Nyheder

Undertoners julekoncerter

Skrevet af Camilla Grausen

Hver gang vi træder ind i en ny måned sætter Undertoner fokus på nogle af månedens koncertmæssige højdepunkter. Vi tager nu hul på: December.

Meget godt kan man sige om december, men midt mellem juleknas, kryddersnaps og pyntegran, er koncertudbudet som regel ikke imponerende. Alligevel går musikdanmark ikke helt i julechok og det er stadig til at finde koncerter at se frem til i december.

Lars Vognstrup fra Lars and the Hands of Light er utroligt støvet i munden. Foto: Jonas Bang.

Lars Vognstrup fra Lars and the Hands of Light er utroligt støvet i munden. Foto: Jonas Bang.

Det nye band i stalden hos Crunchy Frog er Lars and the Hands of Light, som netop har varmet op for The Raveonettes på deres nu overståede miniturné i Danmark. Nu slår Sune Wagner endnu et slag for den nye kvartet med de velklingende, nostalgiske popkompositoner. Wagner anbefaler nemlig bandet i den nyeste af “Verden ifølge…”-koncertrækken, som Dansk Musiker Forbund og Vega løbende arrangerer. Her udlåner en respekteret dansk musiker stjernedrys til nye navne, og blåstemplingen fra Hr. Wagner skal nok lokke folk ind og høre Lars and the Hands of Light samt støj- og ‘dødsjazz’-bandet Selvhenter i Lille Vega torsdag den 10. december.

For et år siden erobrede den islandske vildmand Mugison Loppen. Her fik han ifølge Undertoners anmelder brygget en “mikstur af energiske grooves og hysteriske sjæleudvrængninger, at den i optyndet form kunne sætte fut under selv den mest vinterdepressive dansker helt til forårets komme.” Og hun kvitterede med at give tæt på topkarakter til koncerten. Hvis det bare bliver næsten lige så godt i år skulle der være noget at se frem til. På sin hjemmeside fortæller Mugison, at han på sin tour kun vil være ham, guitarer og »lo-fi acoustic fun«. Det bliver den 15. december på Dexter i Odense, den 16. i Lille Vega i København og den 17. på Voxhall i Århus.

Enkelte komapatienter og vuggestuebørn er vist de eneste i landet, der ikke har fattet, at december 2009 er klimamåned i dén grad. Der står en stor hvid ballon på Rådhuspladsen, ind- og udenlandske politikere ævler løs om alt det grønne og aktivisterne spiser bulgur mens kampplanerne lægges. Midt i hurlumhejet er der også blevet gjort plads til gratis musik til folket. Om det er særligt klimavenlige bands, der skal spille, kan man måske spørge sig selv om, men i hvert fald indtages en scene på Rådhuspladsen af bl.a. Nephew mandag den 7. december, Electrojuice, Mike Sheridan med flere lørdag den 12. og Gogol Bordello tirsdag den 15. Som afslutning på både klimatopmøde og byfest runder Malk de Koijn hele molevitten af fredag den 18.

Lidt juleri skal der også ind blandt decemberanbefalingerne. Fredag den 11. december fra kl. 19 fyldes Vanløse Kulturhus’ café Mosaikken med god musik og forhåbentlig ditto glögg når årets ‘Yulestock‘-arrangement løber af stablen. Den altid elegante crooner Claus Hempler, den noget mindre elegante, men til gengæld mere eksperimenterende Frederik Thaae alias A Kid Hereafter samt Danmarks nye svar på Tori Amos, ep-debuterende Anna Rosenkilde er blot nogle af de mange navne, der vil hygge om julegæsterne. Inkluderet i billetprisen på 120 kr. vil der desuden være æbleskiver, glögg og julegodter til alle samt oplæsning af Bjarke Søballe fra Leisure Alaska og psykedeliske anekdoter fra den hyggeligt småvanvittige amerikaner Neill C. Furio.

For nylig anbefalede det danske mathpop-band Marvins Revolt andre bands til Undertoner. Lørdag den 19. december er aftenen, hvor de selv går på scenen i Lades Kælder i København i selskab med to af de bands, de anbefalede. Det drejer sig om irske Adebisi Shank, som Marvins Revolt kalder intet mindre end »et af de bedste livebands i verden«. Det såkaldte DIY-band Mutiny on the Beach fra Luxembourg får også opadvendte tommelfingre fra Marvins Revolt. Aftenens fjerde band er den danske mathrock-kvartet Obstacles. Hele herligheden præsenteres af Klub Adorno for kun 60 kr. i indgangen.

Følg løbende med i de anbefalelsesværdige koncerter i Undertoners koncertkalender.

Deltag i debat