Can’t Stop Not Knowing er bÃ¥de ment som en forsmag pÃ¥ det 10 numre stærke album, som The New Loud er sat til at udgive i begyndelsen af næste Ã¥r, og en selvstændig ep, hvis inspiration skulle komme fra fire forskellige stadier i personlige forhold: beginning, during, ending, after. Dette var ogsÃ¥ den oprindelige titel pÃ¥ ep’en, men den blev sorteret fra til fordel for den mere langhÃ¥rede Can’t Stop Not Knowing, en titel der skulle referere til en form for (frit oversat) ‘dagligdags forvirring’, der – med bandets egne ord – grunder i idéen om, at ligegyldigt hvad du opnÃ¥r eller opdager, vil der altid være noget ukendt tilbage.

Selve pladen består af seks numre. De fire af dem hører logisk nok til i den føromtalte forholdsfortolkning, og det ene af dem kommer i form af en meget flydende og uinteressant demo, der mest af alt har karakter af at være et typisk nummer, en eventuel koncert kunne slutte af med – hverken sjælfuld eller energifuld, et flydende postludium, der kræver en del mere gennemarbejdning for at blive mere end et nummer, hvis eneste formål er at fylde pladen ud. Nuvel, nogen vil måske sige: »Men Mads! Det ér jo også en demo.« Bevares! Men når man vælger at udgive et nummer, må man umiddelbart mene, at det er udgivelsesværdigt, og det er det ikke.

En af ‘afstikkerne’, sÃ¥ at sige, er et noget ambitiøst covernummer i form af Radioheads “2 + 2 = 5″. Her skal det dog nævnes, at nummeret oprindeligt er optaget til en hyldest-cd, og nummeret har sÃ¥gar fÃ¥et sin egen blog. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at The New Loud tilføjer en masse energi til nummeret, og nogle vil uden tvivl foretrække denne version frem for originalen, da den er gennemarbejdet og bestemt et lyt værd. Det er pÃ¥ mange mÃ¥der et simpelt spørgsmÃ¥l om smag og behag. Jeg vil dog altid foretrække originalen, og ligesom (dog uden, der skal være yderligere sammenligning mellem hans og min anmeldelse) John Book siger pÃ¥ sin blog, sÃ¥ vil jeg ligesÃ¥ vurdere, at nummeret da nok vil kunne give dem lidt opmærksomhed. Om det er Ã¥rsagen til, at det finder vej fra en hyldest-cd til en ep, vil forblive uvist.

Tilbage er der sÃ¥ tre numre. »Hov Mads! Nu mÃ¥ jeg stoppe dig igen; sagde du ikke der var seks i alt?« Jo, det gjorde jeg, men lur mig, om ikke nummeret “Heaven” er repræsenteret hele to gange. Den ene som en ‘single mix’-version og den anden som en ‘extended version’. Men desværre lugter det langt væk af en oprindelig version og en radiovenlig version – noget der bestemt ikke er ualmindeligt. Grunden til, jeg benytter mig af ordet ‘desværre’, er, at der stort set ingen forskel er pÃ¥ numrene, hvilket er godt klaret, nÃ¥r man tænker pÃ¥, at den ene version varer 3:44 og den anden 6:03, og med lidt under halvandet minuts forskel burde man kunne forvente nogle sprøde instrumentalstykker, hvilket ofte er dem, der bliver skÃ¥ret fra, nÃ¥r vi skal ramme det radiovenlige. Men desværre kan forskellen kun findes i et hÃ¥bløst anonymt breakdown af musikken, der kun momentant bliver spændende. Det er ellers et af de bedste numre pÃ¥ pladen, fyldt med energi og potentiale, men bedst som hanen bliver spændt, vælger de at aflade pistolen frem for at fyre den af. Jeg har derfor, for en af de første gange nogensinde, oplevet et nummer, hvor jeg foretrækker ‘single mix’-versionen. Men det er bestemt ogsÃ¥ en velskÃ¥ret pop/rock-nummer, der løfter pladen en tak og giver mig blod pÃ¥ tanden efter den kommende udgivelse.

De tre numre, der kan klassificeres som deres egne, færdige numre, er mixet af Mark Trombino (dvs. fem af pladens seks numre er mikset af ham, jeg ved desværre ikke præcis hvilke, så jeg kan tage fejl med hensyn til ét af numrene). Trombino står også bag bl.a. Blink 182 og Jimmy Eat Worm, og man kan måske godt sige, dog med forbehold, at The New Loud har hentet en grad af inspiration hos disse – men bestemt også fra en masse andre. Vigtigst af alt har de potentialet til at skabe noget, som andre kan lade sig inspirere af senere, men det er med tryk på potentiale – der er et stykke vej endnu.