Koncerter

Jenny Wilson & Tensta Gospel Choir, 16.01.10, Kulturbolaget, Malmø

Skrevet af Camilla Grausen

Mere gennemført bliver det ikke. Jenny Wilson var lørdag aften på hjemmebane i Sverige med band og gospelkor. Med sin perfekte kombi af kunst, pop og show lagde Wilson og co. salen ned.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Jenny Wilson med gospelkor. Tre svenske koncerter var offentliggjort og endda én ganske tæt på Danmark. Det lød jo som noget særligt, der kunne gå hen og blive sådan en speciel koncert, man bare ikke måtte misse. Men man kunne jo selvfølgelig også frygte, at der ville gå ren gospel i den. På vej ind i et propfyldt Kulturbolaget en råkold januaraften var forventningerne store hos de mange svenskere og danskerne iblandt dem.

Jenny Wilson entrerede scenen med vanlig sans for dramatik og showwomanship i en flagrende, rød dragt med stof op over hovedet. Rødhætte er blevet en voksen kvinde, og hun er for sej! Med sig havde hun sit sædvanlige band med bl.a. søster Sara Wilson fra First Floor Power på bas. I scenens ene side var seks mikrofoner opstillet – en til hvert medlem af Tensta Gospel Choir, der ligesom bandet var iklædt sort tøj med lys tyl hist og her.

Wilson og co. begyndte, som på hendes et år gamle album Hardships!, med nummeret “The Path”. Med hviskende kor, røg på scenen og Wilsons stemme, der i rollen som sit eget barn erklærede: »I wanted to be born / So I crawled out in the middle of the night / Out of my mother« skabtes en mytisk stemning, hvor Wilson stod forrest på scenen med udbredte arme som den fortællerske, hun er. Saxofonen overtog, og som gospelkoret foldede sig ud kunne man høre, at numrene fik et ekstra vitamintilskud.

Med de mange glade mennesker på scene og gulv her på Wilsons hjemmebane blev stemningen hurtigt festlig. Det var næsten svært ikke at klappe med på Wilsons sikre r’n’b-inspirerede kunstpop, der live satte ekstra gang i rytmerne. Numrene fik et grundigt løft at det velklingende kor, der tilføjede en helt anden fyldighed til kompositionerne. Frygten for for meget gospel blev gjort til skamme, og koret kunne sagtens have fået en større rolle. Dér hvor de fik mest plads rykkede det i den grad. Der var dog ekstra numre lagt ind i repertoiret, der lod gospelkorets talenter udfolde sig. Bl.a. leverede de sammen med Mama Wilson en fabelagtigt swingende udgave af Bob Marleys “Work”.

Der var også plads til at lade numrene flyde lidt ud i funky jam-lignende mellemspil med god plads til koret. Jeg er overbevist om, at Jenny Wilson er en streng maestro, men hun forstår også at give los af og til. Det nød “Like a Fading Rainbow” og “Pass Me the Salt” specielt godt af.

Aftenens eneste nummer fra debuten Love and Youth var ikke et af de hits, Wilson oftest vælger fra albummet, men derimod “Would I Play with My Band?” Det var en fornøjele at høre live, og nummerets dramatiske opbygning var et perfekt indslag i koncerten.

Efter en god time forlod de mange musikere scenen, men lod ikke publikum vente længe på ekstranumrene: den afdæmpede “Strings of Grass” med Wilson ved keyboardet og den festlige “Only Here for the Fight”. Med dét afslutningsnummer kunne publikum gå ud i den kolde svenske nat med rytme, melodi og glæde i blodet. For man skulle da være en ualmindeligt kold type for ikke at lade sige rive med af sådan en koncert.

Jenny Wilson er virkelig en kunstner, der forstår at styre sine virkemidler. Selv med over ti mennesker på scenen styrede hun løjerne med hård hånd. Hun er en kreativ kunstner, groovy musiker og topprofessionel showkvinde på samme tid. Det er lykkedes hende at finde et gyldent punkt, hvor den samlede koncert hverken bliver for artsy eller for poppet. Og med Tensta Gospel Choir fik hun denne aften i Malmø sat en tyk streg under sine numres kvaliteter og sit eget format.

★★★★★☆

1 kommentar

  • Jenny Wilson kommer til København! 1. maj spiler hun med Tensta Gospel Choir i Koncerthuset – se mere på dr.dk/koncerthuset

Deltag i debat