Plader

Selvmord: s.t.

Selvmord er en dejlig potent hiphop-plade, der med moderne synth, pop og elektrojuice rammer ulykkelig kærlighed ind med store, fede bogstaver. Men, men, men. Selvom temaet er barskt, så bløder hjerterne ikke nok.

Hvad sker der med os mænd, når vi bliver voksne og følsomme? Hvorfor bliver vi så let ofre for kvinders gøren og laden? Hvorfor bliver vi revet med i en kærlighedsbamselinerus, der gør os bløde og modellerbare? Jeg kender ingen, der kan svare, men mange gør forsøget.

Mads Christensen har lige udgivet “Manual til mænd med sure koner”, og han gør sig ligeledes på DR2’s “Hjælp, min kone er skidesur”. Her problematiseres alt det, vi som mænd går og gør. Vi er blevet til dørmåtter, som kvinderne tørrer fødder i! Mænd er vattede og alt for hengivne. Mænd er groft sagt blevet til nogle bløde idealer, som indretter sig efter kvinders behov. Mads Christensen har egentlig ikke behov for mere omtale, end han selv skaffer sig i forvejen, men han har en pointe, som jeg finder interessant, og den kommer op til overfladen, når man lytter til Selvmords konceptplade, der omhandler kærlighed af den ulykkelige slags.

Her er L.O.C. og Suspekt (plus det løse) virkelig i gang med at nedbryde deres bad-ass motherfucker-attitude, og i stedet åbner de op for en masse følelser, som kan tolkes på flere måder. Musikalsk er der mere krop på arrangementerne end tidligere, og jeg føler mig tættere på L.O.C. end Suspekt, når musikken er spædet op med endnu mere electrorock og pop, som giver fylde til materialet.

Pladen er et stort, selvreflekterede billede af sorg, vrede og kuldsejlede parforhold, der på ærlig vis giver et indtryk af mænd med følelser. Det er sgu modigt, når man tænker på, at street-attituden er helt modsat, men muligvis er det også lidt dumdristigt. Tror vi på, at de hårde drenge nu er blevet voksne og lader ‘bling-bling’ være et hurra-ord? Er det til at kapere den form for moderne klynk, som skal forenes i et lydbillede af i dag, hvor der efterhånden spilles med synth i enhver genre?

Hmm. Det er i hvert fald et af pladens dilemmaer, for selvom musikken fungerer rigtig godt, og produktionen i hænderne på Rune Rask er sublim, så kan man ikke helt forene den lyrik, man omsætter i sindet, med dem, der udfører det. Der er masser af potente hit på Selvmord, og hele konceptet er godt gennemført – men måske bare af de forkerte? Havde det været Nephew, var den måske gået rent hjem, men da det er den danske mulds store hiphop-generaler, der krænger sjælen ud, hænger det hele ikke rigtig sammen.

Det er på den anden side rigtig rart, at man ikke skal høre om fest, druk og kvindelige erogene zoner, men der går for meget parforholdsparanoia i Selvmords koncept, og de mange beats, omkvæd og energiske kompositioner savner lidt vrede og jernnæve. Der runger et stille ekko af “Undskyld”, når man f.eks. lytter til følgende tekstbidder fra albummet: »Du tog mit hjerte og knuste det / smed det på gulvet, var det alt det, det sku’ bruges til?«, »Vil ik’ ha’ du hader mig, for det smadrer mig, mens hele verden går videre« og »Hver gang du går, vender du ryggen til mig / river min sjæl fra hinanden og tager et stykke med dig.«

Repekt for at indse at dåbsattesten ikke helt kan bære de normale floskler, men derfor kan man sgu godt gå lidt i Mads Christensens fodspor og fjerne sig fra dørmåtten. Det er for ensformigt kun at lytte til de pegende fingre og historierne om, at det er ‘den anden’, der har et problem. Selvmord glemmer lidt sig selv i lyrikken, og således kommer de kun halvvejs rundt om parforholdsproblematikken – der skal nemlig to til!

Selvmord har udgivet en udmærket, velklingende og hitpotentiel emo-hiphopplade, der rummer et væld af gode musikalske aspekter. Men så heller ikke mere end det.

★★★½☆☆

1 kommentar

  • Mine følelser omkring denne plade er ligesom anmelderens en smule blandede.

    Produktionen er sublim, men langt fra original – det er så hvad det er. Men trommerne er decideret dårlige, og på trods af at det tog mig adskillige gennemlytninger at lægge mærke til dette, plager det mig hver gang jeg hører et nummer nu.
    De er EKSTRAORDINÆRT monotome og kedelige – på flere numre er der stort set kun ét slag på én tromme der bliver gentaget i det uendelige – måske lige erstattet af et andet i omkvædet.
    Jeg forstår ikke hvorfor man ikke har satset på bedre trommer til at skabe mere spark og fremgang på pladen, især ikke da de jo har et glimrende samarbejde live med trommeslageren Ulf Scott. Han kunne have sparket lidt mere liv i denne plade, men alternativt kunne programmeringen også bare have fået længere tid end 5 min pr. nummer..
    Derudover kan man også spekulere over om pladen havde fungeret bedre hvis den havde været mere mørk, beskidt og depressiv som Prima Nocte eller Melankolia – respekt for kunstnernes valg, men electrorocken her er lidt feststemt i teksterne. Jeg havde nok også mere forventet det første efter de førnævnte succeser og deres udtalelse i Politiken (tror jeg det var?) om at én af hovedinspirationskilderne nu hedder Joy Division.

    Udover det så behandler de den del af temaet ulykkelig kærlighed de tager op meget godt – men man kunne bare have lavet en meget federe konceptplade. Det er ikke noget man forventer af hvem som helst, men af disse kunstnere kunne man godt.
    En mere gennemført plade der for alvor fik understreget at “en mands selvmord starter den dag han forelsker sig i en pige” med flere syn på kærligheden end bare det ulykkelige. Det glimrende koncept-citat skinner jo stort set kun igennem i pressemeddelelserne.
    Hvor er vreden? Hvor er frustrationen, når den ikke er så opgivende? Hvor er selverkendelsen, og hvor er ligegyldigheden overfor det endte forhold? En mere sammenhængende følelsesproces kunne sagtens være skabt, og det ville have gjort albummet endnu bedre. Det bliver en anelse ensidigt, selvom det er godt udført. Men det virker mest af alt som om at det er det gode håndværk og deres høje bundniveau der trækker læsset her. De enormt høje forventninger jeg havde til Suspekt er hvert fald ikke helt indfriet her.

Deltag i debat