Sunn O))) er blevet en hipster-magnet. Om det var på grund af Politikens foromtale eller hvad, det vides ikke, men Lille Vega var fyldt til grænsen af det udsolgte på denne råkolde søndag aften.

Eagle Twin

Aftenens første band var et af de nyeste skud pÃ¥ stammen fra Sunn O)))’s pladeselskab Southern Lord, Eagle Twin. Bandet er en duo, som spiller ganske beskidt og blueset heavy metal. Med trommestikkerne løftet højt over hovedet buldrede trommeslager Tyler Smith og guitarist Gentry Densley udover scenekanten med en mur af forstærkere bag sig. Og nÃ¥r jeg siger mur, mener jeg mur. Omkring tolv forskellige forstærkere, nok til at danne et bagtæppe af lyd, med et mellemrum i midten, hvor bandet kunne komme ud pÃ¥ scenen.

Eagle Twin lægger som sagt et meget blueset udtryk for dagen samtidig med, at de spiller så tungt, som man forventer af et Southern Lord-band. Densleys vokal brølede kryptiske, religiøst-inspirerede tekster udover en mur af lyd, men fokusset var dog mest på de lange instrumentale passager, som udgjorde hoveddelen af koncerten.

Tyler Smith gav den som en anden Animal fra Muppets med rødt hår og skæg, og et konstant plaget udtryk i ansigtet, mens guitar-soloer og feedback-symfonier udgjorde Densleys bidrag. Der var tydelig spilleglæde, og de to amerikanere gjorde en god figur. Den eneste anke er, at de som duo har begrænsede virkemidler og hen mod slutningen af sættet blev det hele en kende ensformigt.

Sunn O)))

Det religiøse udtryk var i den grad til stede, da Sunn O))) med gæstevokalisten Attila Csihar og multiinstrumentalisten Steve Moore indtog scenen, hyldet i røg og et koldt, blÃ¥t lys. Sunn O))) har netop udgivet deres seneste værk Monoliths & Dimensions, som var i fokus denne aften i Vega. Pladen er indiskutabelt Sunn O)))’s mest ambitiøse værk til dato, men ogsÃ¥ det mest instrumentale, med horn, pigekor og selvfølgelig Attilas dystre vokal.

Som altid klædt i lange sorte kutter, udgør en Sunn O)))-koncert noget af det ultimative i fremmedgørelse og anonymitet. Der er ikke meget at se på. Men så er der jo lyden. Og ve den, som denne aften ikke havde ørepropper i!

Øresønderrivende guitarer bragede ud fra scenen i lange meditative passager, mens Attila som en anden biskop messede om død henover. Hele bygningen rystede, og tiden blev sat ud af kraft i næsten halvanden time. Feedback og distortion udgør de vigtigste vÃ¥ben i Sunn O)))’s arsenal, og vi blev ikke sparet for nogle af delene.

Det var som gletschere, der kælvede og splintrede; massive flader af lyd, der hypnotiserede publikum og nærmest fremkaldte en trance-lignende tilstand. Hele Vega rystede under det soniske totalangreb. Begrebet “Wall of Sound” har fÃ¥et en ny betydning.

Som sagt er Sunn O))) ikke det band, der gør mest ud af sit show. Men Attila havde iført sig en tornekrans af en hjelm med store pigge og en dragt med røde lasere i fingrene, som i den sidste del af koncerten lyste udover publikum. Det var hans bidrag til et show, som dybest set bare skulle nydes med lukkede øjne, mens lydbøglerne bankede sig på plads i øregangene.

Det var en energiudladning af episke proportioner, black metal spillet i en tredjedel tempo, med kun rytmen fra de nedstemte guitarer som drivende kraft. Og selvom det kan lyde som om det er et improviseret udtryk, er der ingen tvivl om, at de herrer Greg Anderson og Stephen O’Malley holdt deres udtryk i meget kort snor.

Der er ikke noget at gøre. Sunn O))) har åbnet koncertåret med en oplevelse udover det sædvanlige. Og lur mig, om ikke de allerede har indtaget en førsteplads på min personlige hitliste for koncertåret 2010.

Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk