»When I was small, I always thought that songwriters sat alone at upright pianos in cramped smoky little rooms with a bottle and an ashtray, and everything came in the window, blew through them and came out of the piano as a song… and in a weird way that is exactly what happens.«

Sådan beskriver Tom Waits sangskrivningsprocessen i omtalen af 2006-albummet Orphans. På Glitter and Doom Live er Waits rykket fra det ensomme røgfyldte loftsrum ud på en verdensomspændende turné. Som et rent vaudevilleshow underholder han på veloplagt vis publikum med sang, komiske kommentarer og freak-anekdoter.

Glitter and Doom Live er sammensat af liveoptagelser fra Glitter & Doom-touren, der fandt sted sommeren 2008. Albummet lyder, som om det er optaget over en aften, men reelt er albummet sat sammen af det bedste fra flere forskellige koncerter.

Pladen nÃ¥r vidt omkring i Waits’ repertoire. Den Ã¥bner op med en sammenfletning af “Lucinda” og “Ain’t Goin’ Down to the Well” fra Orphans. Beskidt, tung og flabet slæber den sig af sted. Waits bruger i lige sÃ¥ høj grad sin stemme som instrument, som han benytter den til at formidle teksten. Han hujer, skriger og laver human beatbox. Dette sker med en stemme sÃ¥ helt igennem hæs og en tekst sÃ¥ sortsynet, at man skulle tro, at Waits havde været pÃ¥ en længere soldetur med Charles Bukowski. Tilværelsens skyggesider bliver serveret pÃ¥ et sølvfad, garneret med et romantisk skær.

Løjerne fortsætter med en velsvingende udgave af sørøvervisen “Singapore” fra Raindogs. Rrrr’erne bliver knurret frem pÃ¥ en sÃ¥dan mÃ¥de, at man nærmest kan se spyttet fyge til alle sider. Xylofonen passer perfekt ind i sørøversangstraditionen, som den danser intrikat hen over tangenterne, mens trommerne holder det hele oppe i et veloplagt tempo.

En stor del af pladen er dog tilegnet Waits’ mere stille numre. Med et nedbarberet lydbillede er det den stemning, vokalen og teksten vækker, der er i fokus i sange som “Dirt in the Ground” og “Fannin Street”. Med en velbalanceret bluesstemning hÃ¥ndterer Waits det umulige i at vende tilbage til fortiden, nostalgi, og hvordan døden gør enhver lige. Den dunkle havneknejpestemning fÃ¥r en ekstra tand pÃ¥ “Green Grass”, hvor et let pianospil, jazzede trommer og saxofon tilsammen fremkalder et billede af en indelukket, bowlerklædt spillemand omgivet af fulderikker og slyngler.

Den mere letsindige saloonstemning finder man i et nummer som “I’ll Shoot the Moon” – om charmøren der ønsker at skumme fløden uden at skulle stÃ¥ til ansvar for mere. BÃ¥de i dette nummer og “Live Circus” udfolder Waits alvorlige fortællinger med et komisk twist. Waits er ogsÃ¥ kendt for sine underholdende anekdoter mellem numrene. Et udvalg af dem er blevet samlet pÃ¥ den medfølgende cd Tom Tales. PÃ¥ cirka 36 minutter fÃ¥r Waits kommenteret alt fra gribbes spisemønstre til farerne ved at shoppe online og fÃ¥r fornærmet store dele af Tyskland og Oklahoma. Publikumsinteraktionen er god, der er hurtigt improviserede dialoger, og man kan ikke lade være med at more sig lidt over Waits’ fascination af alverdens obskure dyrefakta.

Glitter and Doom Live er bÃ¥de et godt sted at hoppe pÃ¥ Waits-bølgen og at surfe videre pÃ¥ tidligere fascination. Waits er efterhÃ¥nden blevet 60 Ã¥r, og det er derfor ganske forstÃ¥eligt, at den ekstra grad af vildskab, der nok kunne have klædt albummet, ikke er lige sÃ¥ let at hente frem mere. Til gengæld er resultatet et yderst velspillet og underholdende dobbeltalbum, der fÃ¥r hevet nogle gode numre frem fra Waits’ store bagkatalog og fÃ¥r vist hans store talent for at skrive interessante og relevante tekster.