Plader

Puumaja: Meriselityksiä

Skrevet af Anna Møller

Puumaja har udgivet en velspillet, men lidt uaktuel debut-cd, der i kraft af sit finske sprog og musikkens storladne dramatik er mystisk indadvendt. Under alle omstændigheder er Meriselityksiä hurtigt glemt.

Titlen på finske Puumajas debutalbum, Meriselityksiä, betyder noget i retning af ‘forklaring af havet’. Deres langsomme, melodiske og shoegazende postrock lader sig imidlertid forstå uden at skulle forklares – uden dog at efterlade synderlige spor i lytterens nordiske indre.

Bandet blev dannet omkring 2001/2002, og selv fortæller de på deres Myspace-side, at bandet opstod, da guitarist Jarno Alho lånte Sami Nissinen (guitar/beats/keyboard) nogle penge til øl, og syv-otte år efter udkommer de Tampere-baserede finner med deres debut, der indeholder ni finsksprogede numre.

Det for mig uforståelige finske er både et mystisk element – ligesom det er tilfældet med Sigur Rós’ improviserede islandske/håblandske, hvor lytteren kan læne sig tilbage i drømmelandskabets toner og blive væk i musikkens lyng. Samtidig er det et irritationsmoment, de steder hvor Puumaja netop ikke er æteriske og mystisk down-tempo. I Puumajas tilfælde vil jeg nemlig gerne vide, hvad teksterne handler om. Det er mindre aktuelt i åbningsnummeret “Kihlaus”, der stilmæssigt netop ligner de nordiske slægtninge i Sigur Rós, og mere afgørende i det Kings of Leon-lignende “Kesä voi mennä pieleen”. Nummeret har noget af den samme store, energiske og samtidig melankolske pop/rock-lyd, Kings of Leon hittede så stort med for et par år siden, og det er egentlig lidt uoriginalt, samtidig med at det skiller sig ud med sin (uforståelige) melankolske finskhed.

Nu siger jeg melankolsk, og det er også rigtigt, at man kan ane en vis melankoli i forsanger Mikko Meriläinens indadvendte vokal, men det er i virkeligheden svært at udtale sig om, når man ikke forstår et bjæf af teksterne. Men så må man jo prøve at oversætte. Første nummer kan oversættes til “Engagement” og teksten til noget i retning af: »Jeg ønsker ikke en masse / men de ved alle / hvad du kan give mig / jeg beder ikke om meget / men jeg forlanger de mest / de vigtigste svar«. Så – melankolsk: Ja. Bedst at lade dem forblive finske frem for dårligt oversat: Ja.

I “Täydelliset kasvot” får Meriläinens vokal selskab af en kvindelig, æterisk korstemme, der klæder den dunkle og langsomme sangstil, mens “Punaiset seinät” dyrker postrock a la Interpol. Det er interessant, at mens musikken generelt er storladen og dramatisk, om end ofte langsom, så er vokalen typisk indadvendt og underspillet, hvilket gør, at Puumaja skiller sig ud fra gængs Kings of Leon-rock, samtidig med at det finske skaber yderligere dimensioner og en umiddelbar utilgængelighed, der ikke er typisk for den stadionrock, et band som Kings of Leon dyrker. Bedst er Puumaja dog, når de holder sig fra det postrockede og bliver i det shoegazende down-tempo, som de er jævnt dygtige til.

★★★☆☆☆

1 kommentar

Leave a Reply