Plader

Robot Koch: Death Star Droid

Skrevet af Mikkel Knudsen

Hvis du nogensinde har været i tvivl om dubsteppens gæld til hiphop, gør Robot Koch tvivlen til skamme og leverer en sveddryppende blanding af dubstep, hiphop og triphop. Der bliver både fældet en tåre og hevet i tågehornet uden at lave fodfejl af betydning.

Det har været svært at skrive den her anmeldelse uden at namedroppe til højre og venstre, for Robot Koch serverer et sammensurium af indskud, der kan henføres til de sidste 15 års elektroniske udflugter mellem hiphop og electronica.

Robot Koch har base i Berlin, og der er også indimellem lidt kølig berliner-electrolyd at finde på Death Star Droid. Som tysk pejlemærke kan man nævne Funkstörung. De to gutter fik (især som remixere af bl.a. Björk og Wu-Tang Clan) et mindre gennembrud ved at lave hiphop-influeret IDM. Al respekt for Funkstörung, men de lavede ikke helt så groovy sager som den musik, der er at finde på Death Star Droid. Robot Koch lyder måske i virkeligheden også mere amerikansk og minder mig om DJ Shadow, der også har rodet rundt med noget funky hiphop med stor succes.

Robot Koch bruger også mere bas. Der har vist været lidt dupsteppet englænder-wobble bass i nærheden af Robot Kochs lydsystem, og han ved, hvordan den skal lyde. Det lyder helt sikkert også rigtig godt blæst ud, rigtig højt og dybt, men effekten bliver ikke brugt hele tiden. Det kunne man ellers kunne tro, når man hører den eksplosive indgang på pladens titelnummer. De forskellige virkemidler er brugt uhyre effektivt og velovervejet. Det er meget svært at sige noget dårligt om produktionen – det skulle måske lige være, at den er lidt for smagfuld, at der mangler vildskab, men så kommer der pludselig alligevel en ond synth eller baslinje, som i den electroinfluerede “Love and the Machine”.

Death Star Droid minder en del om Flying Lotus, og hvis man kan lide Flying Lotus’ røgede beats, så tror jeg, at man vil føle sig hjemme her. Robot Koch bliver dog sjældent helt så stenet og viser, især midt på pladen, poppede tilbøjeligheder. Det tilgives dog nemt, fordi det fungerer rigtig godt. Doors-klassikeren “People Are Strange” bliver serveret med skæve rytmer og lyden af moderne storbymelankoli. Det kan selvfølgelig være et billigt trick med en coverversion af et kendt nummer, men i det her tilfælde virker det båret af en rigtig og påtrængende ide. Nummeret bliver efterfulgt af det smukke nummer “While”, der giver mindelser om Bristol-triphop-folkene i Portishead, Massive Attack eller Tricky, som kunne give én kuldegysninger ved at blande tågede rytmer med engleskønne, kvindelige vokaler. Konceptet fungerer stadig, i hvert fald på Death Star Droid.

Efter et par gode ‘rigtige vokalnumre’ skruer Robot Koch op for tempoet på “Memories”.  Det er et sindssygt funky nummer. Robot Koch bygger med små vokalbidder op til et omkvæd, hvor man har lyst at skråle »uhh-åhh!« sammen med de sammenklippede vokaler og kaste farvestrålende konfetti ud i luften. De forskellige elektroniske og analoge samples supplerer hinanden perfekt. Især er der en klokke/bjælde-agtig lyd, der ligger frækt i mixet og giver lidt kant. Pladen slutter med et par knap så væsentlige numre, men de runder pladen fint af.

Det er i elektronisk sammenhæng nogle ret korte numre, der er at finde på Death Star Droid. Der er sikkert udkommet nogle længere versioner til dansegulvet, og numrenes spilletid passer godt til radioens sendeflade. Hermed er bolden givet op. Jeg kan ikke rigtigt finde noget dårligt at sige om den her plade. Der er numre, som er vigtigere end andre, men det giver samtidig ro på pladen, at der er et par knap så stemningsmættede numre imellem. Tommelfingrene op for et blæret mix af, hvad der har rørt sig af hiphop-influerede godter på den elektroniske scene de seneste år.

★★★★★★

Deltag i debat