Plader

She Keeps Bees: Nests

Skrevet af Jens Blendstrup

Jens Blendstrup savner bier fra Naturcenter Vestamager, men alligevel forbistrer She Keeps Bees på fremragende vis med deres mørktflydende indiepop.

Der er musik, der er så inspirerende, at man allerede ved den første melodi sætter det, man har i hænderne, fra sig og begynder at rykke rytmisk rundt på sin stol. She Keeps Bees er sådan en slags musik. På min musikafspiller står der, at genren er lo-fi, og det er nok, hvad det er. For det er bluesrock, meget, meget langsomt og ja, skrabet. Bortset fra den store vokal, der binder det sammen med et overskud og en sørgmodighed, der vækker lytteren sært til live.

Der er inspiration fra Lenny Kravitz’ mere tunge numre til Jimmi Hendrix, og så er der spor af grunge, og så er der gud hjælpe mig også noget Cowboy Junkies over fraseringerne, guitar-kammerspillet (hvis en enkelt guitar er kammerspil) og den rene stemmefortælling. Der er også en spand Velvet Underground, særligt i de enkle guitarvariationer, og ja, syrede navne som det tidlige Rolling Stones, faktisk.

Jeg havde en plade engang. Hvor der var et nummer, der lød noget i retning af: »I’m bang bang baby bussing around your door / together we could make honey the world have never seen… / yeah baby buzz around« (og så en masse bluesguitar). Hvis det ikke er helt korrekt, må I have mig undskyldt, selve teksterne stod på russisk, da det var en skive købt i Rusland. Men grundtonen er den samme; den her sløve, mudrede klub-stemning, med kun en guitar og en trommeslager. Og der er en meget bi-agtig stemning over She Keeps Bees. En meget udefinerbar, men sært dragende mørk honning flyder ud, og for denne anmelder blev det skæbnesvangert. Jeg hører det hele tiden, mens min tunge slikker skærmen for at fange de mange livesessions, jeg fandt på Youtube, fra obskure koncerter i ind- og udland.

Nå, men hvad er det hele så for noget? Jo, gruppen kommer fra Brooklyn, og forsangeren kalder sig det meget bi-agtige navn Larrabee. Hun skriver selv sine sange og fremfører dem med en guitar. Trommeslageren hedder Andy LaPlant. Og tilsammen er de så bandet She Keeps Bees. Som sædvanlig er det ikke noget, man kan finde på cd-bookletten, det er en totalt skrabet pap-dims med de halve ansigter delt af et glimt af noget natur, meget passende, for kontakten til den virkelige bisværm fra Naturcenter Vestamager er der ikke meget af. Der er nemlig tale om de onde bier her. Bier som aldrig har set et levende træ i deres liv, som lægger deres æg i betonbyggerier i Brooklyn i stedet (tror jeg).

Vi lægger ud med “Ribbon”: »If the sky makes you sunny / I’ll be the one you got to lean on / all the ribbon you damn well wont dry / tie the ribbon round you all you got to feel is love.« Fedt. Og enkelt. Kun tromme og den gode Larrabees næsten folkesangsagtige refræn. På næste nummer, ”Wear Red”, er vi mere ovre i noget Led Zeppelin, hvor højtalerne er sprunget, og der kun er en halv lyd. Det er skidegodt. Meget tight og et meget sexet ønske om et besøg ud på natten. Jeg kan desværre ikke gå i detaljer med teksten, for der er ikke nogen med, men det gør ikke det store, for det er sammen med musikken, She Keeps Bees virkelig stikker godt igennem. Hun virker på en gang sky og offensiv på en scene, med det lange sorte hår, klassisk ned foran øjnene – meget Ravonettes og sådan replikant, sort, punk-agtigt.

Så er der ”Release”, der er god, gedigen rock, som afløses af den – ja, nu siger jeg det igen – ‘Lenny Krawitz da han var bedst’-agtige ”Gimmie”, med det stærkt hjertefremkaldende »Gimmie gimmie to me daddy.« Faktisk foredrager hun lidt, og indimellem er det næsten, som om hun også snerrer sådan lidt Iggy Pop-agtigt, i hvert fald er der en snerren midt i mudderet. ”Get Gone”, ja endnu en gang denne langsomme flyven rundt fra sort blomst til sort blomst. »Dont even speak to me / get your coat on / and get out of the door.«  Hvis det er døden i et forhold, så ville jeg gerne være ham, hun sang til. Et dejlig mudret knæ i nosserne.

På ”My Last Nerve” går hun ned i et andet, dybere stemmeleje, og det er godt med den variation. Det er, når hun dykker, der kommer spændende sprækker i hendes materiale. Det stinker naturligvis af øvelokale, af pludselig opstået inspiration – og så hen og spille. Det er en del af charmen, for det er prof samtidig. ”Bones Are Tired” er en standard. Eller en slags remse. I stil med ”Ribbon”, bare endnu mere skrabet og fri for andre lyde end Larrabee selv. Nu kender jeg ikke forlægget for det her nummer. Men hvis hun selv har skrevet det, er det virkelig smukt. Det kan også være, fordi nummeret er så inspireret af gospel-stilen fra Nina Simone, som bandet ikke lægger skjul på, at de godt kan lide. Og hvor er det smukt, som børn der leger, og modigt, for hun er helt alene med sin stemme, det kører og skaber lige netop de meditative afbræk fra muren af mudder. På den måde er pladen faktisk meget varieret; man skulle ikke tro, det var det samme band, der bedrev de to stille numre.

Fra ”Bones Are Tired” går det videre til ”Focus”, hvor fokus lige netop er ude af fokus, et »you are addicted again / I don’t wan’t anymore / I can’t take anymore.« Nej, lad os håbe det, det ville være synd, hvis der gik for meget Nico i hende. Så kunne hun nok ikke ramme den nerve så rent, som hun også gør på nummeret ”My Last Nerve”. Det er virkelig en gave, at hun er så mørk i sit univers – uden at forekomme stenet. ”I Can Tell” er en mere sober, sørgmodig sang, der musikalsk minder mig en del om ”The Trinity Session” med Cowboy Junkies. Et måske lidt kedeligt nummer, som hun dog løfter, når hun går i aggressive svingninger, hvad hun gør på hvert nummer: »You need someone to blame / I’m the one to blame.« ”Strike” har en spændende disharmonisk guitar på. Næsten rebusagtig tekst. Det må være om narko igen. Og det er flot sunget, denne hakken og boren i sprog og krop, kroppen syrer forstenet til. Flot gjort, sgu’. Og så kører hun op til sidst: »You think they owe you something. Uh uh.« Vi slutter med ”Cold Eye”. Og igen er det den nøgne guitar, der springer ud. Der er noget råben ned i lokumskummen (i mangel på bedre) i forhold til ekko og lyd, og det er fedt, når man samtidig er en sort bi.

Fem stjerner, nej, fem betonhonninghjerter til She Keeps Bees. Deres egne forbilleder forekommer mig imidlertid meget mærkelige eller måske bevidst misforståede, eller måske er der bare nogen, der har inspireret dem som børn, f.eks. den gode gamle Otis Redding, som jeg sammen med Patti Smith godt kan se visse ligheder med, men ellers synes jeg, de er deres egne. Et par gode, onde bier, hvis sorte kærlighedslim klistrer kuben større og større i mine små lortecomputerhøjtalere. Jeg vil også til Brooklyn og bo. Jeg vil tage mit gamle humlebiskostume på og bumle ind i baren og lade mig for-bi-stre. For der er nerve i Larrabee.

★★★★★☆

Deltag i debat