Da jeg for nogle måneder siden overværede Slaraffenland spille koncert på Loppen, var jeg ikke udelt begejstret. De langtrukne eksperimenter og impro-elementer, der tidligere var karakteristisk for bandets stil, var trådt i baggrunden til fordel for et indiepoppet udtryk, der nok var smittende i sin lydlige såvel som visuelle fremtoning, men ikke fremstod så slidbart.

Søndag var jeg igen til koncert med bandet, denne gang til en fusionsforestilling med Efterklang. Slaraffenklang-projektet er et af de efterhånden mange tiltag, der understreger de to bands’ nære relationer, og selvom de to bands altid har hængt sammen som ærtehalm og allerede i 2008 spillede sammen under deres fælles navn, var weekendens koncerter de første, man kunne betegne som komplet sammensmeltning. Selv enkelte numre på sætlisten var langstrakte, organiske symbioser mellem et nummer fra hvert bands bagkatalog. »Det har taget rigtig, rigtig lang tid at lave de her numre,« afslørede Efterklangs Casper Clausen, og det betvivlede man ikke. Mere end to af slagsen blev det da heller ikke til, men nyt eller anderledes materiale savnede man ingenlunde – det viste alene et hurtigt blik på det program med små præsentationer af de enkelte numre, som alle publikummer fik udleveret i døren.

For vi var jo i teatret, trods alt, selvom Portscenen i Det Kongelige Teaters Skuespilhus overraskede noget. Med sit græsbeklædte gulv, vægge af massivt træ og en belysning, der efterlod hele scenen såvel som publikum i de skrånende stole på gulvet fuldt visible, virkede scenen nærmere som noget fra optagelsen til en omgang gammel og farverig Fjernsyn for dig. Bandet undlod da heller ikke at udtrykke en vis betuttelse over de lidt specielle omgivelser. Ikke desto mindre understøttede lokalet Slaraffenlands sprælske image, uden at det tog overhånd – det sørgede Efterklangs mere dvælende og eftertænksomme lydbillede for.

Og netop disse modstykker i de to bands’ ellers relaterede lydbilleder er nok grunden til, at de igen og igen samles om fælles projekter, og at det aldrig bliver en kedelig oplevelse. Med 10 mand på scenen var der plads til hidtil ukendte nuancer og lag i trommespil, messingblæsere, fløjter, elektronik og naturligvis vokaler, hvis harmonier eller enstemmige kordannelser ofte bar musikken alene. I denne konstellation var lyden nok både let, perlende og fængende, men altid med den detaljerigdom eller omskiftelighed, der sikrede en fastholdt interesse.

Efterklangs pompøse ”Echo Wave”, som bandene også optrådte med tilbage i 2008, ledte over i det første ’mash-up’, som programmet betegnede de fusionerede numre. ”Long Gone” fra Slaraffenlands seneste album, We’re on Your Side, stod for struktur og vokalmæssigt drive i et nummer, der med en tilsvarende stor påvirkning fra Efterklangs stemningsmættede, lydlige udsigtspunkt ”Mirador” fra Parades virkelig fremstod som en fuldbyrdet og detaljerig sammensmeltning, hvor de to numre på skift dominerede – ligesom det senere var tilfældet med det måske ikke helt så inciterende møde mellem ”Falling Out” og ”Mirror Mirror”. Sidstnævnte er at finde på Efterklangs tredje album, Magic Chairs, der udkommer til februar.

”Step Aside” har fulgt Efterklangs livesets siden udgivelsen af Tripper i 2004, og for at passe ind i bandets efterhånden temmelig organiske lyd har den gennemgået en hel del metamorfoser. Blandt disse kan aftenens version ikke betegnes som andet end det hidtidige klimaks, med et nedbarberet og helt jazzet drive, der ledte nummeret over i en potent trækbasun-session, som ville være et nummer som ”Mambo No. 5” værdig – og det siger immervæk ikke så lidt, når man tænker tilbage på det spage og knitrende nummer, det startede sine dage som.

I det hele taget var aftenen præget af omrokeringer. Slaraffenland fik scenen i fred til at opføre et rytmisk stærkt cover af Efterklangs ”Cutting Ice to Snow”, ligesom Efterklang efterfølgende tog sig kærligt af Slaraffenlands ”Postcard”. På samme måde som ”Step Aside” gjorde indtryk, skabte Slaraffenland dog størst opmærksomhed omkring en lang og nærmest tribal udgave af ”Hunting”, hvor der med tung elektronisk percussion og buldrende ditto af den gammeldags slags opstod lange passager med udforskningen af lydens lag.

I tråd med ‘mash-up’-temaet afsluttede de to bands aftenen med en fortolkning af Queen og David Bowies “Under Pressure”, og selvom Skuespilhusets stolerækker hæmmede mulighederne for korporlig udfoldelse noget, kom publikum da op af sæderne og forsøgte sig med lidt trippen på stedet. Et på mange måder symptomatisk træk for de to bands’ musikalske dagsorden, der er gået fra at bestå af eksperimenterende jazz og støj og introvert elektronisk knitren til nu nærmere at være en skæv afart af indie. Og et træk, der kunne vidne om et mere strømlinet tag på fremtidens musikalske produktioner – men ikke i aften. Mødet mellem materialer fra de to bagkataloger bød nemlig både på vellyd og dans, men også på spændende eksperimenter og nye anskuelsesvinkler på det gamle materiale, som fremstod mere levende end nogensinde. Forhåbentlig er samarbejdet efterhånden så manifesteret, at vi kan vente os flere fusioner fra de to orkestre. Jeg kunne i hvert fald godt tåle et par ‘mash-ups’ mere.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk