Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2009 (del 1)

Skrevet af Redaktionen

Så starter vi optakten til Undertoners årsliste 2009. Som sædvanlig kigger vi på nogle oversete plader fra året, der gik, der af den ene eller anden grund ikke blev anmeldt. Her er første del…

36_Hypersona 36: Hypersona

af Mikkel Arre

Det er svært at finde andre fakta om 36 og albummet Hypersona, end hvad jeg allerede har skrevet. Næsten lige så skrabet er 36’s frostklare ambient, hvor små fine klokkemelodier eller manipulerede klavertoner glitrer i selskab med nærmest ikke-eksisterende baslinjer, lavmælte synthflader eller field recordings af susende vind eller dryppende vand. Sine steder bliver melodimaterialet lige vel monotont, men det ændrer ikke på, at Hypersona er et særdeles smukt lydspor til vinternætter. Køb albummet til den pris, du vil betale, hos 36.

At Swim Two Birds_Before You Left At Swim Two Birds: Before You Left

af Jakob Vedel Lisbjerg

Det er endnu en gang en følelsesmæssig nedtur, engelske Roger Quigley er på med sit seneste album som At Swim Two Birds. Det er, som om alle hans kvindelige bekendtskaber er bestemt til at gå galt, og at han derefter bliver nødt til at analysere og dissekere dem i detaljer. Quigley er en mester i melodisk intimitetsfolk, og mens han dulmer smerten med rødvin og smøger, kan andre ironisk nok nyde hans smerte. Ren medicin for folk med knuste hjerter.

Bonnie_Beware Bonnie Prince Billy: Beware

af Christoffer Basse Eriksen

Det er nu over et årti, siden Bonnie “Prince” Billy udgav I See a Darkness – det mørke album, der med sit spøgelsescover desværre stadig står som mandens ultimative udgivelse. Desværre, for Bonnie laver stadig fremragende albums, de hæver sig bare ikke længere over den efterhånden store mængde af singer/songwriter-albums, der bliver udsendt. Beware eksemplificerer dette meget godt: En række sange af god kvalitet, der mærkeligt nok ikke efterlader særligt dybe mærker. Bonnie er blevet for glad, for hygget og for rigt orkestreret. Kan man tillade sig at håbe på en lille depression i 10’erne?

Black Dice_Repo Black Dice: Repo

af Kim Elgaard Andersen

Endnu en gang har de tre newyorkere i Black Dice taget deres udstyr ud på overdrevet og manipulerer lyde, loops og beats ind i deres egen forskruede forestilling om larmende dansemusik. Humoren skinner igennem i deres legende, abstrakte grooves, der klistres sammen af lydkilder fordrejet til ukendelighed. Det sitrer og spjætter, når kolberne koger over i det lille lydlaboratorium.

Black to Comm_Alphabet 1968 Black to Comm: Alphabet 1968

af Daniel Heydorn

Alphabet 1968 er dødsambient, der vil noget. Pladen favner stemninger fra eventyrligt, rugende mørke til bittersød og uendelig smuk forløsning, og med sine 10 relativt kortfattede numre forsøges der med en – for en udgivelse af denne type – ret usædvanlig struktur. Black to Comms lydbilleder, der primært består af orkestrale loops sammensat af gamle samples og egne indspilninger, skifter abrupt, hvilket skaber fremdrift og er med til at underbygge den snigende uhygge og altomsluttende melankoli.

Blackout Beach Blackout Beach: Skin of Evil

af Daniel Heydorn

Den über-patetiske Frog Eyes-frontmand Casey Mercer har droppet bandet, hvilket har skabt en usædvanligt konfronterende, nedbarberet og klaustrofobisk plade under navnet Blackout Beach. Et nærmest ubehageligt indgående studie af Mercers lidelser uden bandets støjende udfoldelser som distancerende filter. Det er en intens oplevelse at være i stue med manden, der lærte Spencer Krug at være Spencer Krug, men når det begrænses til en halv time og leveres så kyndigt som her, kommer man ud på den anden side med en stærk musikoplevelse.

James Blackshaw James Blackshaw: The Glass Bead Game

af Christoffer Basse Eriksen

James Blackshaws musik kan med lidt god vilje kategoriseres som moderne kompositionsmusik. Dybe guitarflader overstrøet med strygere og til tider klaver og korsang. Blackshaw er en virtuos, og han har et utroligt øre for melodier. Melodierne ligger gemt bag en bølgende mur af guitar, men de er der, og de bliver hængende. Anbefales lyttere af John Fahey og nyligt afdøde Jack Rose.

The Clientele The Clientele: Bonfires on the Heath

af Martin Thimes

Engelske The Clientele er ikke et band, der råber højt. Deres underspillede og reverbpenslende popsange har siden de første syvtommersingler roteret i nogenlunde samme hastighed omkring temaerne kærlighed, tungsindig storbyliv og… kærlighed. Det fortsatte de med på Bonfires on the Heath, der ikke føjede meget nyt til det tågede, vellydende London-besyngende billede, de har malet på deres forrige albums. Men alligevel viste bandet med stærke sange, at de ikke har tænkt sig at forsvinde i tågen lige foreløbigt. Hvilket man kan være godt tilfreds med, for The Clientele var et af de mest konsistente guitarbaserede popbands i sidste årti.

Cymbals Eat Guitars Cymbals Eat Guitars: Why There Are Mountains

af Signe Palsøe

Med udgangspunkt i en Modest Mouse’sk omgang indierock formår de guitarædende bækkener at komme en god bid af det musikalske spekter igennem med deres glimrende og lidt for oversete debut. Skrabet indierock afløser storslåede, orkestrale passager, der afløser vide støjflader, der afløser skramlet garage, og aldrig flyder genrebægret over. Faktisk er albummets helstøbthed og holdbarhed slående.

Deltag i debat