Plader

HiM: ん

Skrevet af Martin Thimes

Nej, det er ikke finnerne med eyeliner og popgoth-attituder. Det er japansk/afrikansk-inspireret postrock med en erfaren amerikaner bag trommerne.

Jeg forstår ikke et klap japansk og kender ikke meget til Doug Scharins fortid i bands som June of 44, Codeine eller Rex. Men efter at have hørt seneste plade fra det omskiftelige sammenskudsgilde HiM, den ganske mundrette betitlede , er det svært ikke at blive en smule begejstret over, at det er muligt at få en karriere ud af at lave musik i så forskellige udkanter af rockens verden.

HiM er, løst fortalt, trommeslager og multiinstrumentalist Doug Scharins legeplads, hvor han har spillet en art postrock med dub-, jazz-, calypso- og afrobeat-elementer iblandet siden midten af 90’erne. Det gør han sådan set stadig, og end ikke den indbydende kyssende mund på coveret ændrer på, at HiM ikke gør meget væsen af sig. Og det kommer (der er et japansk bogstav, der angiveligt udtales som »hmm«) ikke til at vende op og ned på, for selvom de afrikanske rytmer, den japanske vokal og de musikalske finurligheder står på nakken af hinanden på pladen, så er det en forglemmelig affære.

“Creode”, der åbner pladen, er med et elegant og jazzet trommespil og en konstant udviklende guitarsignatur et fint lyspunkt, der dog generelt ikke gør meget for at ruske op i sine omgivelser. Det samme gælder de kortere numre, som den vuggende godnatvise “Other Echoes (Touch)”, den kontant funky “The Hidden Persuader” eller den krautrockede “It Is Food”. Alle lyder de som numre, jeg har hørt før. Men sidst jeg hørte dem, var de meget bedre. Da var det Neu!. Det var Shogu Tokumaru. Og det var Do Make Say Think.

Højdepunktet på er “Those Who Say”, der over otte minutter for alvor forløser de mange idéer, der er på spil. Trommerne får tid til at opbygge en hypnotiserende hjertebanken, der er fuld smæk på hornsektionerne og strygerarrangementet, og vokalen begrænser sig til en kontrasterende effekt til lyden af de helt rent producerede instrumenter. Det er her, Doug Scharin træder frem som en formidabel dygtig trommeslager, der med simplicitet og viljestyrke holder på sit. Og dermed holder fast i mig, selvom der er gang i nærmest progrock-mange instrumenter og elementer. Fløjter, marimba, congas og rhodes. Det nummer alene er grund nok til få fat i .

Problemet er, at det hele lyder for godt. Det virker ikke, som om Doug Scharin har villet prioritere i instrumenterne, vælge for mig. I stedet kræver han og bandet, at alle instrumenter skal helt frem i fjæset på mig. Hele tiden. Det bliver trættende i længden, og især “Clues to the Roots” lider under et alt for kvælende lydbillede, der ikke efterlader plads til fortolkning. Det er som at stå på en græseng og blive bombarderet med den samme japanske Lambi-reklame gang på gang på gang.

Doug Scharin, HiM, jeg misunder din arbejdsiver, din kompromisløshed, din insisteren på at gøre, hvad der passer dig. Men du bliver nødt til at råbe lidt højere. Eller være mere stille. Du bliver nødt til at beslutte dig for, hvad det egentlig er, du vil mig. Når du gør, så sig endelig til, for “Those Who Say” lover gode ting for fremtiden.

★★½☆☆☆

Leave a Reply