Nyheder

Januar: Årets første koncertoplevelser

Skrevet af Camilla Grausen

Hver gang vi træder ind i en ny måned sætter Undertoner fokus på nogle af månedens koncertmæssige højdepunkter. Vi er nu kommet ind i det nye koncertår med (trommehvirvel): Januar!

Efter juleri og nytårsfester en masse har mange spillesteder givet sig god tid til at sove ud. En del af de små steder har helt lukket i januar, og også mange store koncertsteder har været matte i programmet i begyndelsen af det nye år. Men anden del af januar ser straks bedre ud, og der er igen musikalske godter at finde rundt omkring i landet.

Joan As Police Woman synger til ved koncert i Lille Vega 25.10.08. Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Joan As Police Woman synger til ved koncert i Lille Vega 25.10.08. Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

The xx er et af de bands, der for tiden nyder en betydelig hype i engelske og internationale musikmedier. Kvartetten består af fire englændere, der direkte fra High School har dannet The xx. Debuten udkom i efteråret med 80’er-mørkromantik blandt de mange inspirationskilder og Romy Madley Croftt og Oliver Slims duetter som signatur. Bandet besøger Store Vega fredag den 15. januar og Voxhall i Århus lørdag den 16. Canadiske New Look varmer op til begge koncerter. For københavnere, der ærgrer sig over, at den københavnske koncert er udsolgt, er der også mulighed for at være med på hypen og høre The xx i Debaser i Malmö den 21. januar.

Hvis ”moderne nationalskjald” ellers er en positiv betegnelse, så er vel sådan én, Nikolaj Nørlund er. Hr. Nørlund har i hvert fald opbygget sig en imponerende karriere både med sine dansksprogede soloplader og sine engelske sange med bandet Rhonda Harris – for slet ikke at tale om alt hans andet musikalske arbejde som producer og på pladeselskabet Auditorium. Denne vinter er det Nørlunds dansksprogede sange, der er i fokus. På en lille turné opfører han med band hele det første danske album, Strunge-fortolkningerne på Navnløs, og hele det seneste, Tid og sted. Det sker onsdag den 20. på Voxhall i Århus, den 21. på Fermaten i Herning, den 22. på Pitstop i Kolding, den 23. til morgenrock kl. 10 på Dexter i Odense og sidst men ikke mindst i et næsten udsolgt Store Vega lørdag den 23. januar. Se Nørlund spille ”Tid og sted” akustisk i en ubåd fra de såkaldte Submarine Sessions her.

Electronica-troldmanden Anders Remmer alias Dub Tractor giver én koncert denne vinter. Det sker på Musikcaféen i Århus fredag den 22. januar. Dub Tractor har for nylig udgivet albummet Sorry, hvor han afprøver nye græsgange med guitar og vokal på sine numre, der ellers vanligt er minimalistisk electronica. Den nye drejning har givet ros hos mange anmeldere. Hør numrene fra pladen live i Århus, og varm op med den smukke naturvideo til ”And You Are Back.”

Amerikanske Sunn O))) er svære at betegne genremæssigt. Undertoners anmelder kalder deres seneste album, Monoliths & Dimensions, for drone/doommetal, men med inspiration fra»klassisk minimalisme, science fiction-soundtracks og udknaldet jazz.« Konklusionen på orkestrets album er, at det er intet mindre end en »perfektionistisk magtdemonstration.« Få en anderledes koncertoplevelse og en søndag aften i dommedagens tegn i Lille Vega 24. januar. Opvarmningen er amerikanske Eagle Twin.

I slutningen af måneden, nærmere betegnet den 24. i Lille Vega og den 29. på Voxhall, giver amerikanske Joan As Police Woman koncert. Den talentfulde sangskriver og sangerinde Joan Wasser tager på en mindre turné inden hun går i studiet med sit band for at indspille opfølgeren til seneste album, To Survive fra 2008. I forbindelse med udgivelse af det album, optrådte hun også i Danmark, hvor Undertoner oplevede hende i et propfyldt Lille Vega. For Joan-fans uden billet til den udsolgte koncert, kan hun også opleves på Debaser i Malmö tirsdag den 26. januar.

Følg løbende med i de anbefalelsesværdige koncerter i Undertoners koncertkalender.

Deltag i debat