Plader

Knút: The Desert Holds a Flower

Vores færøske broderfolk kaster støjende, mørke skygger over hjemlandet, og vi præsenteres for Knút, der lover psykedelisk gospelpop. Han holder sit løfte.

Som accenten over u’et antyder, oprinder Knút ikke fra det danske fastland. Han stammer fra Færøerne og har de senere år arbejdet flittigt som dj. De elektroniske beats og dansegulvene er nu lagt på hylden for en stund, og i stedet fokuserer han på at skrive sange med guitaren og at operere i en klassisk band-besætning. Resultatet er The Desert Holds a Flower.

Med Knúts egne ord er musikken »psykedelisk gospelpop med 70’er-shoegaze rock’noll-vibe oveni«. Det lyder som en mistænkelig blanding af inspirationskilder, men faktisk er beskrivelsen rimelig præcis. Jeg vil tillade mig at fjerne rock’n’roll i sætningen. Musikken er langt mere eftertænksom, slæbende og let psykedelisk. Den lyder også ganske moderne og ikke udpræget inspireret af 70’erne. Hvilket ikke er en kritik, tværtimod.

Effektfuldt åbner albummet med ”In My Time of Dying”, en nyfortolkning af en gammel bluesklassiker, der moderniseres, men bevarer sin dystre intensitet og hypnotiske opbygning. Lidt a la Spacemen 3-nummeret ”Revolution”, tilsat en større portion nordisk afdæmpethed. I ”In Your Blood” mærkes inspirationen fra shoegazer, specielt i det brusende støjinferno i omkvædet. Samme tendens er klar i ”Spark”.

I ”Different Kind of Pain” sættes tempoet ned, vokalen bliver langsommere, og en let, nærmest religiøs stemning breder sig. Teksternes fokus på religiøsitet og mislykkede forhold harmonerer glimrende med albummets mørke, gennemgående stemning.

Det virker en smule besynderligt, at en dj med interesse for elektronisk musik skaber en plade, der emmer af psykedelisk rock, shoegazer og mørke stemninger. Ikke desto mindre er resultatet meget helstøbt. Hverken dybt originalt eller banebrydende, men The Desert Holds a Flower er solidt håndværk og en positiv overraskelse.

★★★★☆☆

Deltag i debat