Jeg havde både troet og håbet, at jeg skulle bruge denne spalteplads til en ubetinget hyldest af Thomas Function. Men så hørte jeg In the Valley of Sickness, Alabama-kvartettens anden fuldlængde, og den er en smule skuffende i forhold til sidste års overrumplende debutplade, Celebration!. Det er egentlig ikke overraskende, for debuten er svær at overgå, når det kommer til intensitet og træfsikre melodier, men når man afspiller de to plader lige efter hinanden, skriger den kvalitetsmæssige forskel mellem dem til både himmel og helvede.

In the Valley of Sickness er dog ingen dårlig plade. Den er tværtimod ganske god, og jeg føler mig fint underholdt, mens den spiller. Men den formår ikke at geare mig til festlige udskejelser, hvilket er en klar kvalitet ved Celebration!. Så i stedet for at starte hypemaskinen i bedste NME-stil er jeg simpelthen nødt til at slå ned på de mange flade momenter, der har fundet vej til Thomas Functions heftige blanding af powerpop, garagepunk, folk og country.

På In the Valley of Sickness er Thomas Function begyndt at skrive velfriserede popsange med irriterende »wah-oooh«-kor (”Magic City”) og flirter med 50’er-rock’n’rollede guitarriff, der er så kedelige, at de lugter mere af The Cliffters end af Chuck Berry (”Magic City” igen og den gumpetunge og rodede ”When I Was a King”). Omkvædet til ”When I Was a King” er desuden det fladeste, jeg endnu har hørt fra frontmand Josh Maceros nasale flab. Det er netop ikke mindst Maceros flabede levering af den ene fyrige melodi efter den anden, der gør Celebration! til et festligt lydtapet. Vokalen er blevet unødigt tøjlet på In the Valley of Sickness, hvor man for tit bliver spist af med kedsommelige omkvæd, der er komplet blottet for nerve og opfindsomhed. ”Ew Way Ew” er mønstereksemplet på et nummer, som egentlig rykker fint i versene, men paradoksalt nok mister sin tiltrækningskraft, når omkvædet indtræffer.

Thomas Function kan heldigvis stadig skrive sange, der går lige i flæsket på én. De mest Celebration!-agtige numre på In the Valley of Sickness hedder ”Day in the Shade”, “Picking Scabs” og “Waverly”. De giver fanden i skabelonagtige omkvæd og er belagt med svimlende orgeltoner, som giver dem den uimodståelige fremdrift, jeg personligt forelskede mig i, da jeg hørte Thomas Function første gang. Der er også et herligt drive over den Kinks-agtige ”Two Pigs”.

Det lykkes dog også for Thomas Function at få det til at fungere uden absolut at skulle blæse derudad fra første anslag. Den stærke ”Not Asking for Much” bygges langsomt op af rastløse rytmer a la tidlig Feelies for til sidst at svinge med den uforfalskede energi, som ellers er en mangelvare på for mange af pladens numre.

Selvom mere end en håndfuld af pladens i alt 12 sange er på niveau med dem fra debuten, skæmmer flere kedelige omkvæd og lidt for pæne melodier det samlede indtryk af In the Valley of Sickness. Det bliver visse steder for anonymt, og derfor skuffer Thomas Function samlet set på opfølgeren til den fabelagtige debutplade.