Plader

Minnaars: Of Our Delirious Former Loving Hours

Minnaars er fra Leicester; det er der mange bands, der er. Minnaars spiller guitarrock blandet med synth; det er der mange bands, der gør. Alligevel leverer Minnaars noget, der gør musikken et lyt værd – måske fordi attitude ikke er alt.

Minnaars er et nyt engelsk band med kun to ep’er bag sig. I de otte numre på deres første fuldlængdealbum føres vi ind i en verden af synthpop, trommebreaks og let forvrængede guitarriff.

Opskriften er ikke ny, bestemt ikke, og første gang, jeg hørte albummet igennem, var min tanke også: Det har jeg hørt før; min første indskydelse var, at det lød som Franz Ferdinand fyldt op med effekter. Måske var det vokalens accent, måske de velkendte rytmeskift, men denne skeptiske nostalgi blev dog snart afløst af opmærksom interesse. For Minnaars formår at bidrage med en tilpas grad af personlighed og individualitet, f.eks. i den meget legende guitarlyd, der indeholder mange små overraskelser og på intet tidspunkt bliver anmasende og for dominerende. Der er et befriende sammenspil mellem simpliciteten og det komplekse – eller sagt med andre ord: Lyden er enkel og ligetil, men kompositionen er ikke. Dette blev mere og mere åbenlyst, jo flere gange jeg hørte albummet, og det er også hovedgrunden til, jeg lader det stå fremme, efter denne anmeldelse er færdigskrevet.

Albummet er én stor energi-shake med en dansabel lyd fra synthen og guitarerne. Lige dele små hoppende knaldperler og buldrende salver gør flere af numrene til potentialer for kreativ kropsudfoldelse, også de interessante math-elementer i trommearrangementet og en insisterende vokal, der har den velkendte britiske accent, som vi kender fra mange andre unge indierockbands, gør det flere gange svært at sidde stille og endda også svært at lade være med at synge med – hvis man altså kan følge med tempoet.

Numrene er relativt ligetil, og så snart man fanger lyden og idéen, venter der ikke de store overraskelser – eller skuffelser. Tom Woodhead (¡Forward, Russia!) har produceret albummet, og det har han gjort godt. Denne form for udgivelser drukner ofte i et virvar af indtryk, der gør det umuligt at skille instrumenterne fra hinanden. Det kan ofte give et indtryk af, at instrumenterne arbejder mod frem for med hinanden – det bliver en kamp for at blive hørt.

Men hos Minaars er lydene elegant afpasset hinanden; der er gjort plads til hvert element, men det betyder ikke, at der er sparet på dem. Det er i sandhed et album, man kan finde nye detaljer i, selv efter flere gennemlytninger. Derudover er der i høj grad gjort brug af den gode, gamle stereoeffekt med flere elementer, der stort set kun er til stede i den ene kanal. Dette ses ofte i form af en diskret guitareffekt, men også som et bærende melodisegment, og det kan flere gange betale sig at mute den ene kanal, blot for at høre detaljerne – evt. kaste sig ud i en manisk panning (når et monosignal spredes i stereo eller i et flerkanalet lydspektrum, hvilket kan gøres for at opnår illusionen af, at lyden ‘bevæger’ sig fra den ene side til den anden, red.) af kanalerne, blot for oplevelsens skyld. Specielt den indledende “An Open Letter to Andrew” har passager, der er opbygget således. De fleste, der har oplevet dette, specielt hvis man hører musik i høretelefoner, finder det forstyrrende, det kan næsten være direkte ubehageligt, men her er det gjort på en elegant og raffineret måde, og det bliver et element, jeg får lyst til at fordybe mig i frem for at flygte fra.

Dynamikken skifter også meget i flere af numrene, nogle steder mere succesfuldt end andre. Breaks, break-downs og progressive passager er bærende elementer, hvilket også er logisk i forhold til mathrock-elementet. Hvis man har tiden og lysten til det, er rytmikken i numrene et interessant element at fokusere på.

Desværre bliver numrene lidt ensformige i længden. Det er meget den samme lyd hele albummet igennem: Instrumenterne har de samme roller igen og igen, og deres lyd gentager sig. Og som det er med alt godt, er der også en grænse for, hvor meget man kan tage.

Of Our Delirious Former Loving Hours er en flot debutplade, fyldt med musik der umiddelbart virker som godt livemateriale, både på grund af de mange elementer, der vil kunne tilfredsstille barstolens nikkende weekendkritiker, og de legende rytmer der, hvis præsenteret korrekt, vil kunne fylde gulvet. Ifølge bandets hjemmeside spiller de i Studenterhuset i København 23. januar – en koncert, der kunne blive interessant.

★★★★½☆

1 kommentar

Deltag i debat