Jeg kan lige sÃ¥ godt sige det med det samme: Jeg er ikke ligefrem begejstret for den nye plade fra Os Mutantes. Den har skuffet mig pÃ¥ flere forskellige mÃ¥der, men mest af alt er jeg skuffet i forhold til deres fantastiske ting fra de sene 60′ere. De plader blev milesten inden for tropicália-bevægelsen, og da jeg som kÃ¥d gymnasieelev faldt over dem pÃ¥ internettet, blev jeg meget begejstret. Her var traditionel brasiliansk folkemusik, syrepop, latinrytmer, vokalharmonier og i det hele taget alt, hvad der hører sig til for at lave en god psykedelisk plade.

Og jeg havde et eller andet sted hÃ¥bet, at dette virvar af psykedeliske toner og hjemstavnsmusik ville gentage sig. Men det har det sÃ¥ desværre ikke gjort. For mig at se har Os Mutantes desværre glemt den musik, de lavede tilbage i 60′erne. Nu er det blevet til kedelig, irriterende og insisterende sømandspop med harmonika. Det er blevet til kedelige jazz-sjælere. Det er blevet til kedelig latin. AltsÃ¥ pÃ¥ ingen mÃ¥der særlig vellykket.

I pressemeddelelsen stÃ¥r der, at de to grundlæggende brødre af Os Mutantes, Sergio Dias og Arnaldo Baptista, blandede deres forkærlighed for britisk rock’n'roll med amerikansk psykedelisk musik og traditionel brasiliansk musik for dermed at skabe en helt ny lyd. Desværre har de fuldstændig glemt det pÃ¥ denne plade, der ikke alene er irriterende og kedelig, den er ogsÃ¥ alt for lang. 50 minutter er alt for meget, nÃ¥r man ikke laver mere end ét nummer, der bare er tilnærmelsesvis interessant. Men okay, dét nummer er heller ikke vanvittigt godt. Faktisk er det mest spændende, fordi det er sÃ¥ tungt og anderledes end det andet, der er pÃ¥ pladen. Her er der blevet plads til en mærkelig dyster stemning. Med tunge trommeslag og messen i baggrunden. SÃ¥ glider det til gengæld over i noget dødsygt og tilbagelænet sjælfuld rock. Ja, for at være ærlig: Jeg er ikke specielt begejstret.

Når jeg sidder og kigger mine noter igennem, er det heller ikke just positive ting, der står på blokken:

- Lige ved at blive spændende, men ak.
- Jeg kunne have været til salsaaften på Studenterhuset.
- Smæk på, men så døde den. Æv.

Nej, de gamle brasilianere lever ikke op til forventninger fra deres første plader i slutningen af 60′erne. Det kan ogsÃ¥ være svært, nÃ¥r mine forventninger var sÃ¥ høje, som de var. Jeg ville ønske, at de ikke havde gjort forsøget. En skuffende plade.