Plader

Ditbandmitband: Ren Kliché

Skrevet af Terkel Røjle

Ren kliché lyder som Kristen Bjørnkjær-digte med let pop som underlægningsmusik. Noget siger mig, at melodierne og arrangementerne faktisk er fine, men det drukner i platte metaforer og en oplevelse af, at alle teksterne er voldsomt konstruerede.

Kan du huske dansktimerne tilbage i gymnasiet og folkeskolen? Tema, budskab, metaforer og symboler. Man skulle finkæmme en given tekst for alt og dræbe alt, der kunne minde om charme i en tekst.

Jeg var også en af dem, som meget skeptisk spurgte læreren, om han virkelig troede, at forfatteren tænkte så systematisk over symbolerne og metaforerne i en tekst, når han skrev den. Men læreren var ikke i tvivl. Selvfølgelig gjorde han det, lød det. Den hoppede jeg dog aldrig på.

Da jeg forleden sad og snakkede med min kæreste om dette emne, fortalte hun mig om et foredrag af Katrine Marie Guldager, hun havde været til. Hun sprængte bomben. Forfatteren erklærede, at hun tænkte på næsten hvert enkelt ords symbolik, referencen til den litterære periode osv. Det fik mig uden at tøve til at love mig selv aldrig at læse noget skrevet af hende eller noget andet konstrueret. Men så fik jeg den her plade i hånden.

Ditbandmitband, hedder det projekt, som Sara Grabow og hendes ægtemand Tomas Raaes (aktiv i f.eks. Källing) har startet. Bandnavnets betydning er vel nok noget i retning af, at bandet er ‘på samme højde’ som lytteren. Mit band er dit band. Og selvom min indledning til denne anmeldelse kunne indikere, at der er nogle potentielt prætentiøse træk ved dette band, passer navnet nu fint.

Lyden på pladen er pæn, med guitar, trommer (til tider programmerede) og en smule synth. Vokalen ligger langt fremme i lydbilledet, altså er der stor fokus på dén. Det er popsangen, der bliver dyrket her. Guitaren er for det meste meget vellydende, og de fleste af arrangementerne er fint iørefaldende, dog uden at gøre det store væsen af sig. De programmerede trommer virker ligeledes fint og forhindrer arrangementerne uden om dem i at lyde alt for meget som noget, man har hørt før. Og det har været nødvendigt, da arrangementerne ikke er videre originale.

Vokalen, der som tidligere nævnt er i centrum, er heller ikke særlig original. En lille pigestemme a la Sys Bjerres, som vi har hørt den hundrede gange før. Uskyldig og pæn, men altså ikke egnet til at udsynge dybe beretninger eller svære metaforer. Snarere egnet til at synge børnesange eller lignende.

I teksterne har vi pladens akilleshæl. Som jeg sagde før, passer navnet Ditbandmitband ganske fint til dette band. Teksterne lyder som noget, jeg har læst i gymnasiepigers poesibøger. Platte metaforer såsom »Hvad fanden vil du have jeg skal gøre? / jeg sidder her med fiskesnøren,« eller »Ved du hvad? / jeg bruger dig som fiskemad på min krog / hvis ikke det stopper før mit kval.« Således ødelægges et af pladens ellers mest vellydende numre med den forfærdelige titel ”Fiskesangen”.

Teksterne har noget hverdags-prosa over sig. Med teksterne i baghovedet kunne pladen let have været et forsøg på at lægge musik til en Kristen Bjørnkjær-digtsamling, blot krydret med ekstra mange metaforer. Desuden er hele stemningen omkring pladen mindst lige så meget nede på jorden som en Kristen Bjørnkjær-digtsamling – og det siger ikke så lidt.

Dette cementeres med sangen ”Se mig”, som er et angreb på det avantgardistiske, spontane, jeg-dyrkende kunstnerliv. »Se mig og mit fantastiske liv / så spontan og intuitiv / et helt igennem kunstnerliv / hør mig og min fantastiske smag / jeg hører avantgarde og rock hver eneste dag.« Og omkvædet, som beklager tomheden i denne tilværelse: »Giv mig en udkigspost at stå på / så jeg kan se en smule mening i denne helt groteske verden / jeg har skabt omkring mig selv.« Men tomhed kan man altså sagtens finde uden at være arty-farty, avantgarde eller særlig kunstner-agtig. »Der er så mange taxier / der bare kører forbi / tak taxi,« lyder det i sangen ”Tak Taxi”.

Man kan høre, at der er blevet tænkt på hvert eneste ord, som bliver sunget på denne plade. De udtales klart og tydeligt. Men det lyder bare ikke godt. Frem for noget magisk og noget poetisk kommer man til at tænke på en maskine. En maskine, hvor der bliver fyldt ord på, som var de skruer, der skulle holde maskinen sammen. Det er simpelthen bare for konstrueret.

At pladen både er voldsomt jordnær og konstrueret, kan i nogens ører sikkert lyde som et paradoks. Men det er altså tilfældet, og årsagen er jeg ikke helt sikker på. Men tænk blot på skriblerierne i unge pigers poesibøger. De klodsede metaforer og ubalancerede sætninger forhindrer jo ikke disse tekster i at være jordnære. Altså, jordnære på den ufede måde.

Ditbandmitbands nye plade, som forresten meget passende hedder Ren kliché, bliver ødelagt af disse tekster. Jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig om arrangementerne, da jeg hele tiden bliver fanget af en upassende linje, som klodset bliver presset ind i melodierne. En gang imellem synes jeg at kunne ane nogle interessante arrangementer og lidt nerve i nogle af sangene, f.eks. i nummeret ”Usagt”, med dets dystre stemning og lækre guitar. Men det hele drukner simpelthen bare i disse tekster, sunget med den malplacerede vokal.

Titlen på pladen er som sagt, Ren kliché, og tanken har strejfet mig at der måske er nogle bagtanker med denne titel. Måske er det en stiløvelse i at lave en plade, som er ren kliché? Måske har jeg slet ikke forstået hele pointen med hele pladen? Desuden agerer denne plade også soundtrack til et teaterstykke, som bliver opført i februar. Måske går det hele op i en højere enhed i sammenspil med teaterstykket? Det skal jeg ikke kunne sige, men pladen alene går altså ikke op i en højere enhed for mig.

Måske er pladen passende som et lidt dybere og en smule mere dystert supplement til Sys Bjerre i pigeværelserne? Melodierne er jo iørefaldende, og pladen er let at lytte til, hvis man da ellers kan holde teksterne ud. Og nå ja. Hvis alt andet går galt, så er pladen vel oplagt at bruge i danskundervisningen.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat