Hvad sker der med os mænd, når vi bliver voksne og følsomme? Hvorfor bliver vi så let ofre for kvinders gøren og laden? Hvorfor bliver vi revet med i en kærlighedsbamselinerus, der gør os bløde og modellerbare? Jeg kender ingen, der kan svare, men mange gør forsøget.

Mads Christensen har lige udgivet “Manual til mænd med sure koner”, og han gør sig ligeledes pÃ¥ DR2′s “Hjælp, min kone er skidesur”. Her problematiseres alt det, vi som mænd gÃ¥r og gør. Vi er blevet til dørmÃ¥tter, som kvinderne tørrer fødder i! Mænd er vattede og alt for hengivne. Mænd er groft sagt blevet til nogle bløde idealer, som indretter sig efter kvinders behov. Mads Christensen har egentlig ikke behov for mere omtale, end han selv skaffer sig i forvejen, men han har en pointe, som jeg finder interessant, og den kommer op til overfladen, nÃ¥r man lytter til Selvmords konceptplade, der omhandler kærlighed af den ulykkelige slags.

Her er L.O.C. og Suspekt (plus det løse) virkelig i gang med at nedbryde deres bad-ass motherfucker-attitude, og i stedet åbner de op for en masse følelser, som kan tolkes på flere måder. Musikalsk er der mere krop på arrangementerne end tidligere, og jeg føler mig tættere på L.O.C. end Suspekt, når musikken er spædet op med endnu mere electrorock og pop, som giver fylde til materialet.

Pladen er et stort, selvreflekterede billede af sorg, vrede og kuldsejlede parforhold, der pÃ¥ ærlig vis giver et indtryk af mænd med følelser. Det er sgu modigt, nÃ¥r man tænker pÃ¥, at street-attituden er helt modsat, men muligvis er det ogsÃ¥ lidt dumdristigt. Tror vi pÃ¥, at de hÃ¥rde drenge nu er blevet voksne og lader ‘bling-bling’ være et hurra-ord? Er det til at kapere den form for moderne klynk, som skal forenes i et lydbillede af i dag, hvor der efterhÃ¥nden spilles med synth i enhver genre?

Hmm. Det er i hvert fald et af pladens dilemmaer, for selvom musikken fungerer rigtig godt, og produktionen i hænderne på Rune Rask er sublim, så kan man ikke helt forene den lyrik, man omsætter i sindet, med dem, der udfører det. Der er masser af potente hit på Selvmord, og hele konceptet er godt gennemført – men måske bare af de forkerte? Havde det været Nephew, var den måske gået rent hjem, men da det er den danske mulds store hiphop-generaler, der krænger sjælen ud, hænger det hele ikke rigtig sammen.

Det er pÃ¥ den anden side rigtig rart, at man ikke skal høre om fest, druk og kvindelige erogene zoner, men der gÃ¥r for meget parforholdsparanoia i Selvmords koncept, og de mange beats, omkvæd og energiske kompositioner savner lidt vrede og jernnæve. Der runger et stille ekko af “Undskyld”, nÃ¥r man f.eks. lytter til følgende tekstbidder fra albummet: »Du tog mit hjerte og knuste det / smed det pÃ¥ gulvet, var det alt det, det sku’ bruges til?«, »Vil ik’ ha’ du hader mig, for det smadrer mig, mens hele verden gÃ¥r videre« og »Hver gang du gÃ¥r, vender du ryggen til mig / river min sjæl fra hinanden og tager et stykke med dig.«

Repekt for at indse at dÃ¥bsattesten ikke helt kan bære de normale floskler, men derfor kan man sgu godt gÃ¥ lidt i Mads Christensens fodspor og fjerne sig fra dørmÃ¥tten. Det er for ensformigt kun at lytte til de pegende fingre og historierne om, at det er ‘den anden’, der har et problem. Selvmord glemmer lidt sig selv i lyrikken, og sÃ¥ledes kommer de kun halvvejs rundt om parforholdsproblematikken – der skal nemlig to til!

Selvmord har udgivet en udmærket, velklingende og hitpotentiel emo-hiphopplade, der rummer et væld af gode musikalske aspekter. Men så heller ikke mere end det.