Konceptalbum. Allerede ordet får, med den implicitte musical-association, det til enten at risle velbehageligt ned ad ryggen ved udsigten til fællessang og højstemte ballader, eller også udmønter det sig i nervøse trækninger ved tanken om, hvor grueligt banal og moraliserende musikken kan blive, når den skal være en samlet fortælling. Heldigvis findes der også eksempler på plader, der favner det sprælske i konceptpotentialet, samtidig med at de har en del mere at byde på.

2009 bød blandt andet på det humoristiske og fængende konceptalbum fra Dead Man’s Bones, der med udgangspunkt i ønsket om at skabe en spøgelsesmusical bød på alverdens genrer tilsat et rundhåndet drys horror. Inspirationen hertil var blandt andet Disneyworlds “Haunted Mansion” og de mange gys, der her kan opleves. Andet album fra Benjy Ferree, Come Back to the Five and Dime Bobby Dee Bobby Dee, er også bygget op som et konceptalbum og tager ligeledes udgangspunkt i en Disney-skrækhistorie. Omdrejningspunktet er Disneys vidunderbarn Bobby Driscoll, der medvirkede i nogle af Disneys mest populære spillefilm fra 1940-50′erne samt lagde stemme til Peter Pan-tegnefilmen. Men som teenager fik han sparket grundet en heftig omgang akne. Kampen for at vende tilbage til showbiz drev ham ud i et stofmisbrug, der resulterede i en utidelig død i rendestenen som 31-årig. At gå fra at spille drengen, der aldrig bliver voksen, til selv at blive den voksne, der ville ønske, han aldrig var blevet det, dét er da så ganske ironisk.

Teksterne kredser om turen op samt faldet fra popularitetens tinde, med udgangspunkt i de omvæltninger der indtraf i Bobby Dees liv i 50′erne. Dette sker med eksplicitte referencer til Bobby Dees liv og små underfundige stik til Disney, som disse linjer fra den cool ”Tired of Being Good”: » My conscience is a cricket / every time I curse you know he writes me a ticket / no one can be free / when tied and bound and moved by strings.«

Musikken tager også udgangspunkt i 50′ernes musikalske tendenser. Det sker med sange som den fængende soulballade ”Fear”, der på ren gospelvis benytter sig af doowop-harmonier, eller med glam i ”What Would Pecos Do?”, blues i ”Blown Out (Gold Doubloons and Pcs of 8)” og rythm’n'blues i ”Big Business”. Så afbrydes musikken overrumplende nok af en pigestemme, der reciterer et digt. Og derefter tager pladen en up-tempo og westerninspireret drejning. ”I Get No Love” indledes med en guitarsolo, der ville være en Sergio Leone-film værdig, for brat at slå over i en excentrisk blanding af rockabilly, doowop og rock’n'roll. Værd at bemærke er også den forrygende ballade ”Whirlpool of Love”, der i versene benytter sig af en sukkersød crooner-stemning, men som vinder alt tilbage på omkvædet.

Selvom musikken trækker på 50′er-rock’n'roll og americanaens traditioner, formår Ferree alligevel at tilføje den et tvist, der fører musikken ind i det nye årtusinde. Ferree synger med en vokal, der med sin nasale crooner-charme til tider minder om en affekteret Jack White. Det virker overvejende godt, men i længden har den forcerede, stemningsfulde stemme en tendens til at overskygge de ofte lidt simplere melodier. Ferree skaber ikke nogen gennemgående narration i de 15 sange, der udgør albummet, men derimod en tribut til de fallerede sjæle, der ikke kunne stå distancen. Det er et godt træk, at de fleste tekster er alment tilgængelige, for det er sangene, der tager direkte udgangspunkt i Bobby Dees liv og levned, der står svagest. Sange som ”When You’re 16” slæber sig ubarmhjertigt langsomt af sted, og man kan kun alt for levende se et musical-skrækscenario for sig.

Lyt til “Big Business”:

Lyt til “Whirlpool of Love: