Plader

Torsten Larsen: The Big Payoff – a Collection of Low-Fidelity Demos 2005-2008

Skrevet af Mikkel Arre

Frontmanden i Larsen and Furious Jane har ryddet op i skufferne. Det viser sig, at kommoden indeholdt både skidt og kanel – men trods alt mest af det sidste.

Jeg var næppe den eneste, der fik lidt af en overraskelse, da århusianske Larsen and Furious Janes tredje album, Zen Sucker, udkom. Det viste sig at være en mørk, indædt indierockplade, der var helt anderledes vital end den til tider lidt blodfattige alt. country, de to første plader havde budt på – og her knap to år senere står albummet for mig som en af det forgangne årtis stærkeste danske udgivelser.

Mens bandet arbejder på et nyt album – som ifølge bandets Myspace-side bliver »fucking gloomy and magnificent« – har sangskriveren og frontmanden Torsten Larsen rodet sig gennem bunkerne af demooptagelser af sange, der ikke fandt nåde for bandkollegernes blikke i perioden 2005-2008. 12 af dem er blevet samlet på et album, der afrundes med en fabelagtig akustisk version af ”Snakes in the Grass”, som i en anden udgave er et af højdepunkterne på Zen Sucker.

Den akustiske ”Snakes in the Grass” er med sin smukke udkrystallisering af andre melodiske nuancer end dem, der er i fokus i Zen Sucker-versionen, helt i særklasse på The Big Payoff. Men der er bestemt andet at komme efter.

Eksempelvis er titelnummeret en glimrende sang spillet i et næsten slæbende tempo. Dette skaber sammen med atmosfæriske vokalharmonier og ringlende percussion en drømmerisk stemning, der har lidt af den samme håbefuldhed over sig som teksten: »Burn all your bad memories / they paint a cruel picture of me / that I’m sad to have let my lover see / I feel like we’re on the verge of something big / like any road is going to lead to the big payoff.« Men ligesom den akustiske guitar, der bærer nummeret, har noget let tøvende over sig, leverer Larsen også sin vokal med så tilpas meget mangel på overbevisning, at drømmen om den store forløsning får et skær af fatamorgana over sig.

Åbningsnummeret ”Surrender” eksemplificerer ganske fint forcerne ved The Big Payoff. Det for en demoindspilning så velkendte kornede lo-fi-udtryk bringer lytteren helt tæt på Larsens intime vokal, mens de flerstemmige vokaler i omkvædet giver en nærmest gospel-agtig nerve til nummeret – ikke ulig nogle af de allertidligste Larsen and Furious Jane-numre. Det mere skramlede, susende nummer ”Oh, Perrey Reeves” demonstrerer, at det ikke kun er i de mest afdæmpede, skitseprægede indspilninger, at der er guldkorn at finde. Her giver ekkoeffekter på Larsens vokal et sværmerisk udflydende udtryk med en snert af surrealisme.

Anderledes hverdagsnær er den strålende ”Are You Still on My Side”. Med et nedbarberet set-up, hvor akustisk guitar, sparsom bas og underspillede trommer sætter Larsens vokal i centrum, retter han en skarp lampe mod partneren i den anden side af dobbeltsengen og vil have svar: »I have many questions / I’ve got a lot of terryfying questions I need to ask you / like: ”Honey, do you still love me like truly and deeply? / or is this just what you do while you’re waiting to see what life offers you next?” / that’s one / that’s an example,« synger Larsen – men der kommer aldrig rigtig flere spørgsmål. Måske fordi det ene spørgsmål er det eneste, der betyder noget. Og som om den indtagende vokalmelodi ikke var nok, rundes nummeret af med hjertekulegibbende smukke korvokaler, der emmer af den desillusion, som svaret på spørgsmålet vil føre med sig.

Generelt er The Big Payoff et solidt bevis på, at Torsten Larsen er en af de stærkeste sangskrivere på den danske rockscene. Når selv skramlede indspilninger af måske ikke helt igennem helhjertede sange kan bide sig fast i hjernebarken på grund af et skarpt hook eller en vokalharmoni, er det tegn på, at afsenderen kan sit kram. Og det kan Torsten Larsen.

Men nogen kong Midas er han ikke. Allerede titlen ”Tisminton” (som refererer til en idé om at udskifte fjerbolden med, ja, tis) udgør i sig selv et faresignal, og hverken den irriterende My Bloody Valentine-guitarpastiche i introen eller den langt hen ad vejen leddeløse vokalmelodi hjælper på sagen. Dertil kommer, at Larsens vokal i lange passager drukner fuldstændig under ikke bare bas og guitar, men også de mange bækkenslag.

Det er selvfølgelig ikke fair at klage sig over, at lyden er sølle på demoindspilninger. Ikke desto mindre er det uhensigtsmæssigt for lytteoplevelsen, at vokalen – og dermed de vanligvis interessante tekster – også bliver udfordret mere, end hvad godt er, af optagelsernes kvalitet i både ”Right on the Money” og ”More There”.

Således er der nogle grunde til, at jeg næppe kommer til at spille The Big Payoff fra ende til anden igen. Der er en lille håndfuld af numrene, som man godt forstår, at bandet bad Larsen om at lade blive i skuffedariet derhjemme. Men heldigvis rummer hovedparten af disse demoer, på trods af at de er knap så ligefremme og umiddelbart appellerende som Zen Sucker-materialet, små fine sangperler inde bag demolyden.

★★★★☆☆

Deltag i debat