Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2009 (del 2)

Skrevet af Redaktionen

Så er vi klar med anden del af plader, vi overså i 2009, som fungerer som nedtælling til Undertoners årsliste 2009…

d-rradio d_rradio: Leaves

af Mikkel Arre

Debutalbummet fra d_rradio var let, funklende electronica, og derfor kom udviklingen på Leaves som en overraskelse. Helt uden klik og blip byder dobbeltalbummet på yndefuld ambient med stor tålmodighed; numrenes længde varierer fra tre til 32 minutter. Oplagte referencer er Eluvium og William Basinski, men Newcastle-trioen når ikke helt de højder – bl.a. fordi visse af numrene ikke er stærke nok til at være langstrakte. Men når d_rradio er gode, er Leaves den lydlige inkarnation af midnatseftertænksomhed.

Dan Deacon Dan Deacon: Bromst

af Kim Elgaard Andersen

Den universitetsuddannede elektroniske komponist Dan Deacon virker som en rastløs størrelse og har samtidig en forkærlighed for Brian Enos rockplader og klassisk minimalisme. Han er i høj grad barn af den postmoderne verden og sprøjter derfor et virvar af inspirationskilder ud i nogle hyperaktive kompositioner, hvor simple otte-bit-melodier ræser af sted som Sonic the Hedgehog med fordrejede Anders And-vokaler flagrende efter sig. Bromst er en samling ekstreme looney tunes.

The Dutchess & the Duke The Dutchess & the Duke: Sunset/Sunrise

af Martin Thimes

The Dutchess & the Duke har ikke ligefrem opfundet den dybe tallerken. Dreng/pige-harmonier, håndklap og tør rock er duoens omdrejningspunkt. Jesse Lortz synger stadig som en sær blanding af en ung Bob Dylan og en endnu yngre Mick Jagger, og Kimberly Morrison synger stadig, som om det er første gang, hun åbner munden. Den akustiske guitar har hovedrollen på et album, der med strygere, en snert af rastløshed og en masse loooove lyder, som Violent Femmes ville have lydt, hvis de havde smidt deres funny bones og droppet al deres gøgl. Det er gedigen retrorock uden snert af ironi, og det er næsten lige så fremragende, som deres overrumplende debut fra 2008.

Extra Golden Extra Golden: Thank You Very Quickly

af Martin Thimes

Det særegne møde mellem amerikansk indierock og kenyansk guitarpop fortsætter sit succesridt på Thank You Very Quickly. Lyden er som en smeltedigel af sukkersød afropop og skarptskårne hvide guitarfigurer, og det fungerer upåklageligt. Det er ikke ligefrem nogen lettilgængelig fortolkning af den traditionelle kenyanske musik benga, som forsangeren og trommeslageren har som udgangspunkt. I stedet er Extra Golden et respektfuldt møde mellem to musikalske kulturer, der ånder og lever som sin helt egen enhed og ikke har den mindste bismag af novelty act og nemme tricks. Det fungerer lige godt i New York og i Nairobi.

Japandroids Japandroids: Post-Nothing

af Kim Elgaard Andersen

Sjældent er det ramlende start-20’er-liv blevet beskrevet så nøjagtigt som på Japandroids Post-Nothing. Det er skramlet, væltende garagerock, der rasler af ungdomsovermod. Bandet bider sig fast i deres bekymringsløse teenagetid og flygter i høj fart fra voksenlivet, virkeligheden, i et forsøg på at holde potentielle fiaskoer fra livet, mens deres iver i virkeligheden kun får fiaskoerne til at rykke tættere på. Årets bitre energibar.

Karen O and the Kids Karen O and the Kids: Where the Wild Things Are

af Signe Palsøe

En uvant fortrolig Karen O åbner albummet: »You could use a story.« Det får man da også med soundtracket til Spike Jonzes filmatisering af den berømte børnebog, og selvom tonen er simpel, legesyg og eventyrlig, er der ingen grund til ikke at lytte efter. Karen O’s sans for gode melodier kommer til udtryk gennem vilde børnekor, intime vokaler og en omfattende og legesyg slagtøjssektion. Aldrig har barndommen været så voksenvenlig.

Lotus Plaza Lotus Plaza: The Floodlight Collective

af Daniel Heydorn

Lotus Plaza-bagmand og Deerhunter-guitarist Lockett Pundts plade tjener for kenderen både som en fremragende genfortolkning af shoegazergenren og en spændende afbildning af Deerhunters bandanatomi. Hvor Cox er den flamboyante og hyperproduktive outsider, er Lockett den indadvendte dagdrømmer, som omhyggeligt rendyrker sin lyd. Det er 60’er-pop, støj, vokalharmonier, et hint af noget elektronisk og spandevis af reverb; en opskrift, som er svær at tilføre noget nyt, men det er lige præcis dét, der lykkes.

Mount Eerie Mount Eerie: Wind’s Poem

af Kim Elgaard Andersen

Phil Elverum har altid været af en eksperimenterende natur, både under navnene Microphones og Mount Eerie, men at han skulle placere sin skrøbelige stemme i en storm af massive blackmetal-riff, havde de færreste nok forudsagt. Mørket trænger som tunge regnskyl ned i albummets muld, og mellem de soniske storme opstår ambiente, tyste lydbilleder. Elverums vokal flagrer i midten af begge ekstremer med sine naturbilleder. En voldsom og ærefrygtindgydende plade.

New North Wales New North Wales: s.t. EP

af Mikkel Arre

Fem år efter den stilfærdigt fremragende vinterplade The Sounds They Made genopstod duoen Empress i år under et nyt navn. Nicola Hodgkinson og Chris Coyles fremgangsmåde er imidlertid stadig den samme: Med simple akustiske guitarrundgange, klavertoner og et par enkelte andre virkemidler laver Coyle et ultra-skrabet skelet, som Hodgkinson fylder ud med enkle, sørgmodige vokalmelodier og frem for alt med sin fantastiske, intime mellemleje-stemme. Den godt 20 minutter lange ep er ikke en af årets absolut bedste plader, men den er så rar og indtagende, at den er blandt dem, jeg har hørt mest.

Leave a Reply