Koncerter

Panda Bear, 15.01.10, HAU 2, Berlin, og 16.01.10, Stuk, Leuven

Skrevet af Kasper Würtz

Hvis du var til Panda Bear i weekenden og harcelerede over den irriterende fyr, der hele tiden sms’ede, stod du nok ved siden af en fra Undertoner. Kasper Würtz og Mikkel Arre har dokumenteret Panda Bears koncerter i Tyskland og Belgien.


Fotos: Kasper Würtz

Den opmærksomme læser har nok lagt mærke til, at Panda Bear ikke var at finde på Undertoners oversigt over januars koncerter. Noah Lennox var ellers i nabolaget for at lufte det nye materiale, som skal følge op på mesterstykket Person Pitch. Desværre var det ikke lykkedes for de danske koncertbookere at få stablet en koncert på benene. Derfor støvede Undertoners Kasper Würtz og Mikkel Arre deres respektive pas af for at rejse ud i Europa for at høre, hvad Animal Collective-medlemmet nu havde fundet på.

For at dokumentere koncertoplevelsen så umiddelbart som overhovedet muligt besluttede de sig for at smide notesblokken væk og i stedet skrive sms-beskeder, som indkapslede det øjebliksbillede, de stod over for. Og for at ikke at irritere flere koncertgængere end højst nødvendigt overværede de koncerten i to forskellige lande: Kasper Würtz tog til Berlin i Tyskland og Mikkel Arre til Leuven i Belgien.
Dette er, hvad de oplevede:

20.14 (Kasper): Her er virkelig mange mennesker. Jeg ved ikke helt om berlinerne generelt stopper med at vokse, når de bliver 1,65 eller om det bare er Panda Bear-fansene, som er lave, men det bliver ikke noget problem at se giraffen. Eller Pandaen. Her er både smarte kids med Devo-hatte og en Zlatko Buric-lookalike. Så kan det ikke gå helt galt.

20.19 (Mikkel): Set udefra ligner Stuk en mellemting mellem kantinen på mit gymnasium og en restaurant med rødt lys. Det ser ud, som om folk sidder ved borde, og jeg tænker, at nogen snart får en cappuccino galt i halsen.

20.58 (Mikkel): Folk i Leuven er meget stille – med undtagelse af ham, der lige benyttede stilheden inden opvarmningsnavnet Deakins første toner til at råbe »wu-hu«, så det ekkoede og ekkoede og ekkoede via mikrofonen. Lige nu lyder Deakin [der er bandkammerat med Panda Bear i Animal Collective, red.] som Tim Buckley i en udgave, vi aldrig før har hørt: med et dumpt, dumpt 4/4-beat under sig.

21.04 (Mikkel): Buckley senior lignede vist heller aldrig Kasper Eistrup. Lige nu lyder det som Panda Bears Young Prayer indspillet i et hjemsøgt hus med knirkende hængsler. Her er også en far-søn-relation på spil i teksterne, og han synger med en så intens indlevelse, at effektsovsen ikke kan skjule, at han mener forretning.

21.34 (Mikkel): 25 min. med et knastørt, mestendels monotont trommemaskinebeat er rigeligt. Hvis historien, om at Deakin vil til Afrika og spille koncerter, er sand, skal han arbejde lidt med sin rytmik. Nå, nu lyder det som en Feels-sang med voldsomt forstærket græshoppeknitren som beat. Hvis de nye Panda Bear-sange lyder sådan, skal vi nok glemme al den regn, Belgien har budt os. Og at belgiske uni-studerende lader til at svede meget. Panda Bear: snart.

21.45 (Kasper): Der vanker i øvrigt håndmadder, hvis nogen af os bruger udtrykket ‘Noahs ark’. Eksempelvis som i »Der er noget i vandet i Brooklyn: Noahs ark.«

21.52 (Mikkel): Folk opfører sig helt ubegribeligt belevent. Han er lige gået på, og maksimalt fem mennesker jublede, da han kom ind. Der er drønende synthdetonationer som hors d’oeuvre.

21.53 (Kasper): Første nummer gør det meget klart, hvorfor man fik udleveret gratis ørepropper. Det første nummer brummer helt ind i sjælen. Jeg kender det ikke, men det er virkelig hypnotiserende. Det er dystert, clubbin’ og højtideligt. Det er som en gudstjeneste i Blade Runner-universet.

21.54 (Mikkel): Forestil dig Fuck Buttons smide alle beats væk og skrive en Richard Youngs-plade. Forestil dig dét, og du er et sted mellem mine trommehinder og min hjerne lige nu.

22.01 (Mikkel): Lige før tog solen LSD og eksploderede på lærredet bag ham. Nu spiller han guitar: sløv janglepop, der snarere sender hilsner til et bedøvet Lush end til Sarah Records. Meget mere sangorienteret, end jeg havde drømt om. Den her sang kan omtrent spilles ved et lejrbål. Et lejrbål ved foden af en alt andet end udslukt vulkan.

