Laura Veirs‘ syvende studiealbum er pÃ¥ ingen mÃ¥de et potentielt hitalbum, der drager fra den ene radiovenlighed til den anden. Pladen kræver en del af sin lytter – og det er ikke, fordi July Flame er præget af total weirdness eller ukontrollerede arrangementer.

Det handler i stedet om at sætte sig ned pÃ¥ sin flade røv og give sig tid til at lytte ordentligt efter: Der er masser af momenter, hvor eftertænksomheden kan fÃ¥ overtaget, og Laura Veirs’ brug af guitar, banjo, kor og strygerarrangementer i det sparsomme og sÃ¥rbare univers giver gode muligheder for at tage en slapper i et godt selskab. July Flame er en nøje afstemt, fokuseret singer/songwriter-folk plade, der gør sig godt i de stemninger, man møder bÃ¥de sommer og vinter.

Laura Veirs giver den som ‘jeg er en lille skrøbelig kvinde med en guitar’-attitude, og det fungerer ganske fint, omend der gemmer sig meget mere end blot lillepige-romantik i kompositionerne. Rent faktisk synes jeg, at de mere mørke passager og melankolske sange klæder Laura Veirs bedst, for her bringer hun virkelig ømheden op pÃ¥ et højt niveau, uden at det kammer over. Her taler vi om en blød PJ Harvey eller noget lignende, der fanger det triste og isolerede, som f.eks. pÃ¥ “Little Deschutes”. Men der er ogsÃ¥ en hel del Indian Summer-numre pÃ¥ pladen, og bÃ¥de “Silo Song” og “Summer Is the Champion” rykker noget tættere pÃ¥ Beach Boys-pop end det folkede og nedbarberede, som ogsÃ¥ fylder godt pÃ¥ July Flame.

Veirs bevæger sig rigtig fint mellem det moderne og det mere old school-folkede, der gemmer pÃ¥ nogle ekstremt gode melodier. Her eksperimenteres pÃ¥ den blide mÃ¥de, og det er ikke, fordi det skal lyde kedeligt, men Laura Veirs gør det bare ikke sværere, end det behøver at være, og det kan man faktisk godt fÃ¥ noget ud af. Det er sÃ¥ elementært og forfinet, at man ikke kan lade være med at synes om det, selvom jeg mÃ¥ indrømme, at en kvinde med en guitar før har skabt større revolutioner. Men: If it ain’t broken, why fix it!

Laura Veirs laver sympatisk musik, der skriger efter at blive lyttet til, og giver man sig tid til det, spår jeg, at man får en fornøjelse ud af sine anstrengelser – medmindre man ikke kan fordrage genren.