Musik er for mig en ultimativ måde at kigge ind i nogens hjerne på. Tyondai Braxton har efter alt at dømme en virkelig stor hjerne. Virkelig. Om man bliver forbløffet, inspireret, forvildet i dens afkroge eller bare skidestresset og irriteret over at høre på sådan noget larm, må være op til den enkelte.

Tyondai Braxton er at finde i den newyork’ske undergrund, der i det sidste årti har fostret navne som Black Dice og Animal Collective, og er i øvrigt medlem af det progressive newyorker-band Battles. Men dette album er anderledes. Og nu, da jeg er blevet pålagt den utaknemmelige opgave at tegne et omrids af denne fremmede hjernes værk, må resultatet blive noget i stil med:

Tyondai Braxtons soloalbum Central Market er et rastløs sammensurium af ideer og uforudsete lydcollager. Her er en mand med en sag og et stort orkester i ryggen. Central Market er en manifestation af  selve det at lave musik og sætter et mandshøjt, rungende spørgsmÃ¥lstegn ved, hvad det vil sige at udøve denne kunstart. Kan noget sÃ¥ gennemprøvet som lyd pÃ¥ en bÃ¥ndspole være sÃ¥ abstrakt, at det holder op med at være musik og i stedet bør sorteres under det langt bredere emneord ‘kunst’?

I en tid, hvor vores musikalske hjerner i overmÃ¥l søger det enkle, rendyrkede og sÃ¥gar ‘ærlige’ udtryk i samtidens musik, vil et statement-album som dette rÃ¥be endnu højere ud over landskabet og pege pÃ¥ sig selv. Tyondia Braxton manifesterer sig ved at vedkende sig at være lige præcis alt det, der er ham, og fylder pÃ¥ albummet alle de lag oven pÃ¥ hinanden, som han føler for – uden stillingtagen til om vi andre kan holde ud at høre pÃ¥ det. Det, du lytter til, er Tyondai Braxtons hjerne, og den er akkurat sÃ¥ kompliceret som din egen. Tillykke.