Nyheder

18th Dye bliver opløst … igen

BACKSTAGEWITH18THDYEAk ja, fire et halvt år blev det til med de dansk/tyske støjrockere 18th Dye, og så var det slut … igen. Et af Danmarks vigtigste rockbands gennem tiderne, der gjorde sig behørigt bemærket i udlandet med bl.a. pladekontrakt med Matador og tre sessioner hos den legendariske John Peel, er gået fra hinanden igen.

Det var tilbage i 90’erne, bandet var aktivt første gang, men i 2005 til Crunchy Frogs årlige Vibracrunch-arrangementer under Malmø-festivalen blev de gendannet. En koncert, der nok var præget af rust i hængslerne, men også viste bandets live-potentiale, som til senere koncerter for alvor skulle bide fra sig. Koncerterne var kun ment som en midlertidig oplevelse, men bandet blev så tændt af succesen, at de skrev og indspillede et helt nyt album, Amorine Queen, der udkom i 2008. Derefter tog de på tour i både Danmark, Tyskland og USA.

Men nu er det slut. Beslutningen er taget i fællesskab, og der er ingen sure miner i kulissen. Som bandet selv udtaler: »Det er ikke længere muligt for os at komponere, skabe og agere som et band. Vi har derfor besluttet at stoppe nu.« Helt og aldeles udramatisk, men ikke mindre ærgeligt, når det nu lige gik så godt.

Deltag i debat