Plader

The Hot Rats: Turn Ons

Når man laver coverplader, er kunsten at få folk med på vognen og ikke kun at indspille for egen vindings skyld. Så kunne man lige så godt undlade at udgive skidtet. The Hot Rats er på vippen, for der er få højdepunkter på en temmelig ordinær rockudgivelse.

Det er sin sag at koge musikhistorien for de sidste 40 år ind til det rene ingenting. Ikke desto mindre er det, hvad superproducer Nigel Godrich og Supergrass-parret Gaz Coombes og Danny Goffey har forsøgt at gøre med deres coverplade Turn Ons.

Alt i deres koncept har en reference (selv med deres bandnavn, The Hot Rats, ville det undre mig meget, hvis ikke Frank Zappa havde en finger med i spillet). Musikalsk har trioen gravet yndlingsnumre frem fra bl.a. The Velvet Underground, Sex Pistols og Beastie Boys. Her er altså tale om et komplet sideprojekt, hvor man tager i forvejen kendt materiale og smider det ind i egen centrifuge.

Hvad er det, der skaber en god coverplade? Hvad er det, der skal til, for at man klapper af de nye fortolkninger? Ofte stiller en coverplade flere spørgsmål, end den giver svar, og her må The Hot Rats ligeledes stille sig bag i køen, for der præsenteres ikke noget nyt eller interessant i deres måde at gribe tingene an på.

Jens Unmack har beskrevet dette dilemma på bedste vis via sin blog: »Coverplader er en mærkelig størrelse. En slags frikvarter for den enkelte artist, som her kan sende sangskrivning på orlov og i stedet hylde egne helte og nogle sange, der har betydet noget helt specielt for hans/hendes personlige løbebane. Lars Hug lavede f.eks. herhjemme Copy, en glimrende opdatering og nytænkning af en samling allerede meget kendte danske numre. Det album fungerede, fordi Hug gik radikalt til værks og ikke var bange for at ændre det valgte materiales form og lyd. En tilgang, der er svær, for problemet med coverplader er nemlig, at dyb respekt ofte forhindrer nye fingeraftryk på gamle sange. Og hvem – ud over måske de allermest hengivne – er interesseret i professionel karaoke…?«

Unmack rammer spot-on i forhold til The Hot Rats. Turn Ons er poleret garagerock over hele linjen, og umiddelbart ligger det lige til højrebenet at lave en energisk og viril rockplade, der emmer af god spade, spas og sprællemand, men det lykkes ikke engang bandet at blive bare en smule vred på det oprindelige materiale eller at rive lidt op i manchetten. Det ville have været befriende at lytte til noget, der kunne rykke lidt, men det bliver ved det ordinære indtryk. Det er da fint at hylde sine idoler. Jeg kan da også godt kippe med flaget, når der spilles Pink Floyd og Beastie Boys, men det behøver da ikke at være så pokkers endimensionelt.

Jeg synes i høj grad, at pladen mangler en kant, en ekstra dimension eller noget, der bringer liv i de gamle klude. Den charme og lidt skæve britpop, der hev Supergrass op fra mængden, synes i høj grad at drukne i et lidt navlepillende projekt. Det har garanteret være både sjovt og inspirerende at indspille personlige favoritsange, men det er begrænset, hvor gensidig glæden er for lytteren.

★★★☆☆☆

Deltag i debat