Plader

Laura Veirs: July Flame

Der er ikke sket de store revolutionære tiltag fra Laura Veirs, siden man sidst hørte fra hende, men hvad gør det, når hun nu leverer overbevisende folkpop gang på gang.

Laura Veirs‘ syvende studiealbum er på ingen måde et potentielt hitalbum, der drager fra den ene radiovenlighed til den anden. Pladen kræver en del af sin lytter – og det er ikke, fordi July Flame er præget af total weirdness eller ukontrollerede arrangementer.

Det handler i stedet om at sætte sig ned på sin flade røv og give sig tid til at lytte ordentligt efter: Der er masser af momenter, hvor eftertænksomheden kan få overtaget, og Laura Veirs’ brug af guitar, banjo, kor og strygerarrangementer i det sparsomme og sårbare univers giver gode muligheder for at tage en slapper i et godt selskab. July Flame er en nøje afstemt, fokuseret singer/songwriter-folk plade, der gør sig godt i de stemninger, man møder både sommer og vinter.

Laura Veirs giver den som ‘jeg er en lille skrøbelig kvinde med en guitar’-attitude, og det fungerer ganske fint, omend der gemmer sig meget mere end blot lillepige-romantik i kompositionerne. Rent faktisk synes jeg, at de mere mørke passager og melankolske sange klæder Laura Veirs bedst, for her bringer hun virkelig ømheden op på et højt niveau, uden at det kammer over. Her taler vi om en blød PJ Harvey eller noget lignende, der fanger det triste og isolerede, som f.eks. på “Little Deschutes”. Men der er også en hel del Indian Summer-numre på pladen, og både “Silo Song” og “Summer Is the Champion” rykker noget tættere på Beach Boys-pop end det folkede og nedbarberede, som også fylder godt på July Flame.

Veirs bevæger sig rigtig fint mellem det moderne og det mere old school-folkede, der gemmer på nogle ekstremt gode melodier. Her eksperimenteres på den blide måde, og det er ikke, fordi det skal lyde kedeligt, men Laura Veirs gør det bare ikke sværere, end det behøver at være, og det kan man faktisk godt få noget ud af. Det er så elementært og forfinet, at man ikke kan lade være med at synes om det, selvom jeg må indrømme, at en kvinde med en guitar før har skabt større revolutioner. Men: If it ain’t broken, why fix it!

Laura Veirs laver sympatisk musik, der skriger efter at blive lyttet til, og giver man sig tid til det, spår jeg, at man får en fornøjelse ud af sine anstrengelser – medmindre man ikke kan fordrage genren.

★★★★½☆

Deltag i debat