Plader

Tom Waits: Glitter and Doom Live

Skrevet af Lise Christensen

Tom Waits trakterer med liveperler fra sin “Glitter and Doom”-tour. Det er blevet til et velfungerende dobbeltalbum, der både byder på sørøverløjer, fængende ballader og veloplagt komik.

»When I was small, I always thought that songwriters sat alone at upright pianos in cramped smoky little rooms with a bottle and an ashtray, and everything came in the window, blew through them and came out of the piano as a song… and in a weird way that is exactly what happens.«

Sådan beskriver Tom Waits sangskrivningsprocessen i omtalen af 2006-albummet Orphans. På Glitter and Doom Live er Waits rykket fra det ensomme røgfyldte loftsrum ud på en verdensomspændende turné. Som et rent vaudevilleshow underholder han på veloplagt vis publikum med sang, komiske kommentarer og freak-anekdoter.

Glitter and Doom Live er sammensat af liveoptagelser fra Glitter & Doom-touren, der fandt sted sommeren 2008. Albummet lyder, som om det er optaget over en aften, men reelt er albummet sat sammen af det bedste fra flere forskellige koncerter.

Pladen når vidt omkring i Waits’ repertoire. Den åbner op med en sammenfletning af “Lucinda” og “Ain’t Goin’ Down to the Well” fra Orphans. Beskidt, tung og flabet slæber den sig af sted. Waits bruger i lige så høj grad sin stemme som instrument, som han benytter den til at formidle teksten. Han hujer, skriger og laver human beatbox. Dette sker med en stemme så helt igennem hæs og en tekst så sortsynet, at man skulle tro, at Waits havde været på en længere soldetur med Charles Bukowski. Tilværelsens skyggesider bliver serveret på et sølvfad, garneret med et romantisk skær.

Løjerne fortsætter med en velsvingende udgave af sørøvervisen “Singapore” fra Raindogs. Rrrr’erne bliver knurret frem på en sådan måde, at man nærmest kan se spyttet fyge til alle sider. Xylofonen passer perfekt ind i sørøversangstraditionen, som den danser intrikat hen over tangenterne, mens trommerne holder det hele oppe i et veloplagt tempo.

En stor del af pladen er dog tilegnet Waits’ mere stille numre. Med et nedbarberet lydbillede er det den stemning, vokalen og teksten vækker, der er i fokus i sange som “Dirt in the Ground” og “Fannin Street”. Med en velbalanceret bluesstemning håndterer Waits det umulige i at vende tilbage til fortiden, nostalgi, og hvordan døden gør enhver lige. Den dunkle havneknejpestemning får en ekstra tand på “Green Grass”, hvor et let pianospil, jazzede trommer og saxofon tilsammen fremkalder et billede af en indelukket, bowlerklædt spillemand omgivet af fulderikker og slyngler.

Den mere letsindige saloonstemning finder man i et nummer som “I’ll Shoot the Moon” – om charmøren der ønsker at skumme fløden uden at skulle stå til ansvar for mere. Både i dette nummer og “Live Circus” udfolder Waits alvorlige fortællinger med et komisk twist. Waits er også kendt for sine underholdende anekdoter mellem numrene. Et udvalg af dem er blevet samlet på den medfølgende cd Tom Tales. På cirka 36 minutter får Waits kommenteret alt fra gribbes spisemønstre til farerne ved at shoppe online og får fornærmet store dele af Tyskland og Oklahoma. Publikumsinteraktionen er god, der er hurtigt improviserede dialoger, og man kan ikke lade være med at more sig lidt over Waits’ fascination af alverdens obskure dyrefakta.

Glitter and Doom Live er både et godt sted at hoppe på Waits-bølgen og at surfe videre på tidligere fascination. Waits er efterhånden blevet 60 år, og det er derfor ganske forståeligt, at den ekstra grad af vildskab, der nok kunne have klædt albummet, ikke er lige så let at hente frem mere. Til gengæld er resultatet et yderst velspillet og underholdende dobbeltalbum, der får hevet nogle gode numre frem fra Waits’ store bagkatalog og får vist hans store talent for at skrive interessante og relevante tekster.

★★★★½☆

Deltag i debat