Plader

Moonface: Dreamland EP: Marimba and Shit-drums

Skrevet af Daniel Heydorn

Spencer Krug går solo og erklærer samtidig sin uforbeholdne kærlighed til marimbaen. Første spadestik er denne ep’s enlige, 20 minutter lange nummer, der nærmest udelukkende er båret af marimbatoner og Krugs karakteristiske vokal.

Moonface er den seneste tilføjelse til den efterhånden omfattende række projekter, Spencer Krug er involveret i. I modsætning til de øvrige er dette dog helt hans eget. Fra Frog Eyes over Swan Lake, Wolf Parade og Sunset Rubdown har hans udfoldelser været højstemte, intense og stærkt melodiske, og fraværet af alle disse karakteristika er derfor det mest umiddelbart bemærkelsesværdige ved Moonface-projektet.

Dreamland må ses som en markant reaktion på bagmandens distinkte, allestedsnærværende artrock-persona og hans hvileløse arbejdstempo over de sidste fire-fem år. Med så mange udgivelser over en så begrænset periode – som godt nok har varieret i lyd og energi, men ikke budt på de store udsving, hvad angår Krugs personlige udtryk – kan det ikke overraske, at manden efterhånden er godt træt af inderligt at besynge sit eget mytologiske tekstunivers.

Med denne ep skrotter canadieren derfor hovedparten af det, der hidtil har kendetegnet hans musik, og omdrejningspunktet bliver i stedet den drømmejournal, man efter sigende får med ved køb af en vinylkopi af pladen. Den hvinende guitar, det hoppende klaver og den hysteriske falset ryger resolut ud i kulden, og marimba, afdæmpede vokalharmonier og lejlighedsvist trommeakkompagnement inviteres ned under dynen. En ep med ét langt, trætangentbaseret nummer lyder måske som et yderst ambitiøst udspil, men her søges ikke at trække på minimalismens dyder; snarere er instrumentets vellyd det eneste argument for dets tilstedeværelse, og idéen med opbygningen virker til at være at genskabe et svævende og legesygt rum til fremførelsen af den ordrige drømmejournal.

Tekstuniverset er dog stadig umiskendeligt Krug’sk; han er »the moonfaced flowerchild« og beretter gennem den symbolpakkede fortælling om guitarer af glas, kanoner, der falder fra himlen, skjulte haver og stjernekiggeri. Over de 20 minutter vender han flere gange tilbage til de tidligere besungne scenarier, men for hver gang ændrer han let på ordene, så nye billeder træder frem, associerende og spontant. Efter et par minutters tilløb med marimbaen som eneste deltagende introduceres det flerstemmige vokalarrangement, trommer støder til, og det hele minder nu lidt om en typisk Krug-sang, hvorefter alt andet end marimbaen toner ud, og opbygningen starter forfra. Krug varierer vokalens melodilinje, men den peger hele tiden tilbage mod den oprindelige figur – som en drøm med et tilbagevendende, mere og mere udvisket tema.

Da drømme ikke har instruktører, manuskriptforfattere eller for den sags skyld sangskrivere, er de sjældent dramaturgisk interessante. De har ikke intensiverende opbygninger, uforudsete drejninger eller store forløsninger, og det har Dreamland heller ikke. Resultatet virker derfor retningsløst og uden den belønning, man sidder og venter på. Konceptet har sin charme og følges stringent, men det er i sidste ende bare ikke specielt underholdende at lytte til en alenlang, blodfattig udgave af en gennemsnitlig Spencer Krug-sang. Jeg vælger at tro, at projektet mest af alt er en reaktion på den uvant lettilgængelige Dragonslayer, en måde at bane vej for fremtidige, mere vellykkede eksperimenter og en nødvendig retræte, inden det atter går løs med næste Wolf Parade-udgivelse, og i så fald er svipseren til at tilgive.

★★½☆☆☆

Deltag i debat