blevet tilbudt en sødetablet, pulverfløde og Nescafé, når jeg bad om en caffé macchiato.

Det er ikke meget, der er tilbage af Deacon Blues halvfunky indiepop, men country-elementerne er fuldt intakte og blandes op med lige dele skotsk folkemusik og americana. Det fungerer relativt godt på ”All My Trust I Place in You” og ”Your Straight Man”, der er pladens to stærkeste titler. Her bliver det ekspliciteret, at McIntoshRoss trods alt har sans for den gode melodi, og at deres blødsødne, halvlunkne troskabsviser også godt kan bide lidt fra sig, hvilket de også burde gøre, når man kigger på papiret. Det er nemlig et interessant mix af musikere, der er blevet castet til pladen: Steven Nistor fra Danger Mouse og Sparklehorses fælles projekt på trommer, Emmylou Harris’ bassist Daryl Johnson og Lucinda Williams’ guitarist Doug Pettibone på banjo og slide-guitar. Alligevel er der – for nu at dyrke lidt julefrokostterminologi – alt for langt mellem snapsene, og ingen af ovennævnte musikere synes at give oplevelsen særpræg; de fremstår derimod blot som kønsløse lejesvende.

Ideen med pladen har været at holde musikken så spartansk som muligt. Der skulle ikke være for mange krummelurer og komplicerede akkordgange. Det skulle være enkelt, ærligt og smukt. Selvfølgelig er det fint at vide, hvilket udgangspunkt de har arbejdet ud fra, og løftet om at holde det enkelt har de også i særdeleshed indfriet. Om det er ærligt, kan de vel kun selv vurdere, men The Great Lakes er altså ikke smuk. Den er sælsom, javist. Det er en stille og harmonisk plade, men netop fordi enkelheden er blevet så højt prioriteret, synes jeg ikke, de to ægtefæller formår at gøre musikken spændende og stemningsfyldt nok, til at den kan kaldes decideret smuk.

Det virker også alt for kandiseret og syntetisk, når Lorraine f.eks. på ”Bluebell Wood” synger: »Today’s the day / we got married in june / all of the bluebells were out in the woods / we danced to our song and / stepped in the car / drove under a blanket of stars.« Nu er det skønne jo noget af det mest subjektive sofisteri, man kommer i nærheden af, men der er altså ikke nogen passager på The Great Lakes, der kan give mig gåsehud, få mig til at fælde en tåre eller få mig til at sætte cd’en på repeat.

Der er ingen elementer på The Great Lakes, der udfordrer lytteren, man sidder blot og bliver fodret med fed konfekt og tomme kalorier. Men det har også den virkning, at det bliver enormt let at lytte til og at stresse af til, hvis man immervæk kan abstrahere fra alle de bekræftende kærlighedserklæringer, der hører sig til i McIntoshRoss’ sukkersøde verden, hvor ingen er morgengrimme.