22.13 (Mikkel): Hvis han skruede lidt ned for det kedelige technotrommespor og de skingre klaverovertoner, ville vi få et formidabelt popnummer, der kunne redde en sommerweekend eller to. Strålende melodimateriale: Lennox classic. Men okay, beatet fik i det mindste de forreste til at danse. Indtil nu har alle ellers opført sig som gæster til en højtidelig fernisering. Måske endda en digtoplæsning.

22.18 (Kasper): Der er ikke rigtig nogen velkommen-måtte foran Panda Bear. Fire mørke, nye numre bliver smidt ud i rummet uden så meget introduktion. Ja, uden noget som helst, faktisk. Stakkels bootleggere. Nu spiller han en råsej WTF-udgave af “Daily Routine”. Nej, han venter. Og spiller mere nyt! Det er genialt, det der.

22.21 (Mikkel): Den staccato version af ”Daily Routine” havde kun ét hjertekammer og var ikke værd at skrive hjem om som andet end en tåget drøm om noget umiddelbart genkendeligt.

22.24 (Kasper): Røgmaskinerne får det til at lugte af klubfest. Og jeg er klar til at danse. Men der er ikke meget “My Girls” over det her. Det er langsomt og lullende. Der er meget mere Type Records med steady beats end Brian Wilsonsk solskin.

22.26 (Mikkel): Men det er helt i orden, at der ikke er hits, for nu er hans vokal på plads: mindre mellemleje, mere af den der evigt sjælegranskende svæven. Og nu noget af den flotteste falset, jeg har hørt fra ham – i blændende kontrast til en sær, abrupt guitarrundgang.

22.28 (Kasper): Okay, nu danser jeg alligevel. Hvor er mit knæklys?

22.29 (Mikkel): Nu er det ultra-clubbin’. Hvorfor raver folk ikke? Hvis der ikke er rave, så må det være Belgien.

22.35 (Kasper): Skingre fugleskrig med tung, tung bas. Kasper Würtz likes this.

22:38 (Mikkel): Sangene er så mange, forskellige og uvant korte, at der snart ikke er plads til flere lapper på min bevidstheds patchwork. Mage til mislykket sprogbillede. Den diametrale modsætning til den vidunderlige vokalmelodi, han lige har gravet frem.

22.46 (Kasper): »Hej, jeg hedder Panda Bear. Velkommen til min No Hits-tour.« Men det er sgu stadigvæk rockin’, Noah. Både musikken og det flimrende lærred er ren feberdrøm, som man ikke forstår, når man er midt i det. Og så var han lige pludselig væk. Æv, mand. Kort, men godt, men sært, men spændende.

22.48 (Mikkel): Lidt et antiklimaks at slutte med det nummer, der lød mest, som om Panda Bear spillede Panda Bear uden at ville mere. Generelt var der betydeligt mere mol og en følelse af større uafklarethed end på Person Pitch; hvis der også skal være dyr i en svømmepøl på næste cover, skal de være mindre nuttede og mere uberegnelige. En bister, men dog sjælesøgende grævling, f.eks. Anyway, sangene lyder stærke nok til at kunne blive bedre. Eller rettere: endnu bedre.

22.55 (Kasper): P.S. Selv om det føltes ret sejt, da han lavede Sven Gehrs-finten med “Daily Routine”, så sidder man lidt nu og føler, at han egentlig sendte bolden i sidenettet. Jeg ville nu godt have haft bare lidt velkendt at danse til. Nu havde jeg ligesom taget skoene på til det. Jo-jo, de nye numre var gode. Men jeg ville faneme godt have hørt bare et enkelt hit. “Bros”. Giv en bro lidt “Bros”. Koncerten ender på et firetal.

23.05 (Mikkel): Først var jeg klar til at give 4,5, fordi det var så overraskende catchy. Nu har jeg det mere, som om koncerten var som at skrive om den undervejs; en flimrende, lidt uformelig jagt efter sammenhæng. 4 bliver det: for en lidt konfus rumvandring blandt stjernetåger, der endnu ikke helt er blevet til egentlige konstellationer.

Panda Bear, Hau 2, Berlin:

★★★★☆☆

Panda Bear, Stuk, Leuven:

★★★★☆☆

2 kommentarer

  • Fantastisk lille stykke stemning, der er blevet støbt sammen der. Tak for at give så vidt et indblik i oplevelsen som muligt – det lyder spændende, og jeg venter lidt mere utålmodigt nu.

  • Fantastisk korrespondence! Mere af den slags tak. Forpulet friskt og overrumplende subjektivt uden dikkedarer.
    Og så er Daily Routine noget af det mest fantastiske den mand sætter lyd på (siger han mens han lader tanker gå til Animal C.’s koncert på Loppen forrige år hvor selvsamme track blev møgskam-banket ud i rummet og til dags dato stadig kan gyldent henrykke når den lille optagede hjemmevideo sekvens får lov at køre på skærmen herhjemme).

Deltag i debat