Koncerter

The xx, 15.01.10, Store Vega, København

Skrevet af Kristian Kimer

xx. Navnet siger det hele: alt og ingenting. Det er fredag aften, og om lidt går det engelske orkester på scenen, og her skal en væsentlig detalje så afsløre sig: Om der er bund i hypen.

Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Der må alligevel være noget om snakken, når et forholdsvis ukendt band annonceres på Lille Vega – for derefter at blive rykket til Store Vega – der derefter melder udsolgt. Det er tal, der er til at tage og føle på.

Undertegnede er kommet forholdsvis sent op på hypevognen, og jeg traver derfor mod Vega kun med Myspace i ryggen. Men det er også rigeligt. De fem numre, jeg finder dér, fylder mig med stor forventning, samtidig med at jeg passende kan læse lidt om det unge orkester.

Bandet udgav den selvbetitlede debutplade i august, og for blot et par måneder siden drog de af sted på den kategoriske tour. Undervejs er de blevet en keyboardspiller mindre, men når man kan fylde Store Vega, må man alligevel gøre noget rigtigt. Og det gør The xx i høj grad også.

Opvarmningsbandet New Look fra Canada er umiddelbart en fin lille affære. En klassisk m/k-duo, hvor herren rocker bag mixerpulten, mens kvinden synger til. Koncerten åbner aldeles illustrativt, da scenelyset fra start kaster to røde spots ned over den feminine part af duoen og tilsvarende to blå spots til at oplyse den maskuline part. En sjældent set figurativ scenebelysning, der understreger det velkendte kønsrollemønster.

Og musikalsk set starter det da også spændende nok med elektroniske rytmer og indie-skønsang indover. Men det bliver hurtigt åbenlyst, at det slet ikke er så spændende endda. Luften fiser ret hurtigt af ballonen, og efter tre-fire numre bliver det regulært kedeligt. Der er fine ting i støbeskeen, ingen tvivl. Men det er som at se en en blomst, der aldrig åbnes. Melodierne og stemmen mangler karakter, og det musikalske bagland savner i høj grad nerve og originalitet.

Aftenens hovednavn er i en helt, helt anden liga, og de går på under lige så illustrative lysforhold. Da New Look er færdige, og diverse lydprøver er gennemført, bliver der bælgmørkt i hele salen, hvorefter to hvide x’er tændes på scenen lige under mixerpulten. Det ene efter det andet, som to lysstofrør på badeværelset. De to x’er lyser salen op som symboler fra det ydre rum, og på nethinden står billedet af den kæreste, man har forladt og senere er vendt tilbage til. Eks-eks’en.

Men dér slutter analogien også, for da trioen sætter i gang, står det klart, at The xx bestemt ikke er musik, man har lyst til at forlade. De tre briter er knapt tyve år, og de indtager scenen med tilbageholdt coolness, der flyder over alle scenekanter, og de begynder, uden at blinke, at skyde deres sitrende salver af mod publikum.

Næsten alle sangene er duetter, og de to vokalister Romy Madley Croftt og Oliver Slim forstår i den grad at synge sammen og hver for sig, så enhver kærlighedshungrende teenager må føle sig ramt i alt fra mellemgulvet til understellet. Selve musikken er karakteristisk ved at være så spinkel, at den bliver solid. Ud af det tynde skelet, der bygges op af bas, afdæmpet guitar og rolige beats, træder en helt utrolig stærk musikalitet, der understøtter melodierne ved at give dem plads. Og tilbage, på toppen af kransekagen, flyder disse to fantastiske stemmer rundt mellem hinanden, kælne og skræmte på samme tid, på så karakteristisk en facon, at koncertoplevelsen bliver en slags samtale mellem den unge mand og den unge kvinde, der ikke helt kan finde ud af det der med kærligheden. Det er virkelig smukt.

Når så ung en trio kan indtage så stor en scene med så få virkemidler, forekommer det næsten, at der simpelthen er for lidt energi til så mange publikummer. Der mangler et brag, synes man. Der mangler noget at klappe med på. Men her er det klart mig, der står i lære. Jeg er bange for stilheden, når jeg synes, der børe være storm. Men det er min egen rodekasse, og det er under alle omstændigheder åbenlyst, at jeg denne aften har stiftet bekendtskab med et særdeles interessant orkester, som jeg med glæde vil følge fremover.

Den stille intensitet, som jeg af en eller anden grund er lidt bange for, kan jeg bagefter få bekræftet i de 1500 udsolgte øjne, der forlader Vega. De funkler som stjerner og siger uden ord, at der bestemt var bund i hypen.

★★★★★☆

1 kommentar

Deltag i debat