Artikler Interview

Lucy Love – »selvtilliden har jo aldrig fejlet noget«

Skrevet af Christian Klauber

Lucy Love er læssevis af attitude og talent. Hun elsker at få folk til at gå amok. Og hun er kunstner med stort k. Hendes evner udi flere kunstarter gennemsyrer universet Lucy Love. Således også dette interview.

Lucy Love fanget i et eftertænksomt øjeblik. Splittet mellem undergrund og kommerciel leg. Foto: Tobias Myrstrand Leander.

Lucy Love fanget i et eftertænksomt øjeblik. Splittet mellem undergrund og kommerciel leg. Foto: Tobias Myrstrand Leander.

Lucy Love er endnu et skud på stammen af nye danske håb inden for hiphop/rap. Det så man med den roste 2009-udgivelse Superbillion, og under Roskilde Festival samme år indtog hun festivalen med et selvbevidst og selviscenesættende show.

Klubmusik med indhold
Uden for scenens projektørlys fremstår hun afslappet, men er stadig selvsikker og emmer af en overbevisning om, hvilken retning hun skal gå med sin musik. Hun svarer eftertænksomt og ærligt på spørgsmålene, og hendes svar ledsages af et imødekommende smil, da jeg spørger hende, om hendes kærlighed til tempofyldt musik harmonerer med, at hun selv har tempo og er rap i replikken: »Jeg har altid være mega fan af drum ’n’ bass, fordi det har den der puls. Når man hører det, kan man ikke lade være med at danse. Sådan har jeg det også med det meste klubmusik. Og så er det jo fedt at lave noget klubmusik med indhold. Jeg elsker at få folk til at gå amok. For man ved ikke, hvad der sker.«

Men de glade og dansevenlige numre kompletteres af meningernes mod og selvtillid nok til at lave numre, hvor hun fortæller om mere mørke sider af sig selv. Det er her, den hårde og kantede lyd i hendes musik finder sit afsæt. For selv om hun ikke er hård »på den måde,« som hun siger med et smil, så er det netop hårdheden – altså der, hvor Lucy Love viser realiteterne og sine meninger uden omsvøb og går ind, hvor det gør ondt – der giver Lucy Loves sit kantede særpræg og sit indhold: »Det nemme er jo at lave meningsløse tekster,« som hun forklarer.

Fingrene i skabelsesprocessen
Den slags kantede meninger kommer f.eks. til udtryk i nummeret ”No V.I.P.”, hvilket kan synes paradoksalt at tage afstand fra, når man nu selv er very important. Da emnet berøres kommer det med eftertryk: »Jeg holder det hele tiden nede. Jeg arbejder med de samme, som jeg gjorde for tre år siden. Jeg holder fat i det, jeg synes, er vigtigt, og det er at lave tingene selv og at lave det ordentligt. Det gør, at tingene forbliver med det indhold, jeg gerne vil have.«

Det handler altså om at have fingrene i skabelsesprocessen, mens penge og rigdom er mindre vigtigt. Hun fortæller f.eks. med stolthed om Superbillion Records (det uafhængige pladeselskab, der blev grundlagt i forbindelse med udgivelsen af Superbillion) og lægger tydeligvis stor vægt på glæden ved at bygge noget op og se det vokse: »Den oplevelse er meget mere værd end bare at få fløjet noget (producer, red.) ind,« understreger hun.

Det visuelle som redskab
Lucy Love lægger ikke skjul på, at kunstneren og performeren Lucy Love er et konstrueret univers. Er man kritisk, vil man måske synes, at det ligger fjernt fra undergrundens idealer om autenticitet og ’the real deal’. For Lucy Love handler det dog ikke om kynisme, men om at hun er kunstner. Brandet eller universet er skabt, fordi hun havde nogle ting, hun ville ud med, og fordi hun udnytter sin baggrund som billedkunstner: »Jeg bruger mit visuelle udtryk som et redskab. Det gør jeg, fordi jeg synes, det er sjovt at se, om det fungerer.« Det gør hun som et modspil til popmusik, der ofte promoveres på en meget bestemt måde: »Der er nogle faste regler (for at promovere popmusik, red.), og jeg synes, det er sjovt at lege med dem. Så jeg ser det som et alternativt perspektiv på det at tage noget mainstream og se, hvordan det passer ind i vores holdninger. Der, hvor vi adskiller os fra popmusik, er, at vi tager nogle chancer, det gør popmusik ikke.«

Så Lucy Love er ifølge hende selv fanget i at være »en midterting mellem nogle undergrundsværdier og nogle kommercielle værdier.« Hun ser ikke sig selv som kun musiker, men som kunstner, der rummer mange forskellige talenter. Da jeg spørger, om det er meningen, at Lucy Love-universet består af en masse forskellige aspekter, svarer Lucy Love med stor overbevisning: » Ja, dét er det. Jeg laver alle mulige forskellige ting, og jeg har jo altid været dybt overbevist om, at jeg kan alt muligt. Selvtilliden har jo aldrig fejlet noget.«

Ikke så sjovt at lave musik
På den måde er det pludselig ikke længere Lucy Love som musiker, der er interessant. Det er Lucy Love som musiker, som kunstner, som performer, som person, alle hendes evner kombineret, der tiltager fokus. Ifølge hende selv er det også kombinationen af alle de ting, hun får mulighed for at sætte i spil, der gør det sjovt. »Faktisk,« indrømmer hun, »er det at indspille og at skrive musik ikke så sjovt. Jeg elsker at lave musik, men de elementer, det kræver, er hårdt. Hvis der ikke var det sjove med pressebilleder, tøj og scenografi, ville det ikke være så interessant for mig.«

Det kan være et åg at have et talent, der peger i mange forskellige retninger, men Lucy Love formår at samle alle sine evner i sit eget univers. Og hun brænder igennem, både når man taler med hende, og når hun står på en scene. Måske er det, fordi hun formår at overføre sin gnist og begejstring til de ting, hun har en passion for og er med til at bygge op. Eksempelvis er det at sætte et show op noget af det sjoveste, hun ved, for her iscenesætter hun sig selv, samtidig med at hun laver det, hun synes er fedt. Heldigvis ser den glæde ud til at gælde, hvad enten der er tale om musik, poesi eller kunst – eller alle tre dele på samme tid. Hun optræder scenevant og med en autoritet, som havde hun ikke lavet andet i hele sit liv. Måske er det en perfektionisme, der gør det. For som hun siger om sig selv, når hun performer: »Live er jeg iskold. Der skal det bare være lige i skabet.«

Lucy Love medvirker i Dansescenens electric boogie-forestilling ”Menneskerobot”, der er instrueret af Steen Koerner. Sammen med rapperen Saul Williams har Lucy Love skrevet tekster, der indgår i forestillingen som videoprojektioner. Forestillingen spiller fra 9. januar til 6. februar.

Deltag i debat