Plader

N.A.M.B.: B.M.A.N.

B.M.A.N. er en rædderlig blanding af lyd, der er væltet ned i slags melodi-mixskål for derefter at blive pisket totalt i smadder og endelig til sidst hældt ud i atten portioner med dertil påsat mærkat: ’MØG’.

Engang midt i 90’erne var der den der Levi’s-reklame, hvor et rumskib lander i en baghave og ud træder en menneskelignende alien i Levi’s-bukser akkompagneret af tonerne af Babylon Zoos landeplage ”Spaceman”, som rent musikmæssigt dengang lød forholdsvis lovende i de første måske 20 sekunder. I hvert fald indtil Babylon Zoos frontmand Jas Mann begyndte at synge, og alting ramlede sammen som en vanvittig dårligt konstrueret mur med sten af det pureste møggrød.

Italienske N.A.M.B.s udspil B.M.A.N. giver mig på de første par skæringer den helt særlige genkendelige fornemmelse af at være tilbage i den tid, hvor ovennævnte gruppe huserede. Den der fantastiske umiskendelige lyd af toner, der foregiver at være konstrueret med det formål, at det skal udgive sig for at være musik i en eller anden forstand, men i stedet bliver en forfærdelig rodet og rædderlig blanding af lyd, der er væltet ned i slags melodi-mixskål for derefter at blive pisket totalt i smadder og endelig til sidst hældt ud i atten portioner med dertil påsat mærkat: ’MØG’. Som et slags billedlotteri, hvor man forgæves prøver at huske de her små bidder af roderock, men konstant kommer til at stykke dem forkert sammen og aldrig har held til at parre stumperne. »Skidt,« har bandet, producer og andet studiegodtfolk sikkert tænkt, trukket på skuldrene og er bare gået planken ud og efterladt stumperne dybt deforme, forhutlede og sygeligt handicappede og alligevel tilladt dem at se dagens lys. Den slags burde forbydes.

B.M.A.N. er gruppens andet forsøg på at skabe noget musikalsk, og jeg føler ikke helt, målet er nået, langtfra. Processen med at tvinge klumper af påstået melodisk lyd sammen startede tilbage i 2006 og handler kort og groft sagt om denne her lille robots (B.M.A.N.) jagt eller decideret søgen efter musikalsk frihed. Det har gruppen ment skulle tage 18 stykker tåkrummende pop/jock-arenarock og storladne, ultrahypede, hysteriske numre. Derudover hører der til cd’en ca. 100-siders booklet, der er fyldt med tekst om og tegninger af denne lille robots frihedsfærd. Serien kan også læses på bandets hjemmeside.

Af pladens 18 stykker larm er der dog en lille bitte håndfuld af noget lettere fordøjeligt og harmonisk genkendeligt lyd – bedre kendt som begrebet musik. Numre som ”Bye Bye Sides”, der smager lidt af rar sommerudflugt i bedste Animal Collective-stil, eller ”Work It Out”, som definitivt er et flot lay-up af en omgang i ringen med Thom Yorke og resten af Radiohead-lineuppet, hvis vi altså ser bort fra vokalen. ”FWR” rammer en fin, nærmest troværdig strøm af lidt TV on the Radio og måske en snert Nørlund/Rhonda Harris, og jeg tror endda, det er pladens skønneste 2 minutter og 47 sekunder, der bliver leveret. ”Hate My Telephone” er også en sær, rar gestikulerende hybrid mellem Animal Collective og Panda Bear med sul på guitarens rumklang og falsetstemmer, der rumsterer. ”Blue Sky” – 18. og sidste kapitel – er smukt i sin rolige klaviatur-enkelhed, og hjerteklapperne ånder forholdsvis fred igen.

Jeg tror, jeg markerede fem numre, der kunne byde på andet end hysterisk absurditet og provinsbar-jukebox med dens hjernedøde skive på skive og stereotyp-fanfare. Er ganske sikker på, at jeg bedre kunne udstå en time i selskab med 120 decibels Merzbow eller Knurl end denne plades majoritet af skingre, struttende partisanersøm i mine ører.

Men når gruppen alligevel formår at ramme noget, der har et udgangspunkt for noget, der kan videreudvikles til decideret gode og konkrete toner, er det mig simpelthen uforståeligt, at der satses så skammeligt på den hårdtpumpede energiske Red Bull-hysteri, som man bliver komplet vanvittig af, inden cd’en er spillet fra ende til anden. Det er mig en gåde, men alligevel ejer N.A.M.B. nogle kvaliteter. De er bare temmelig godt gemt væk, og det forventes nok ikke, at alle lyttere når at finde frem til disse enkelte skæringer, førend man er blevet ført på afsindige afveje.

Gruppen brander eller markedsfører sig også på, at bandnavnet N.A.M.B. er et akronym. Det vil sige, at hvert bogstav for sig står for noget, ligesom N.A.S.A. f.eks. står for National Aeronautics & Space Administration. Forskellen er så bare, at N.A.M.B. ikke rigtig står for noget, men at man derimod som fan/interesseret/nysgerrig/hader etc. selv kan finde på noget, f.eks.: Nicotine Affects Mind Behaviours, None Acronym Means Bman eller min favorit: Notte Australe Mattina Boreale. Mit bidrag til skuffen må desværre nok være: Noget Afsindigt Møgbæ.

★½☆☆☆☆

1 kommentar

Deltag i debat