Er det ikke, som om compilationpladen har lidt dÃ¥rlige vilkÃ¥r for tiden? Enhver kan gÃ¥ ind og rippe det, man gerne vil have pÃ¥ nettet, hvad enten det foregÃ¥r gennem de autoriserede eller uautoriserede kanaler. Det var virkelig en kunst at lave det rigtige kassette-mixbÃ¥nd i gamle dage, og det kunne oven i købet kopieres videre til dobbeltkassetterne, hvis det var virkelig godt. Det er ogsÃ¥ kun fÃ¥ Ã¥r siden, der stadig blev produceret compilation-cd’er, som kunne introducere os for nye trends som triphop og electroclash.

Jeg synes, at det er sjældnere, man støder på gode compilations for tiden. Compilations, som er præget af en god ide, måske oven i købet sat sammen med en slags poesi. Måske er det på tide at tage kassettebåndet frem igen til formålet. På kassettebåndet kan man ikke så hurtigt spole forbi et nummer, man ved første lyt ikke synes så godt om. Det giver desuden en form for mastering numrene imellem. Men så har vi jo fået Myspace og den slags, som hurtigt kan introducere os til ny musik, så måske skal man bare græde tørre tårer på mixbåndets vegne.

NÃ¥, men nu sidder jeg sÃ¥ med compilation-cd’en Listen to Berlin. For lige at tage sammensætningen af numre først: De hænger slet ikke sammen. PÃ¥ elektroniske opsamlinger kan man ogsÃ¥ godt indskyde et akustisk nummer, hvis det passer ind i stemningen og tilfører noget til helheden. I pressemeddelelsen er det da ogsÃ¥ postuleret, at lyden af Berlin ogsÃ¥ er lyden af diversitet, at musikken f.eks. ikke kun behøver at være elektronisk. Sammensætningen af meget ironisk ‘gang i den’-electro og meget alvorstunge, akustiske numre giver mig bare en lidt tømmermændsagtig og abrupt oplevelse. Det gør det ogsÃ¥ sværere at vurdere numrene enkeltvis, fordi det er sÃ¥ diffust at blive taget ind i en ny stemning hele tiden. Det er heller ikke en eller anden trendy ‘god smag’-dj, men i stedet en sammenslutning af pladeselskaber i Berlin, der har sammensat den her plade. Primært for at promovere deres pladeselskaber uden for Berlin, vil jeg tro. Pladen har i hvert fald fÃ¥et støtte af Department for Culture i Berlin. Desuden ser coveret virkelig ligegyldigt og designsmart ud.

Nå, men i stedet for at dvæle meget mere ved det underlige miskmask af en spilleliste, kan vi lige gå numrene hurtigt igennem. Der er jo godter imellem alligevel. Berlinsk musik er også generelt stadig lidt mere tørt og minimalistisk produceret end det meste andet. Det er fint nok, at ånden fra Kraftwerk stadig lever på den berlinske autobahn.

Det første nummer med Ofrin er supersprødt. Det er en knitrende og melankolsk elektronisk tango med en smuk vokal og en charmerende produktion. Så tjek Ofrin ud, både hvis du kan lide Bat for Lashes eller mere spacy elektronik. Hvis Ofrins egen plade minder mest om nummerets afdæmpede start, og ikke så meget om de mere voldsomme plasticstrygere til slut, er jeg sikker på, at der er bonus her.

Overgangen til det næste nummer fungerer faktisk ok, selvom dansetrommerne her for første gang bliver introduceret. Nummeret er kreeret af Koletzki. Gæstesangeren Fran er rigtig god og soulet på en fin og stille og rolig måde. Der er lidt Everything But the Girl over foretagendet, som de lød på Missing. Et fint lille klavertema er der også, og så er den jo i skabet. Jeg kan dog godt være lidt nervøs for deres plade, hvis de ikke har den søde sangerinde med. Herefter dukker de berygtede tøser fra Cobra Killer op. Nummeret er domineret af et surftema, som selv Sune Wagner ville misunde, men tøserne er langt mere sexede at høre på end Wagner. Nummeret er ret godt, synes jeg, god missekattevokal og god energi.

