Der er røre i Oakland. Igen. For Themselves rører atter på sig, og efter at have udgivet det gratis mixtape Thefreehoudini i foråret er der nu endelig et reelt album at hente. Det har man så også ventet på i omkring syv år, men de to hovedfigurer Doseone og Jels engagementer i dels pladeselskabet Anticon, dels bands som 13 & God og især Subtle har skubbet Themselves i baggrunden.

Det er ærgerligt, at der er gået så lang tid, for selvom albummet tydeligt bærer Anticons genreblandende æstetik og dermed lægger sig i slipstrømmen på mange af selskabets andre acts, så er det netop i mixet af indierock, electronica og hiphop – indimellem i særdeles støjende og rå formater – at CrownsDown understreger Themselves’ unikke kvaliteter og leverer en af årets mest spændende og udfordrende udgivelser.

Stilen lægges fra starten, hvor pladens første nummer, ”Back to Burn”, byder på cementtunge beats, indpakket i obskur og støjende synth, der – da jeg hører det første gang – giver mig lyst til at bounce hele vejen op ad midtergangen i bussen. Det er så aggressivt og fyldt med attitude, at det ikke kan undgå at overføre noget elektricitet til ens flade vinterbatterier. Videre går det i hæsblæsende tempo. Lydbilledet bliver cuttet voldsomt op, fyldt med abrupte beats, støjende electronica, synth og hæsblæsende rap. Og lige som man tror, at CrownsDown har lagt sig fast på en retning og en stil, nedbrydes det aggressive tempo af synth så industriel og ildevarslende kold som den yderste spids af Nordpolen.

Begge rappere har bemærkelsesværdigt særegne flows og er ekstremt dygtige, og selvom et overblik over tekstmaterialet indimellem er savnet, er det også fascinerende at opleve, hvordan især Doseones rap til tider nærmest er rene rytmer i sig selv. Indimellem lyder det faktisk helt ondt, f.eks. på ”Gangster of Disbelief”, men det er også helt ekstremt catchy og fyldt med fængende beats. Og så kan Themselves alligevel heller ikke nære sig for at inkorporere et nummer som ”Daxstrong”, der krydser den udsvævende indierock-sang med hastig rap og minder kraftigt om Why?, f.eks. på Alocopecia.

Intentionen med CrownsDown er efter sigende at præsentere rappens 10 bud – eller en slags essentielle dyder, der har været gennemgående i de numre, der udgør Doseone og Jels favoritter. De får med andre ord disset, fortalt historier og på ”Gold Teeth Will Roll” fremstillet sig selv som de retfærdige forsvarere af kulturen (og måske også leveret en kritik af mainstream rap med dens guld og bling), når de rapper: »So watch your gold teeth and see how they roll / licking your wounds in the white kings lap / falling in love with all guns / for rappers there is no Hell, there is only fans and / you’ll go there«.

CrownsDown er kakafonisk, grumset og fyldt med retningsskift. Det er energi, overskud og viciousness, og det er noget af et comeback efter næsten syv års fravær. Hvis man lige ser bort fra brugen af autotuner på ”You Ain’t It”, som jeg virkelig aldrig kommer til at holde af, er CrownsDown en helt usædvanlig lytteoplevelse, der kun vanskeligt lader sig indfange med ord.