Puha! Det var meget metal for en enkelt uges tid. Først tævede Undergang og Dead Instrument Loppen til døde i lørdags, så fik Sunn O))) jorden udenfor Vega til at ryste i halvanden time, og så lige tre gange metal på en tilsneet onsdag aften. Sådan. Så er 2010 vist også skudt i gang med manér.

Det var nu ikke mange mennesker, der havde fundet vej til Baroness-koncerten, hvilket kan undre lidt, Baroness’ succes over det sidste Ã¥rs tid taget i betragtning. De har spillet pÃ¥ Roadburn-festivalen i Holland og udgivet det kritikerroste undergrundshit “Blue Record” i efterÃ¥ret. Og i den anledning fik vi dem pÃ¥ dansk jord igen.

Rising

Aftenens første navn var de lokale drenge fra Rising. Bandet har et par år på bagen, men har for et halvt års tid siden fået ny sanger og bassist, og nu går det over stok og sten. En selvudgivet fire-spors ep og en nominering til Danish Metal Awards er det allerede blevet til,  selvom konstellationen havde livedebut i marts sidste år.

Rising spiller sludge-inspireret metal, men med masser af kærlighed til 70′ernes klassikere, sÃ¥vel psychrock som metal. Det skal lige nævnes, at Jeres anmelder i dette tilfælde er forudindtaget, da jeg er en bekendt af bandet. Derfor fÃ¥r de heller ikke sat tal pÃ¥ deres koncert. Men hvis du er til klassisk metal med masser af lir og et godt hÃ¥rsvinger-tempo, er Rising værd at holde øje med.

Nebra

Efter Rising havde sat gang i folks nakker, blev det schweiziske Nebras tur. Nebra er et instrumentalt band, der spiller en slags post-metal, der låner hårdt fra de amerikanske forbilleder i blandt andet Neurosis og Isis. De er i stald hos The Oceans Pelagic Records, som har udgivet deres debut-ep. Og så er Nebra et sammenskudsband af rutinerede folk fra forskellige konstellationer inden for hardcore og metal.

Derfor kan det også ærgre noget, at de blev dem, der faldt uden for denne aften. Risings mere klassiske metal svarer bedre til hovednavnet end den lidt kedelige instrumentale metal, som Nebra stod for. Bevares, det var meget kompetent, og for så vidt var der ikke en finger at udsætte på deres show, men efter at se tre halvgamle mænd headbange i takt i en halv times tid, var det nok.

Det er begrænset hvad et instrumentalt band kan stille op, og der var simpelthen ikke nok dynamik i deres stykker til at fastholde opmærksomheden. Samtidig var vi heller ikke ovre i et dronende udtryk, så det føltes lidt som om, at Nebra joggede på stedet, uden at komme nogle vegne. Stykkerne forlangte flere finesser og flere detaljer for at blive rigtig interessante.

Baroness

Så kom aftenens højdepunkt. Publikum rykkede tættere på scenen, lige så snart de første toner fra introen svømmede ud af højtalerne. Og uden et ord gik amerikanske Baroness lige på og hårdt. Badet i projektørlys og scenerøg, ændrede stemningen sig fra høfligt afventende til hoppende og dansende glæde.

Baroness leverede nemlig varen fra første nummer, til ekstranummeret halvanden time senere. Deres kunst er simpel: De lover ikke mere end de kan holde. Det skal forstås sådan, at selvom de til tider kan virke overlæssede på deres plader, er der ikke en tone med, de ikke også kan fremføre live. Det er en simpel kunst, men det er bare fedt alligevel. At høre et band, der ikke lader sig forføre af studiets uendelige muligheder, men skriver sange til en live-situation. Selv et fill fra trommerne er med live, for så har guitaristerne John Baizley og Pete Adams tid til at skifte guitarer. Brilliant.

Og trommeslager Allan Bickle og bassisten Summer Welch holdt for deres del et ligeså tæt samspil som de to guitarister. Maskinen Baroness var kommet op i damp og nærmest ikke til at stoppe igen. Sådan føltes det i hvert fald i forreste række.

Der var ikke en tone forkert; ikke et slag ved siden af. Det var magisk og meget medrivende. Og selvom The Rock grundet det lidt underligt kantede og meget høje rum har en lidt underlig akustik, klang hvert et riff fantastisk. Eneste indvending er, at foran scenen kunne det være meget svært at høre vokalen. Igen det høje rum, for de forreste højtalere hænger under loftet fem meter over publikums hoveder.

Materialet var hovedsagligt taget fra de to seneste plader, Red Album og Blue Record, og det gør skam ikke det fjerneste, for det er med de to plader, Baroness er begyndt opstigningen fra den mørkeste undergrund mod stjernerne. Men de kvitterede med et ekstranummer fra de første ep’er, som har en lyd, der lÃ¥ner fra d-beat og crust punk. PÃ¥ den vis fik Baroness lige dækket det meste af metallens historie ind.

For en rimeligt ny fan var showet i hvert fald en bekræftelse af, at Baroness er et band, som bÃ¥de kan nydes live og hjemme i sofaen, og at succesen er velfortjent. Et band med sÃ¥ meget energi og sÃ¥ godt samspil fortjener i den grad at komme ud af undergrundsghettoen og ind i flere metalfans’ bevidsthed. Og for sÃ¥ vidt ogsÃ¥ hos folk, der bare godt kan lide god rock’n'roll.

Fotos: Jesper G. Kaufholz