Instrumental musik er ofte en tvetydig sag at beskæftige sig med. Det kan være svært at forholde sig til manglen på tekst, som man kan gå og skråle med på eller fundere over. På den anden side giver manglen på tekst musikken et andet potentiale for, at lytteren kan tilegne sig den. Der er netop ikke nogen stemme, der kan formidle og fortolke albummet.

Pg. Lost er et fire mand stort postrockband fra Sverige. De udgav deres første fuldlængdealbum, It’s Not Me, It’s You, i 2008 og er nu et år senere klar med opfølgeren In Never Out. Hvis man kan se Four Tets legende elektroniske udskejelser som musikkens svar på tegneserieskaberen Will Eisner, komplet med et væld af detaljer og finurlige indslag, så er In Never Out mere lig Marjane Satrapis ikonografiske stil. Den minimalistiske stil skaber et værk, der bliver forstærket gennem forenkling.

In Never Out benytter sig af en langt mere melankolsk stemning end forgængeren. De bratte skift mellem det stille og støjende, shoegazer og postrock, er bibeholdt, men indgår denne gang i et mere overbevisende samspil. Der præsenteres seks numre i løbet af pladens 51 minutter. ”Prahanien” åbner albummet med en enkel, klingende og klar klang, der bliver gentaget, mens stemningen langsomt bygges op med marchtrommer og drømmende guitartoner. Det er frostsart og melankolsk og luller lytteren ind i en meditativ flydende tilstand, for derefter, WAUM, uden varsel at slå over i tung, tung, tung støj. Roen splintres, og musikken tager livtag med lytterens humør. Det er vidunderligt nedtrykkende. Gennem hele albummet rulles de store lydbilleder ud, som snor sig ind og ud af hinanden med vekslende intensitet.

Musikken er bygget op om lange gentagne mønstre, hvilket sammen med de af og til glidende overgange mellem numrene giver en oplevelse af, at de aldrig ender. Der er en sær oplevelse af, at musikken står stille, mens den samtidig forgrener sig i minutiøse variationer over samme tema. Dette er specielt tydeligt i den dragende ”Crystalline”. De minimalistiske kompositioner er poleret til noget nær det perfekte. Det er en langstrakt rejse gennem et smukt, men melankolsk landskab. Ligesom på den foregående plade er trommerne det bærende element, som bringer lidt mere leg ind i det til tider ensformige lydbillede.

In Never Out er netop til de indadvendte stunder. Den er yderst velegnet til at skabe den selvvalgte, nogle gange tiltrængte weltschmerz, som passer så fortrinligt til den danske vinters grå stemning. Det er ikke som sådan musik, der skal opleves sammen med nogen eller som et underholdningsmoment. Derimod er Pg. Losts nye album til de stunder, hvor man ønsker at fortabe sig i musikken. Pg. Lost skaber som sådan heller ikke i denne omgang noget revolutionerende og nyt, men til gengæld er det lytteværdig og slidbar postrock.