Selvom Alicia Keys er en af de mest kommercielt etablerede mainstream-kunstnere overhovedet, hersker der alligevel bred uenighed om kvaliteten af hendes nu fire studiealbums. Bob Dylan finder hende værdig til inklusion i den ekslusive skare af kunstnere, han har namedroppet i en sang (dermed kommer hun i sangbog med de ikke just beslægtede Neil Young, Blind Willie McTell, Cisco Houston og Woody Guthrie), mens andre ser hende som enten en døgnflue eller et uforløst talent.

Der burde dog ikke være tvivl om talentet. Allerede som purung etablerede Keys sig med sin debut, Songs in A Minor, som R&B-scenens store kvindelige auteur. Hun skrev fra starten selv sine sange, hun spillede pragtfuldt klaver, og i tilgift producerede hun det meste sammen med sin faste samarbejdspartner, Kerry ’Krucial’ Brothers. Allerede dengang fremstod hun, i Erykah Badus fravær, som det eneste kvindelige modstykke til D’Angelo og Raphael Saadiq – de mandlige ‘produced, arranged, composed and performed by’-kunstnere i arven fra Prince.

Allerede på debutopfølgeren manifesterede Alicia Keys sin position. The Diary of Alicia Keys står stadig den dag i dag som et regulært mesterværk, og i sin helstøbthed og gribende nødvendighed leverede den langt mere, end selv den propre debut havde lovet. Selvom der stadig findes horder af anmeldere og andet godtfolk, der endnu ikke har set lyset i The Diary of Alicia Keys, vil jeg meget gerne benytte denne lejlighed til at fejre pladen som det absolut essentielle kvindelige R&B-hovedværk fra det just forgangne årti. I mine øjne er den klart værdig til en topplacering blandt 00′ernes musikudgivelser.

Siden de to første plader, der gjorde Keys til en af verdens største stjerner, har der været et enormt forventningspres på hende, og med As I Am fra 2007 tabte hun det meste på gulvet. Her gik hun i en så ‘middle of the road’-poppet retning, at musikken næppe længere kunne kaldes R&B, og hendes samarbejder med sangskrivere som Linda Perry resulterede i en generisk popplade, der var svær at adskille fra det meste andet præfabrikerede teenagemusik.

På The Element of Freedom er hun rykket endnu længere væk fra de afroamerikanske musiktraditioner, og vi har her at gøre med pop, der er lige så hvid som Christina Aguilera og Katie Melua. Dermed ikke sagt, at pladen lyder som de nævnte damer. Her er heldigvis tale om en langt mere ambitiøs og gennemarbejdet plade end både den forkølede forgænger, og hvad der ellers rører sig i nutidens mainstream.

Ved de første mange gennemlytninger savnede jeg i den grad bid og nødvendighed i både sangstrukturer og lydbillede på The Element of Freedom. Hver sang har en helt speciel type distanceret og kølig lyd med ekkoer, strygere og fint afstemte pianostykker, og selvom det tydeligvis er en specifik kunstnerisk strategi, er det svært at give sig hen til, når man konstant pejler ud fra den varme og sensualitet, der emanerede fra de tidlige Alicia Keys-plader.

Følelsen af noget kuldslået og af, at der mangler noget, forlader aldrig en, når man lytter til pladen, men dens intrikate sange og subtile ideer vækker stille og roligt genklang, og der er masser af gode sange. Specielt pladens første halvdel står stærkt med den fremragende førstesingle, ”Doesn’t Mean Anything”, som omdrejningspunkt. Ligeledes er ”Try Sleeping With a Broken Heart” og specielt pladens måske bedste nummer, ”Wait Till You See My Smile”, gennemarbejdede små popsymfonier, der på fineste vis eksponerer pladens elegante økonomi.

Andre steder, specielt på pladens anden halvdel, braser sangenes ofte skrøbelige struktur sammen og efterlader lytteren med tomme tekster og kedelig umotiveret pop. Heldigvis slutter pladen allerhøjest på toppen med den smukke og ekstremt velturnerede ”Empire State of Mind pt. II”, der giver selv den fremragende ”pt. I” med Jay-Z fra tidligere i år baghjul.

Det er rart at høre, at ambitionerne er tilbage i Alicia Keys’ sangskrivning, men samtidig er det en lidt foruroligende retning, hun har valgt. Der er ganske enkelt for kort til det kedelige og generiske, og der mangler en masse af den sensualitet, seksualitet, personlighed og oprigtighed, der gjorde første halvdel af hendes oeuvre så vitalt.

Der er gyldne stunder på The Element of Freedom, og på grund af dem og den grundlæggende em af ambition er den tæt på 4 ud af 6, men samtidig er der også for meget vildfaren og ufarlig popsuppe til at gøre hele værket lige så helstøbt som dets generelle lydbillede. Selvom Alicia Keys stadig fremstår nødvendig, må hun gerne vende tilbage til R&B’en, hvor hendes virkelige forcer ligger.