Plader

Os Mutantes: Haih or Amortecedor

Det er en synd og skam, men Os Mutantes lever på ingen måde op til fordums psykedeliske storhed. En trist og kedelig affære.

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Jeg er ikke ligefrem begejstret for den nye plade fra Os Mutantes. Den har skuffet mig på flere forskellige måder, men mest af alt er jeg skuffet i forhold til deres fantastiske ting fra de sene 60’ere. De plader blev milesten inden for tropicália-bevægelsen, og da jeg som kåd gymnasieelev faldt over dem på internettet, blev jeg meget begejstret. Her var traditionel brasiliansk folkemusik, syrepop, latinrytmer, vokalharmonier og i det hele taget alt, hvad der hører sig til for at lave en god psykedelisk plade.

Og jeg havde et eller andet sted håbet, at dette virvar af psykedeliske toner og hjemstavnsmusik ville gentage sig. Men det har det så desværre ikke gjort. For mig at se har Os Mutantes desværre glemt den musik, de lavede tilbage i 60’erne. Nu er det blevet til kedelig, irriterende og insisterende sømandspop med harmonika. Det er blevet til kedelige jazz-sjælere. Det er blevet til kedelig latin. Altså på ingen måder særlig vellykket.

I pressemeddelelsen står der, at de to grundlæggende brødre af Os Mutantes, Sergio Dias og Arnaldo Baptista, blandede deres forkærlighed for britisk rock’n’roll med amerikansk psykedelisk musik og traditionel brasiliansk musik for dermed at skabe en helt ny lyd. Desværre har de fuldstændig glemt det på denne plade, der ikke alene er irriterende og kedelig, den er også alt for lang. 50 minutter er alt for meget, når man ikke laver mere end ét nummer, der bare er tilnærmelsesvis interessant. Men okay, dét nummer er heller ikke vanvittigt godt. Faktisk er det mest spændende, fordi det er så tungt og anderledes end det andet, der er på pladen. Her er der blevet plads til en mærkelig dyster stemning. Med tunge trommeslag og messen i baggrunden. Så glider det til gengæld over i noget dødsygt og tilbagelænet sjælfuld rock. Ja, for at være ærlig: Jeg er ikke specielt begejstret.

Når jeg sidder og kigger mine noter igennem, er det heller ikke just positive ting, der står på blokken:

– Lige ved at blive spændende, men ak.
– Jeg kunne have været til salsaaften på Studenterhuset.
– Smæk på, men så døde den. Æv.

Nej, de gamle brasilianere lever ikke op til forventninger fra deres første plader i slutningen af 60’erne. Det kan også være svært, når mine forventninger var så høje, som de var. Jeg ville ønske, at de ikke havde gjort forsøget. En skuffende plade.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat