Richard File fra UNKLE og Wendy Rae Fowler, der tidligere har samarbejdet med bl.a. Queens of the Stone Age, er gået sammen om et nyt musikalsk projekt, We Fell to Earth. Et projekt, der primært er affødt af en passion for triphop og electronica, og som har resulteret i et atmosfærefyldt debutalbum.

Der er noget råt og usødet over duoens produktion; en stemning, der primært opretholdes af den måde, bandet anvender trommerne på. Trommerne skaber dynamik og er i høj grad med til at underbygge den tunge, lidt dystre opsætning, der er dominerende på stort set hele albummet, men samtidig er den selvbetitlede debutplade æterisk og inviterer sine lyttere til et højere luftlag.

Bandet blander psykedeliske, elektroniske og rockede toner, som skaber et lydbillede, der definerer dem som progressive og innovative musikere. Der er ingen tvivl om, at der er noget særegent ved We Fell to Earth, men samtidig giver musikken associationer til en masse velkendte lydbilleder, hvis man er nogenlunde velbevandret i den psykedeliske og elektroniske verden. F.eks. lægger vokalen og grundstrukturen på et nummer som ”Lost in Flames” sig uhyggeligt tæt op ad Portisheads ”We Carry On” fra deres seneste album, Third. Vokalen minder enormt meget om Beth Gibbons’, idet man ved Fowlers vokal kan finde den samme skrøbelighed og styrke, som er så kendetegnende for Gibbons. Sammenligningen med Portishead ligger lige for på adskillige numre, fordi der flere steder leges med rytmekonstruktioner og en opbygning af numrene, der minder meget om den, Portishead benytter sig af.

Musikken giver associationer til en del bands og sangere, som har haft en afgørende betydning inden for triphop, electronica og rock. Selvom We Fell to Earth anvender udtryk og midler, der leder tankerne hen på bands som bl.a. Portishead, Radiohead, Air og Moloko, viser de med deres debutplade også, at de selv er velbevandrede i mange forskellige musikalske genrer, talentfulde og kreative. Måden, bandet bruger synthesizer og trommer på, giver et dynamisk flow og skaber musik, der bevæger sig på flere niveauer. We Fell to Earth afslører gradvist et mere og mere kompliceret lydbillede, som skabes af en form for lag på lag-konstruktion. De forskellige instrumenter samt File og Fowlers vokaler bevæger sig ind og ud af hinanden, så man som lytter modtager mange indtryk på én gang.

We Fell to Earth blander musikalske opbygninger, hvor de skifter mellem det minimalistiske og det indviklede udtryk. Nogle af numrene indeholder på den måde kun få instrumenter, mens andre rummer en række forskelligartede instrumenter og lydanvendelser fra bl.a. synthesizer. Flere af numrene er bygget op, så der gradvist skabes mere og mere dybde, og dette er med til at give fornemmelsen af, at musikken er grundigt gennemarbejdet.

Hvor meget de reelt har ladet sig inspirere af de navne, jeg forbinder dem med, ved jeg ikke, og sammenligningerne skal heller ikke opfattes som negativ kritik, eller som om bandet blot kopierer andres idéer og lydbilleder. Sammenligningerne drages mere for at give en fornemmelse af, hvor i det musikalske univers bandet befinder sig. En placering, der – alt andet lige – kan være ret svær at udpege, fordi bandets lyd i virkeligheden er meget broget. Duoen anvender fragmenter fra mange forskellige lydbilleder, men den overordnede stemning peger i den tungere, mere dystre retning. Det varierer, hvor meget de rytmiske dele fylder i billedet, men den dybsindige og nærmest monotone stemning forlades aldrig rigtigt.

Der er noget over We Fell to Earth, der indbyder til frihed, og som på bedste måde viser, hvad det er, musik kan; og det er netop at tilbyde den form for sindstilstand, hvor man kan smide tankerne over bord og lade sig opsluge i en musikalsk sfære, hvor man vægtløst og ubekymret kan bevæge sig rundt. Denne faktor gør albummet til et enormt smukt og udtryktsfuldt et af slagsen.