2009 har været et fortræffeligt Ã¥r for det amerikanske pladeselskab Woodsist. Wavves, Woods, Sun Araw og Kurt Vile er nogle af de artister, som i løbet af de seneste 12 mÃ¥neder har udgivet plader derigennem, og som Ã¥ret gik pÃ¥ hæld, kom sÃ¥ udgivelsen, der meget vel kan blive det, der for alvor fÃ¥r skabt opmærksomhed omkring selskabets projekter og cementeret dets position som et af epicentrene i den igangværende lo-fi-opblomstring. Det er ikke mange mÃ¥neder siden, Matthew Mondaline sidst var pladeaktuel med sit hyldede Ducktails-soloprojekt, men siden da er han flyttet fra sine forældres kælder til stranden. SÃ¥dan lyder det i hvert fald. Et par ligesindede New Jersey-kammerater har sluttet sig til, og sammen er de pÃ¥ ingen tid blevet noget nær det hippeste, indie-landskabet har at byde pÃ¥. Ducktails’ Landscapes lød af zen og sovemedicin, og det gør Real Estates selvbetitlede debutopfølger til dels ogsÃ¥. Der er bare skruet ned for idiosynkrasien, op for hitpotentialet og tilsat en masse twang, tremolo, delay og deslige.

I Real Estate-regi får Mondanile mest nævneværdigt selskab af Martin Courtney, som både er bandets sanger og primære sangskriver. De to lader til at befinde sig i samme dovne, solbeskinnede parallelunivers, hvorfor Courtneys forsigtige røst og legende, ubesværede sangskrivning står perfekt til Mondaniles altid effektive riff-klimpren. Bandets gode kemi er iøjnefaldende, og trods sangenes ofte løse strukturer og store indhold af ligefrem og øjensynligt spontan jam lykkes det i stort set samtlige tilfælde at holde numrene på ret kurs og få ladet dem med så meget fængende, melodisk råmateriale, at fokus aldrig mistes. Af en så bekymringsløs og sentimental plade at være fremstår resultatet overraskende fokuseret.

Pladens Ã¥bner, “Beach Comber”, er bÃ¥de første eksempel pÃ¥ træfsikkerheden i de utallige riff og et bevis for kvaliteten i Courtneys sangskrivning. »Keep on searching,« synges der gentagende gange, indtil det i omkvædet konstateres, at »What you find, ain’t what you had in mind.« Her er dog ikke tale om en opgivende mands klagesang, men en ligefrem hyldest til eventyret og følelsen af at være undervejs. »Until you find that Rolex in the sand, you’ll be stopping / until that solid gold is in your hand, you’ll be happy.« SÃ¥ledes sættes Real Estates magelighed fra start i relief, og sÃ¥ kulminerer det første af mange afsindigt fængende surf-crescendoer ellers med et særdeles tilbagelænet brag.

Optakten til denne plade har været en hÃ¥ndfuld singleudgivelser, og med disses høje kvalitet in mente har det store spørgsmÃ¥l været, om bandet ville formÃ¥ at trække perlerne pÃ¥ snor, og hvorledes de ville fylde hullerne mellem singlebaskerne ud. Løsningen er blevet en række numre, hvor sangskrivningen enten træder i baggrunden eller blot gemmes bag lag af twang-guitar og tur til stranden-atmosfære. Oplagte eksempler er “Atlantic City”, hvor et simpelt beat med bas, tromme og franskbrød danner ramme om de to guitarers muntre synkronløb, og pladens afslutter, “Snow Days”, der bÃ¥de har tidsrigtige vokalharmonier og den for bandet arketypiske eskalering mod nummerets slutning.

Det absolutte kardinalpunkt er dog den over seks minutter lange “Suburban Beverage”, der med mantraet »Budweiser, Sprite, do you feel alright?« og en lang, slæbende omgang Fender-jamming indkapsler Real Estates skyfrie feel-good-univers pÃ¥ den mest præcise facon, man kan forestille sig. Det er det faktum, at det med sÃ¥ fÃ¥ virkemidler lykkes bandet at transcendere sine egne genreprædikater og gøre banaliteter som ovenstÃ¥ende helt utroligt fornøjende, der adskiller dem fra de stakkevis af solide, musikalsk beslægtede udgivelser, man for tiden bliver budt pÃ¥. For hvor meget Real Estate end emmer af surf, dovenskab og primitive indspilninger, er sangenes meget umiddelbare og universelle kvaliteter sÃ¥ medrivende, at den formÃ¥r at være mere end en nicheudgivelse.

Hittet – og det nummer, der bedst stiller bÃ¥de Real Estates kvaliteter og eksistentielle tomhed til skue – hedder “Fake Blues”. Endnu en gang er ørehængerfaktoren helt i top, men Courtneys navlepilleri fÃ¥r her et trivielt skær, nÃ¥r han f.eks. synger: »Just last year seems so long, when I used to live alone / now I sell shit on the phone, ’cause I don’t wanna live at home.« Hans blues er altsÃ¥ i virkeligheden fake, de er bare nogle kids fra New Jersey, der aldrig kom videre og nu forsøger at komme overens med netop de realiteter, og besyngelserne af jagten pÃ¥ lykke som mÃ¥l i sig selv og ikke mindst den mulige kombination af øl og sodavand stilles nu i et lettere tragikomisk lys. Det er dog ikke de involveredes manglende aspirationer i voksenlivet, der her er til bedømmelse, men hvorledes de formÃ¥r at skildre og omsætte deres indskrænkede verdensbillede til musik, og musikken er alt andet end middelmÃ¥dig.