SÃ¥ følger “Bonaparte”, der er noget politisk, minimalistisk electro-punk. Lidt a la Primal Scream, men ikke nær sÃ¥ godt. Det værste er, at de ødelægger min rejse mellem de gode kvindelige vokalister. Det kunne mÃ¥ske være meget fedt at høre højt til en koncert med tÃ¥regas i øjnene, men ellers er det ret ligegyldigt. Videre til RQM, der pÃ¥ en sjov mÃ¥de har samplet noget slapbas i deres elektro-house. Ellers ikke specielt funky. Derefter kommer der noget balkan/ska fra Rotfront, virkelig ikke særlig spændende musik. MÃ¥ske lidt som Balstyrko med Rene Dif pÃ¥ vokal, sÃ¥ her skal man virkelig være tændt af genren. Nu er blandingen af numre i hvert fald gÃ¥et helt af sporet.

Robot Koch hiver herefter noget dubstep/alternativ hiphop frem. Robot Koch kan bare det dér med et cool beat og en sprød bas og sÃ¥ lidt syrede, analoge input, som her en fløjtesolo. Her har vi en mand, som jeg tror, man kan regne med mange Ã¥r frem. Derefter er det pludselig og hovedkuls videre til en gang overgearet 80′er-synth fra Popular Damage. Det kan godt være, at 80′er-trenden er ved at være lidt slidt, men de her poptøsede »uhh-Ã¥hh«-vokaler og fede synthfigurer kan jeg ikke helt stÃ¥ for. Synthen lyder faktisk helt Nick Kershaw’sk, og det er positivt ment. SÃ¥dan skulle den nye Alphabeat-plade have lydt.

Med Masha Qrella er vi pludselig tilbage til en omgang pop, som det de spiller i amerikanske tv-serier. Jeg fanger ikke tråden. Så er der mere gang i Notic Nastic. Sangerinden lyder lidt som Karin Dreijer fra The Knife. Vi er også tilbage i electrohjørnet. Det lyder også lidt som The Blow, bare mere pumpet. Jeg tror måske, at sangerinden er Khaela fra The Blow. Jeg ved det ikke, for medlemmerne er hemmelige, men hvis man savner The Knife og The Blow, er løsningen måske her. Det er måske ikke så opfindsomt, men det er catchy og godt skruet sammen.

Moderat viser gode takter med et lidt melankolsk nummer. En udmærket mandlig sanger sætter en god stemning. Han synger lidt som Thom Yorke eller Troels Abrahamsen fra Veto. Moderats groove er som altid stabilt. De er faktisk ret gode, når de bevæger sig væk fra trampe-house. Men så kommer der igen et dårligt, electrorocket nummer. Det kan godt være, at det er en smagssag, men jeg får ondt i hovedet af, at den samme guitarakkord bliver slået an næsten uden variation i fire minutter. Som om de mandlige, tysktalende sangere falder mest igennem på pladen. Men det næste tysksprogede nummer er fint nok. Trikot lyder en del som Barbara Morgenstern. Tyskere er bare så gode til sådan noget underspillet elektropop.

Herefter fÃ¥r vi et kedeligt housenummer fra Danielo Meteo og et lidt bedre fra DJ T, med et latin-vibe, der nok gÃ¥r an pÃ¥ klubben. Daniel Haaksman forsøger sig med at putte noget samba/baile-funk i mixet, men det bliver for stift. Jeg savner den ægte vare, men kan ellers godt lide MC Jennifer, der halvgriner rimene ud. Ye:solars nummer røver ogsÃ¥ fra latinkisten. Det fungerer rimeligt og lyder lidt som noget halvgammelt, chillet musik fra Ninja Tune. Det starter meget jazzet, men slutter overraskende med at indeholde noget chiptune-agtig synth. Pladen slutter med et sødt, drømmende, lidt 60′er-poppet nummer fra Super 700. Sangerinden er meget sødmefuld at høre pÃ¥. Der er en aura af bittersøde sommerminder om den sang.

Jeg er glad for at være blevet introduceret til kunstnere som Ofrin, Popular Damage, Super 700 og Notic Nastic. Der er helt sikkert stadig gang i Berlin, bÃ¥de nÃ¥r det gælder mere atmosfæriske og søgende sangforedrag og Discofil-elektrorave. Men der er ogsÃ¥ kedelige overraskelser. Hvad sker der f.eks. for det engang sÃ¥ stilskabende pladeselskab Morr Music? De udgiver efterhÃ¥nden kun superklichepræget college-rock. Selvom jeg er glad for de godter, som jeg har fundet pÃ¥ cd’en, vil jeg alligevel gerne kritisere, at man ikke har prøvet at sammensætte et mere harmonisk mix. Jeg har læst, at det her er den anden cd i en serie, sÃ¥ det havde været passende at være mere kritisk i udvælgelsesprocessen.