Nogle gange har man på fornemmelsen, at det er meget tilfældigt, hvilken musik der bliver udgivet på et pladeselskab, og hvilken der forbliver amatørmusik. Trods den stigende digitaliserede udgivelse af musik er der stadig forskel på at lægge sin musik op på Youtube, Myspace og danske Bandbase og at få den udgivet rigtigt på et pladeselskab, hvor administrationen bliver overtaget af andre end kunstnerne selv. Musikken bliver selvfølgelig ikke ændret af at få et lille pladeselskabsmærke på sig, men receptionen af den bliver anderledes. Det er nu engang mere vægtigt at have en pressemeddelelse i hånden end at læse musikernes egen præsentation på eksempelvis Myspace.

Pressemeddelelsen til Small Waves fra de britiske Young British Artists fortæller en meget klassisk historie om, hvordan bassisten Leo og pianisten Simon var barndomsvenner, og hvordan de besluttede at starte et band sammen, da de mødte de resterende to medlemmer på universitetet. Sammen flyttede de til indiebastionen Manchester og udgiver nu dette »first attempt to capture their developing sound.«

‘Developing sound’ er der desværre ikke meget af pÃ¥ denne ep. Udgivelsen bærer præg af at være en debut, men ikke en interessant en af slagsen: Hvert nummer præsenterer en lettere tilfældig ny retning, og der er ikke et samlet udtryk at finde. Det afsluttende udtryk er ikke andet end summen af inspirationskilderne: Joy Division, Hood, My Bloody Valentine og Mojave 3, lidt fuzzguitar, lidt new wave-keyboard. Fine inspirationskilder, helt klart, men Young British Artists formÃ¥r bare ikke at løfte sig op over referencerne og bibringe lidt originalitet.

Første nummer, “Bring the Sun”, præsenterer en aggressiv og fuzzy guitar, mens keyboardet lægger nogle hidsige og simple figurer hen over forsangerens desperate og meget mumlende vokal. »What are we here for?,« lyder det, og man ved det ikke helt, for sangens resultat er desværre kedeligt og skingert. Næste nummer “Ovation” viser en tendens: hÃ¥rdtslÃ¥ende maskinpistoltrommer og en generel forjagethed. Det gÃ¥r hurtigt, alt for hurtigt!

Tempoet bliver heldigvis sat lidt ned pÃ¥ “White Sheet”, hvor det iørefaldende er en My Bloody Valentine’sk guitardrone, som lyder i baggrunden. Hvor My Bloody Valentines Loveless excellerer ved den vellyd, der ikke rigtig kan placeres eller peges pÃ¥ (lyden forsvinder trods støjen), virker guitarfladen her som et afskÃ¥ret og fremmedgjort element i baggrunden. Det virker bemærkelsesværdigt og bliver det eneste, man tager med sig fra nummeret. “White Sheet” afsluttes da ogsÃ¥, hvor guitarfladen stÃ¥r alene. »Vi kan ogsÃ¥ godt lide shoegaze,« synes Young British Artists at sige, og det er altsÃ¥ virkelig kedelige ord pÃ¥ en debutplade.

Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad Red Deer Club Recordings’ strategi er, nÃ¥r de ansætter nye bands, men man mÃ¥ gÃ¥ ud fra, at de ansætter dem, fordi de fornemmer potentiale i dem. Der mÃ¥ være noget nyt og spændende, som ikke nødvendigvis er færdigudviklet endnu, men som kan udvikles. De har bare brug for støtte og rÃ¥dgivning, ideerne er der. Hos Young British Artists er det modsatte desværre tilfældet: Deres lyd er færdig og fin, men der er bare ingen ideer eller visioner at finde.