Plader

Tindersticks: Falling Down a Mountain

Skrevet af Lise Christensen

Tindersticks leger på deres ottende studiealbum med genrerne. På et varieret album, der til tider tangerer det brillante, dukker de delvist frem fra deres melankolske skjul og klæder sig ud som cowboy, orkesterleder, romantiker og flipper.

Traditioner; til tider et afsæt for dannelsen af en fællesskabsfølelse, en måde at forstå verden på eller et statement, til andre tider ganske bizarre. Tag blot en event som fastelavn. Man klæder sig som helt eller nemesis, hund eller hval, for i skarp konkurrence at lade, som om man tæver livet ud af en kat – i håbet om at blive belønnet med et stort læs slik og noget fake guld. For en stund træder man ud af sin normale rolle og morer sig i stedet med finurlige karnevalske udskejelser og mimespil.

Det engelske band Tindersticks bygger også på en tradition, nemlig den der handler om at være leverandører af bundsolid tristesse. Det sker i form af melankolske soul-inspirerede ballader, der gang på gang har løftet hjerter op i en melankolsk rus, godt hjulpet på vej af forsanger Stuart Staples’ intense vokal. 2008-udgivelsen The Hungry Saw fungerede som en syntese af de erfaringer, der er blevet gjort i løbet af de foregående 16 års anselige mængde liveoptagelser, studiealbums og soundtracks, der er udkommet siden deres debut tilbage i 1992. Det resulterede i et harmonisk, omend en anelse stille og homogent album.

Falling Down a Mountain, det ottende studiealbum i rækken, træder Staples & co. ud af de vante roller og prøver i stedet kræfter med at forene det muntre, det skabede, det melankolske, det rockede og det bevægende. Incitamentet til at bevæge sig uden for erfaringens grænser kan være en følge af den store udskiftning, der de seneste år har præget bandet. En overgang var bandet reduceret til en trio, men med inkluderingen af Earl Harvin på trommer, David Kitt på guitar og Dan McKinna på bas er Tindersticks igen tilbage som en sekstet.

Pladens leg med genrer krones med vekslende held. Musikalsk ynder bandet stadig at producere komplicerede numre, der ofte er centreret omkring brugen af hammondorgel, percussion og tekster, der er bygget op om stædig recitation af numrenes respektive emneord, samt enkelte rent instrumentale kompositioner. Albummet indledes med titelnummeret “Falling Down a Mountain”. En jazzet neo-noir-sag, der på hjemmesiden præsenteres med en lækker sort-hvid introfilm, og som med en heftig dosis tamburin, trompet og flerstemmige kor kører i ring omkring det samme tekstlige refræn, hvor lytteren inviteres til at følge med og ‘falde ned fra bjerget’ – som en opfordring til at prøve noget nyt og anderledes end det sikre.

Således kan man på Falling Down a Mountain ligefrem finde decideret muntre (chok!) sange. “Harmony around My Table” byder på en anelse lalala, taktfaste håndslag og en Staples, der for en gangs skyld lyder helt glad. ”She Rode Me Down” fremstår som et halvvejs skabet westernsoundtrack, mens sange som “Black Smoke” og “No Place So Alone” virker influeret af 60’er-rock og en vis flipperstemning, når de fremturer med deres eksistenskritiske tekster tilsat entusiastiske mandekor og tamburiner, der fyger af sted i et ekstatisk tempo.

Tindersticks har endvidere indgået et samarbejde med den canadiske singer/songwriter Mary Margaret O’Hara. Sammen med Staples leverer hun den søde og skæve kærlighedsduet “Peanuts” – en sang, der bæres frem af et let klaverspil og et par pragtfulde stemmer, der i et fint sammenspil mellem det dybe og det hæse skaber ren filmromantik.

Pladen byder dog også på nogle af de fantastiske stille numre, som mere end noget andet har været Tindersticks adelsmærke. Nummeret “Factory Girls” rammer rent plet. »It’s the wine that makes me sad / not the love I never had,« synger Staples med en hjerteskærende melankoli, som man ikke kan andet end at nikke genkendende til. Det er den stemning af sælsom glæde ved hardcore melankoli, som – suppleret med et glas vin, en gråvejrsdag og en roman af Michel Houellebecq – kan medføre en decideret katarsis.

Falling Down a Mountain brillerer med decideret smukke og fængende øjeblikke, men desværre også med enkelte halvkedelige numre, f.eks. den førnævnte ”She Rode Me Down”, der mere virker som en forceret parentes mellem pladens mere poetiske numre. Dog klæder det Tindersticks at komme lidt på afveje, selvom de aldrig bevæger sig alt for langt væk fra det kendte og velfungerende.

★★★★½☆

Deltag i debat